Annonce
forside

Det farlige kryds ved Lintrup

Læserbrev: Jeg er dybt forarget over der ikke tidligere er gjort noget ved dette kryds. Hvorfor skal der lig på bordet inden det forhåbentligt lykkes at få gjort noget ved dette kryds?

Jeg ved der er forsøgt mange gange men at der er vurderet fra det offentlig det ikke er et farlig kryds, men jeg undre mig når det ikke er farlig hvorfor frygter så mange fra lokal området så dette kryds? Hvorfor har der været to ulykker inden for kort tid? Desværre hvor den ene ulykke kostede en ung mand livet.

Jeg som køre bil (også via det kryds) har den største frygt for at komme til at påkøre en bil, cykel, knallert/gående.

Kender vi ikke alle den frygt?

Er det et spørgsmål om økonomi til at få ændret vejen?

Hvad koster det ikke når der skal sendes udrykning der ud, hvad med eventuel psykologhjælp til de efterladte. Og ikke at forglemme den bilist der har overset sin vigepligt hvad vil det ikke også koste i kroner og øre frem for en ændring af vejens forløb?

Om det er økonomi der er det afgørende ved jeg ikke. Jeg undres blot og derfor dette læser brev.

Jeg håber inderligt der bliver gjort noget så vi ikke igen skal være vidne til flere uheld til trods for det offentlige ikke mener dette kryds er farligt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Debat om ulighed er forvrøvlet

Socialdemokratiet er optaget af ulighed. Men fokus på ulighed er jo også nærmest en del af selve det socialdemokratiske dna. Underligt er det til gengæld, at partiet er mere optaget af de rigeste i stedet for dem, der er mindst privilegerede. Ikke desto mindre har den socialdemokratiske finansordfører Christian Rabjerg Madsen blikket fast rettet mod de mest velbjærgede danskere. Han mener sammenhængskraften er truet, fordi de største indkomster og formuer er blevet øget markant i de forløbne 25 år. Det er med forlov en forkert tilgang. Vi er alle sammen blevet meget rigere i det sidste kvarte århundrede. Det gælder de mest velhavende, gennemsnitsdanskeren, men også dem i den nederste del af samfundspyramiden. Når de bedst stillede har fået mest, skyldes det flere forhold. Et af dem er stigende aktiekurser, hvilket indlysende nok kommer virksomhedsejere og besiddere af store aktieposter til gode. Men det gavner også de rigtig mange gennemsnitsborgere, der efterhånden har store pensionsformuer. En anden forklaring på den øgede ulighed er de unges uddannelsesmønster. 74 procent af en ungdomsårgang søger mod de gymnasiale uddannelser. I 1995 var det kun godt 60 procent. Hermed får betydeligt flere også en senere debut på arbejdsmarkedet, og i en økonomisk model tilhører studerende på SU nu en gang gruppen af relativt fattige. Alt dette ændrer intet ved, at de rigeste danskere har oplevet størst økonomisk fremgang. Men det er reelt ikke et problem, når hele samfundet som sådan også får øget velstand. Ulighed er først en trussel, når de mindst heldige synker ned i elendighed. Men vi har en velfærdsmodel, stort set alle bakker op om. Samtidig har vi et reguleret, velfungerende arbejdsmarked uden working poor – altså mennesker der er fattige trods arbejde, som det kendes i Storbritannien, USA , men også i Tyskland. Det er sand sammenhængskraft, og den helt enestående samfundsmodel må man ikke sætte spørgsmålstegn ved med vilde påstande om ulighed.

JV Podcast

JV Podcast: Danfoss-fyringer, rekord-opkøb og en enkelt københavner-chef huserer på Als

Annonce