Annonce
Esbjerg

Det Faglige Hus på storindkøb i Esbjerg: Overtager markant ejendom i centrum

Landsformand for Det Faglige Hus, Johnny Nim, og administrerende direktør samme sted, Brian Elsted Hansen, foran bygningen Borggården, som Det Faglige Hus netop har sikret sig skødet på. Foto: Det Faglige Hus.
Det Faglige Hus har opkøbt den markante hjørneejendom, Borggården, i bymidten, hvor Nykredit har til huse. Domicilejendommen er genbo til det ejendomsprojekt, som landsformand og administrerende direktør i Det Faglige Hus har under forberedelse i privat regi.

Esbjerg: Det Faglige Hus har igen været på opkøb i Esbjerg.

Denne gang har organisationen overtaget skødet på Nykredits ejendom, Borggården, på hjørnet af Torvegade og Borgergade. Nykredit fortsætter som lejer af hele stueetagen, samt en del af kælderen på en femårig kontrakt. Kontorfaciliteterne på de to resterende etager bliver buffer for den faglige organisation, indtil der bliver bygget nyt hovedkontor på Esbjerg Strand.

Det er Nordicals erhvervsmæglere, der har formidlet salget via den lokale forretning i Esbjerg, og alt i alt rummer kontorejendommen, der blev opført i 1985, 1.700 etagekvadratmeter.

Bygningen ligger i øvrigt direkte over for den byggetomt, der i mange år rummede en musikforretning, og hvor landsformand Johnny Nim og administrerende direktør Brian Elsted Hansen har et boligprojekt på tegnebrættet i privat regi.

- Vi er i disse år meget opmærksomme på at have tilstrækkelige kontorlokaler til vores medarbejdere i takt med, at vi får lejet mere og mere ud i lufthavnen. Vi får nemlig brug for en buffer i de år, der går, indtil vi kan flytte ind i et nyt hovedkontor, som skal opføres på Esbjerg Strand, siger landsformand Johnny Nim om købet af Borggården.

Annonce

Privat projekt overfor

  • Landsformand for Det Faglige Hus Johnny Nim og den administrerende direktør Brian Elsted Hansen har rent privat gang i et stort ejendomsprojekt lige over for Borggården. Her har de præsenteret planer om at bygge midtbyens højeste beboelsesejendom i op til 12 etager på hjørnet af Torvegade og Borgergade, hvor Knud Eskildsens musikforretning tidligere lå.
  • Byggeriet er tegnet i to niveauer - der er således lagt op til to huse på henholdsvis 12 og syv etager med erhverv i stue og eventuelt 1. sal på henholdsvis 357 eller 714 kvadratmeter. Opefter er der planlagt med store lejligheder fra 100 til 200 kvadratmeter.
  • Sagen har været en tur om byrådet, der har besluttet at sætte gang i udarbejdelse af et nyt plangrundlag for grunden. Når dette er politisk behandlet, bliver det sendt i offentlig høring.

Attraktiv til boliger

Hvad ejendommen bagefter skal anvendes til, står åbent indtil videre. Ifølge lokalplanen må ejendommen anvendes til liberalt erhverv, hotel og restaurant og butikker, herunder dagligvareforretninger.

Men René Lennart Madsen, diplomvaluar og indehaver af Nordicals i Esbjerg, peger på, at ejendommen vil være attraktiv, hvis den omdannes til boliger, ligesom der i tilgift er et ikke-udnyttet byggefelt på ejendommens bagside ud mod p-pladsen i Borgergade.

- Grunden må bebygges med op til 300 procent i op til fem etager. Desuden er beliggenheden en af de bedste i Esbjerg, så der er mange muligheder, mener han.

Bedre forrentning

Administrerende direktør for Det Faglige Hus Brian Elsted Hansen siger som yderligere årsag til købet af den nye ejendom:

- Det Faglige Hus’ engagement på ejendomsfronten bunder – ud over behovet for ekstra kontorfaciliteter i en mellemfase - i, at bestyrelserne i de tre fagforeninger i Det Faglige Hus vurderer, at de på denne måde skaber den bedste forrentning af foreningernes egenkapital. Strategien har til nu fungeret, og de tre fagforeninger vokser, siger han.

I forbindelse med årsmøder og regionsgeneralforsamlingerne for nylig oplyste Johnny Nim, at Det Faglige Hus' organisation har en egenkapital på 200 millioner kroner i foreningerne tilsammen. Foreninger og selskaber under Det Faglige Hus kom sidste år ud med et samlet overskud på 18,8 millioner kroner, heraf 2,2 millioner kroner fra forsikringsagentur og ejendomsprojekter.

Den i dag moderne ejendom på hjørnet af Torvegade og Borgergade er af mange esbjergensere kendt som Restaurant Borggården, som den hed i perioden fra 1936 til 1974. Indtil 1936 hed restauranten Kasino. I ejendommen fandtes 1906-1907 Esbjergs første biograf, Kosmorama. Foto: Ken Mathiesen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Sønderborg

Kræmmere rykkede i Perlegade

112

Voldsom bilbrand vækkede beboere

Erhverv

Klar melding: Tyskland byder inden for hos Poetzsch og Calle fra 15. juni

Annonce