Annonce
Indland

Det moderne menneske indvandrede tidligere til Europa

Katerina Harvati/Ritzau Scanpix
210.000 år gammelt kranie kan være det tidligste tegn på moderne mennesker i Europa.

Det moderne menneske kom til Europa langt tidligere end først antaget.

Det mener flere forskere efter at have undersøgt to fossile kranier, der blev fundet i en klippehule i Grækenland i 1978, skriver Videnskab.dk.

Et internationalt forskerhold har siden lavet omfattende analyser af de to kranier, og de konkluderer, at det ældste kranie er mindst 210.000 år gammelt.

Det stammer med stor sandsynlighed fra det moderne menneske, der også kaldes Homo sapiens.

- Det betyder, at mennesket udvandrede fra Afrika for mere end 210.000 år siden, og at de nåede længere, end vi tidligere har troet. Helt til Europa, siger Katerina Harvati-Papatheodorou, der er professor på Sektion for Palæontologi på Türbingen Universitet i Tyskland ifølge Videnskab.dk.

Det andet fundne kranie er cirka 170.000 år gammelt og stammer fra menneskearten neandertaler.

Ifølge Felix Riede, der er professor på Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier på Aarhus Universitet, bliver modellen for menneskets evolution bekræftet, efter man har analyseret det 210.000 år gamle kranie.

- Det her bekræfter egentlig, at menneskets udvandring fra Afrika foregik over flere udvandringsbølger. Det har man ikke fundet evidens for før i Europa, siger Felix Riede til Ritzau.

- Vi har evidens for udvandring af mennesket og udskiftning i populationer i andre dele af verden, så det her er endnu en brik i det billede, vi har af menneskets evolution inden for de seneste 300.000 år, siger han.

Det moderne menneske kom tilsyneladende til hulen i Grækenland, før neandertaleren gjorde.

Det hidtil tidligste bevis på moderne mennesker udenfor Afrika stammer fra Israel og er 190.000 år gammelt.

For omkring fire til fem millioner år siden udvandrede de første neandertalere fra Afrika til Europa, hvor de gennem hundredtusindvis af år tilpassede sig det koldere klima.

Imens udviklede Homo sapiens sig i Afrika.

- Homo sapiens vandrede også tilbage til Afrika igen. Populationer af tidligere mennesker inklusiv Homo sapiens uddøde ofte, hvor de befandt sig. De opstod i områder, men har ikke kunnet finde fodfæste, og så er de blevet erstattet af andre udvandringsbølger, siger Felix Riede.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Det ligegyldige alternativ

De entrede dansk politik med kærlighed, dans og et dybfølt ønske om en anderledes måde at drive landet på. Alternativet stormede ind i Folketinget ved valget i 2015 og fik fem procent af stemmerne uden nogen anden dominerende slagplan end at gøre tingene på en alternativ måde. Leder Uffe Elbæk fandt det hele ganske "crazy", og på Nørrebro, hvor partiet fik næsten 18 procent af stemmerne og blev større end Socialdemokratiet, løftede man taget i ekstase og drømte om en ny verdensorden. I dag er festen slut. Et elendigt resultat til folketingsvalget i 2019 sendte partiet ned på tre procent af stemmerne, og man må konstatere, at partiet ingen varige aftryk har sat på dansk politik. Til trods for, at folketingsvalget i juni netop handlede om klima, der jo ellers er et af Alternativets mærkesager. Men dagsordenen er global og har ikke en snus med Alternativets indsats at gøre. Skulle man være i tvivl, kan man konsultere det såkaldte forståelsespapir, der er skrevet af regeringen Mette Frederiksen (S) og dens støttepartier Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Her er sat de mest ambitiøse - og måske også uopnåelige - klimamål i historien, men altså uden, at Alternativet har været involveret. Partiet, der om nogen snakkede klima og en ny samfundsindretning, har ikke sat det mindste fingeraftryk på den mest ambitiøse klimadagsorden nogensinde - stærkere bevis for parlamentarisk ligegyldighed findes næppe, og det er sigende, at man ikke har hørt et kvæk fra Alternativet, siden vælgerlussingen i juni. Partiet har i dets korte historie budt på utallige farverige indslag så som en ganske alternativ festkultur, alternativ medarbejderpleje, alternativ ansættelsespolitik i partiet, men alt sammen artigheder fra gemakkerne og ikke fra den politiske scene. Jovist, Alternativet har fået fjernet transseksuelle fra listen over psykisk syge og andre fornuftige ting, men det varige aftryk på dansk politik er det ikke blevet til, og bliver det heller næppe.

Tønder

Over 100 får måtte reddes fra vandmasser på mark

Annonce