Annonce
Esbjerg

Det Faglige Hus køber konkursramt produktionsskole

Det Faglige Hus og landsformand Johnny Nim har købt de tidligere bygninger tilhørende konkursboet efter Esbjerg Forberedende Erhvervsskole. Foto: Det Faglige Hus.

Esbjerg Foreberedende Erhvervsuddannelses bygninger på Darumvej 140 er blevet opkøbt af Det Faglige Hus, som dermed nu ejer adskillige bygninger i området. Nogle af lokalerne skal lejes ud til små virksomheder.

Esbjerg: Det er blot få uger siden, at den konkursramte Esbjerg Forberedende Erhvervsuddannelse - tidligere Esbjerg Produktionsskole - blev tømt for inventar under en større auktion, og nu er bygningerne på Darumvej 140 også solgt.

Det er Det Faglige Hus, der i forvejen ejer adskillige andre lokaliteter i Østerbyen, som har overtaget den store ejendom blot godt et år efter, at Det Faglige Hus' landsformand, Johnny Nim, satte sin underskrift på slutsedlen på den tidligere Aldi-forretning på Darumvej. Derudover ejer Det Faglige Hus også det tidligere jobcenter, som også blev købt sidste år samt den tidligere Louis Poulsen-matrikel på hjørnet af Ringen og Gammelby Ringvej over for den gamle Falckgrund.

Det Faglige Hus har tidligere luftet planer om, at man på sigt ønsker at lade en helt ny landsby skyde op med leje- og ejeboliger i Østerbyen, men i første omgang skal den faglige organisation selv bruge nogle af kontorlokalerne. Det store domicil ved Esbjerg Lufthavn er man i gang med at leje ud, som led i planen om at bygge et nyt domicil på Esbjerg Brygge, hvor man allerede har købt en grund.

- Kontorerne i den tidligere produktionsskole skal blot shines op, før vi kan rykke ind. Overtagelsen af produktionsskolen er en del af en større kabale, idet vi forventer at få udlejet endnu flere kontorer i vores hovedkontor i lufthavnen og derfor må finde andre lokaler til nogle af vores afdelinger. Og kontorerne i det tidligere jobcenter er allerede fuldt besat, siger landsformand Johnny Nim.

Annonce


  • I marts i år kom det frem, at et fald i antallet af elever havde sat EFE under et stigende økonomisk pres. I både 2016 og 2017 kom skolen ud med et underskud på knap tre millioner kroner, og som følge deraf måtte skolen nu lukke tre ud af 12 værksteder og opsige en række medarbejdere. I april kunne JydskeVestkysten afsløre, at massive problemer med det psykiske arbejdsmiljø havde fået Uddannelsesforbundet til at bede Arbejdstilsynet om at gribe ind. I midten af august stod det klart, at EFE var på randen af et totalt økonomisk kollaps, da bestyrelsen akut ansøgte Esbjerg kommune om et tilskud på halvanden million kroner for at afværge en truende konkurs. Kommunen sagde nej, og som følge deraf blev EFE fredag den 24. august tager under konkursbehandling ved Skifteretten i Esbjerg.

Iværksætterhus

Det er kurator i konkursboet, advokat Corna Levin Munch fra advokatfirmaet Kirk Larsen og Ascanius, der har formidlet salget af den 2.225 kvadratmeter store ejendom med tilhørende 4.832 kvadratmeter grund. Ud over kontorer er der fine værkstedslokaler og en kantinebygning i EFE-bygningen, men Det Faglige Hus kan selvsagt ikke selv bruge værkstedet til noget.

- Vi skal selv kun bruge kontorerne og i en vis udstrækning kantinen. Resten skal lejes ud, og vi er allerede i kontakt med potentielle lejere. Med hensyn til værkstederne forestiller vi os, at der er plads til flere lejere, så Darumvej 140 også bliver en slags iværksætterhus, siger Johnny Nim.

I lighed med de andre gange, Det Faglige Hus har opkøbt ejendomme i Østerbyen, forklarer Johnny Nim, at der er tale om "et sundt investeringsprojekt".

- Ifølge fagforeningernes formålsparagraffer er vi også forpligtet til at forvalte foreningernes kapital så godt som muligt, og i disse år er der ikke meget gevinst i lade medlemmernes penge stå i banken, konstaterer han.

Hemmelig pris

Den seneste offentlige vurdering lyder på 6,1 millioner kroner, men købsprisen er hemmelig. I forbindelse med konkurserklæringen kom det dog frem, at Nykredit havde pant i ejendommen på Darumvej for 3,8 millioner kroner.

I november var der i øvrigt løsøreauktion på den 20 år gamle produktionsskole. 632 varenumre røg under hammeren, og der blev solgt for godt og vel en million kroner før auktionshusets salær.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce