Annonce
Esbjerg

Det Faglige Hus etablerer nyt salgscenter med 25 ansatte

Henriette Olesgaard er efter tre år som salgschef hos Krifa skiftet til en stilling i Det Faglige Hus i Esbjerg – som chef for et nyt salgscenter med mindst 25 medarbejdere. PR-foto
Henriette Olesgaard er efter tre år som salgschef hos Krifa skiftet til en stilling i Det Faglige Hus i Esbjerg – som chef for et nyt salgscenter med mindst 25 medarbejdere. I løbet af det næste års tid hiver hun og kæresten Jesper også teltpælene op og flytter fra Vejle.

Esbjerg: Det Faglige Hus er gået i gang med at etablere et nyt salgscenter med mindst 25 nye medarbejdere. Centrets medarbejdere skal sælge nye medlemskaber, forsikringsprodukter og ikke mindst foretage serviceopkald for at fastholde de nuværende 148.000 medlemmer.

Det oplyser Det Faglige Hus i en pressemeddelelse.

- Ideen er modnet hen over flere år, hvor vi ikke har været udelt begejstrede for kvaliteten hos et eksternt markedsføringsbureau. Det er ikke billigt at bruge den slags bureauer, og vi har hele tiden haft den opfattelse, at vi kunne bruge pengene bedre ved at køre det hele her fra huset. Men det har været alfa og omega at finde en person til at etablere og lede et sådant center. Hende er vi overbeviste om at have fundet, og nu er der 25 nye arbejdspladser på vej til Esbjerg, udtaler landsformand Johnny Nim i meddelelsen.

Annonce

Men det har været alfa og omega at finde en person til at etablere og lede et sådant center. Hende er vi overbeviste om at have fundet, og nu er der 25 nye arbejdspladser på vej til Esbjerg.

Johnny Nim, landsformand, Det Faglige Hus

Fordel med forsikring

Organisationen har fra årsskiftet ansat 49-årige Henriette Olesgaard i en nyoprettet stilling som salgschef. Henriette har i de forgangne tre år bestridt et tilsvarende job hos Krifa i Aarhus og har forinden været beskæftiget i 25 år inden for forsikringsbranchen.

Hendes nye center skal ikke blot overtage opgaverne fra det eksterne telemarketingsbureau. Planen er også skrue Det Faglige Hus’ salgsaktiviteter i vejret med henblik på at hverve flere medlemmer til Det Faglige Hus, øge porteføljen i organisationens forsikringsagentur, DFA Forsikring samt servicere de knap 148.000 medlemmer endnu bedre.

- Mange af vores medlemmer er nemlig ikke klar over, at de med fordel også kan skifte deres privatforsikringer til Det Faglige Hus, og at vi samtidig råder over en populær lønsikringsordning som et supplement til dagpengene, hvis man bliver ledig. Nu sætter vi serviceopkald til medlemmer i system, og hvis de undervejs i samtalen også har spørgsmål til deres job eller ansættelsesforhold, sørger vi for, at de bliver kontaktet af en jurist eller en faglig konsulent, siger Henriette Olesgaard.

Flytter til Esbjerg

Lige nu er hun i fuld gang med at sætte rammerne omkring det nye center, men inden længe kommer der også jobopslag efter fuldtidsansatte salgsmedarbejdere til de mange nye arbejdspladser.

- Man behøver ikke at have arbejdet med for eksempel forsikring for at komme i betragtning. Erfaring fra salg og service vil være en fordel, så jeg forventer at få en del ansøgere med erfaring fra detailhandel. Men jeg er spændt på, om der her i området er tilstrækkelig mange af præcis den type medarbejdere, som jeg er på udkig efter. Jeg vil have en stærk og sammentømret enhed, hvor alle sparrer med hinanden”, siger Henriette Olesgaard.

Hun bor i Vejle sammen med kæresten Jesper og de to yngste af parrets i alt 5 sammenbragte børn. Under ansættelsen blev det aftalt, at Henriette Olesgaard inden for det næste år flytter fra Vejle og vestpå.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

JV mener: Der bliver brug for hjælpepakker sommeren over

Meget tyder på, at vi nu er vidne til det største og mest voldsomme tilbageslag, der nogensinde er registreret i USA. Det skrev Dansk Erhvervs cheføkonom, Tore Stramer, i en økonomisk kommentar, organisationen med hovedsæde i den gamle Børsen-bygning i København sendte ud torsdag eftermiddag. Lige ovre på den anden side af gaden ligger Finansministeriet, hvor det torsdag formiddag på et pressemøde blev slået fast, at andet kvartal i år ser ud til at blive det sorteste kapitel i dansk økonomis historie. Til sammen tegner det et dystert billede, der gør det nødvendigt, at vi i et helt usædvanlig grad står sammen om at redde, hvad reddes kan i dansk erhvervsliv. De meget omfattende hjælpepakker rækker formentlig ikke. Derfor er det fornuftigt, at den socialdemokratiske regering torsdag indledte politiske forhandlinger om et såkaldt serviceeftersyn af hjælpepakkerne. Finansminister Nicolai Wammen sagde efter pressemødet, at han kunne forestille sig en forlængelse af hjælpepakkerne til 9. juli. Men det er ikke usandsynligt, at det ikke engang er lang tid nok, hvis ikke for mange ellers sunde virksomheder dør af pengemangel. Det er desværre realistisk, at hjælpepakkerne helt eller delvist skal vare sommeren over for at få den ønskede effekt. Blandt de mange årsager er den hurtigt voksende krise i USA og den meget langsomme genåbning af Danmark. USA er vores største eksportmarked, som op imod 900.000 danske job er direkte eller indirekte afhængige af, så den amerikanske nedtur kan ramme danske virksomheder meget hårdt. Dertil kommer, at regeringen valgte den dyreste løsning, da første fase af genåbningen blev meddelt i mandags. Eksperter præsenterede regeringen for tre mulige modeller for en genåbning. Den valgte model vil ifølge tænketanken Kraka koste et månedligt tab på 14 milliarder kroner, mens mellemløsningen ville have været fem milliarder kroner billigere uden, at den nødvendigvis havde kostet flere menneskeliv.

Annonce