Marinens miljøskibe er på vej for at besigtige eventuelle miljøskader.
Skærbæk: Fragtskibet Anmare er gået på grund i Kolding Fjord - lige ud for Drejens Fyr.
Skibet var på vej til Kolding, da det gik på grund, og marinens miljøskibe blev kaldt til stedet torsdag klokken cirka 10.15.
Anmare er et 87 meter langt og 13 meter bredt skib på 2.461 bruttoton.
Ved et sammentræf var miljøskibene i forvejen i farvandet, da de holdt øvelse i Lillebælt.
Skibet er gået på grund stort set samme sted, hvor fragtskibet Frakt Fjord grundstødte i fredags. Det skib kom fri søndag aften.
Fra havnekontoret på Kolding Havn oplyser man, at der er tale om et rent tilfælde, at to skibe har sat sig fast på næsten samme position på vej mod havnen i Kolding.
- Det skyldes ikke, at sejlrenden ikke er bred eller dyb nok. Kort efter den seneste grundstødning sejlede et langt større skib lige forbi uden problemer, fortæller Michael Elkjær, der er økonomiansvarlig på Kolding Havn.