Annonce
Indland

Det lille stik virker mod mere end influenza

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Influenzavaccine har mere end én effekt. Den beskytter også ældre mod slagtilfælde og død, viser undersøgelse.

Når sommer bliver til efterår, så begynder sæsonen for influenza.

Ældre hører til dem, der kan blive vaccineret gratis, og det bør de sige ja til, opfordrer forskere på Aarhus Universitet.

For vaccinen beskytter ikke alene mod de fleste typer influenza. Den øger også ældres chance for at overleve, hvis de bliver indlagt på en intensivafdeling efter en trafikulykke eller på grund af alvorlig sygdom.

Det viser en undersøgelse, der omfatter 90.000 overlevende danske intensivpatienter over 65 år.

- Vi kan se, at det går bedre for ældre intensivpatienter, når de har en influenzavaccination med i bagagen.

- Blandt dem er der færre dødsfald og alvorlige komplikationer, siger Christian Fynbo Christiansen, klinisk lektor på Aarhus Universitet og overlæge på Aarhus Universitetshospital.

Mere præcist viser undersøgelsen, at de vaccinerede ældre har otte procent mindre risiko for at dø i det første år efter indlæggelsen.

Derudover har de 16 procent mindre risiko for at få et slagtilfælde, der er fællesbetegnelsen for blødning og blodprop i hjernen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at alle over 65 år vaccineres. Men det er kun lidt over halvdelen, der følger anbefalingen.

Christian Fynbo Christiansen håber, at de nye resultater kan medvirke til, at flere tager imod det gratis tilbud.

- Nu er det sommer, og det med influenza er lidt langt væk.

- Men det er måske nu, at man skal tage snakken og få besluttet, at når efteråret rammer, så skal man vaccineres, siger Christian Fynbo Christiansen.

Også Ældre Sagen håber, at undersøgelsen vil motivere flere, siger vicedirektør Michael Teit Nielsen.

- Jeg synes, at man med rette kan kalde det for en turbovaccine. Der er nu en ekstra grund til at blive vaccineret, siger Michael Teit Nielsen.

Når mange tøver, så mener han, at det skyldes, at især "yngre" ældre føler sig sunde og raske.

- De tænker, at det er noget for gamle, som er på vej på plejehjem. Uagtet at lægevidenskaben siger, at det altid er en god idé at blive vaccineret, hvis man er fyldt 65 år.

/ritzau/

Annonce
Eric Gaillard/Reuters
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Brexit it is: Vælgerne har talt

Endelig. Endelig kan både Storbritannien og EU komme videre. De britiske vælgere har talt, tydeligt, og de har klart valgt Brexit. Det giver en tiltrængt klarhed på begge sider af vandet oven på flere års tumultariske scener i det britiske parlament og manglende fremdrift i de uendelige forhandlinger med et mere og mere målløst EU. Nu må vi være færdige med Brexit eller ej. De britiske vælgere har talt, og de har givet den konservative premierminister Boris Johnson et klart mandat. Johnson er som politiker let at mene en masse om. Man kommer let til at ryste på hovedet. Han er en populist, en politisk charlatan, der ikke skyr nogen midler for magten, men han er også en klar vinder af det britiske valg efter en valgkamp, der har centreret sig om en sag: Brexit. Nu. Om han vandt på grund af sagen eller på grund af en meget svag, forvirret opposition, eller fordi englænderne ikke orker mere snak eller en kombination af det hele er ligegyldigt. Johnson vandt stort. Han tegner Storbritannien. Det kan man begræde, fra vores side af Nordsøen. Både politisk og økonomisk. Vi gik ind i det europæiske fællesskab sammen med englænderne, og der har så at sige altid været en tæt og givtig relation mellem Esbjerg og Harwich, og det havde været bedst for Danmark, om Storbritannien på vej ud af EU var vendt om i døren. Det gør Storbritannien ikke med Boris Johnson som dørmand. Lad os tørre øjnene. Briterne har valgt brexit, nu skal vi have det bedst mulige ud af det scenarie. Vi har en interesse i en stærk og tæt relation også fremover. Vi skal have en fornuftigt balanceret handelsaftale på plads hurtigst muligt. Vi beriger hinanden økonomisk og kulturelt. Danmark bør være den stemme i EU, som mere end nogen anden søger kompromisset og appellerer til fornuften i de forestående forhandlinger mellem Storbritannien og EU. Det bliver der brug for.

Annonce