Annonce
Tønder

Det tabte mesterskab skal vindes i år

Årets Super GT-serie byder på i alt tre afdelinger, hvoraf tre køres på Padborg Park. Efter sæsonpremieren i denne weekend er det Nightrace-arrangementet den 24. august og sæsonfinalen den 12.-13. oktober. Billedet er fra sidste års Nightrace, hvor Ole Petersen (nr. 97) var med helt fremme. Arkivfoto: Niklas Majgaard/Boxengasse.dk
Efter uden egen skyld at have sat en sikker mesterskabsføring over styr sidste år, jagter den 21-årige racerkører Ole Petersen fra Bredebro sit første mesterskab i Super GT. 2019 er hans femte sæson i serien, og i denne weekend går det løs på Padborg Park. Sæsonforberedelserne har tilnærmelsesvis været optimale. Men den allersidste træningsdag endte i et brag.

BREDEBRO/PADBORG: Søndag den 14. oktober 2018 er en dag, som Ole Petersen fra Bredebro sent - men helst - vil glemme.

På hjemmebane på Padborg Park lå han solidt i front til at vinde sit første mesterskab i Danish Super Tourisme-klassen (DST). Men så blev han under en safetycar-omgang påkørt af en gæstekører. Bilen blev på medtaget, at Petersen måtte i pit. Dermed satte han både føringen og mange point over styr, og da dagen var omme, endte den unge racekører på en samlet andenplads.

Sjældent har man set en så lidt glad mand på et sejrspodie som Ole Petersen var det den eftermiddag i Padborg.

Andenpladsen og ikke mindst måden hvorpå det skete, har naget 21-årige Ole Petersen og hans team lige siden.

- Først mistede vi gnisten, men nu vil vi vise, hvad vi kan. Vi er så klar, som man kan blive, lyder det fra den unge racerkører.

I denne weekend er han sammen med familieteamet OP Motorsport tilbage på Padborg Park til sæsonpremieren.

Her har Danish Super Tourisme taget navneforandring til Super GT, og med 25 biler til start er serien udråbt til at være Dansk motorsports nye superklasse - og der er mange bud på en kommende vinder. Ole Petersen er en af de, der bliver nævnt hyppigst.

Annonce
Først mistede vi gnisten, men nu vil vi vise, hvad vi kan. Vi er så klar, som man kan blive.

Ole Petersen, Super GT-racerkører, Bredebro

Italienske forberedelser

Til årets i alt syv Super GT-afdelinger har den unge Bredebro-kører og hans team købt en fabriksny racer, og træningsindsatsen har været lovende.

- Der er god fart i bilen, lyder det fra den unge kører, der sammen med sit hold blandt andet har været på træningsophold i Italien.

Ole Petersens familieteam med faderen Dan som chef indgår også i år som en del af det Skærbæk-baserede Team Jørgen Hansen-biler. I dette team indgår i år også en af Ole Petersens skarpeste mesterskabs-rivaler, nemlig Mikkel Mac. Han er ud over Super GT også at finde i den europæiske Michelin Le Mans Cup hos det amerikanske Ferrari-team Luzich Racing.

Ole Petersen debuterede i den dengang helt nye Danish Super Tourisme tilbage i 2015 som 17-årig, og har altså været med i alle sæsoner. Det er da også mange års erfaring, målrettet forberedelse og et perfekt team, der skal hjælpe ham til tops i år.

- Vi har haft det samme hold omkring bilen siden 2016. Det er en stor styrke. Vores chefmekaniker Brian Wehde er nok den bedste. Han er den der kender mest til bilerne i hele feltet, vurderer Ole Petersen.

Bil smadret

Om han er den bedste bag rattet, vil den forestående sæson vise. I motorsport kan alt ske. Det ved Ole Petersen om nogen med sidste års sæsonfinale i fortsat frisk erindring. At meget også kan gå galt, så han senest ved den sidste træningsdag i onsdags på Padborg Park. På fugtigt underlag skred Super GT-raceren ud og havnede i autoværnet.

- Mit talent slap op - bilen er smadret, lød det lidt slukøret dagen derpå.

Men når det går løs på Padborg Park med tidskørsler lørdag og race på søndag er uheldet fortid og glemt. Den ødelagte bil var heldigvis kun reservebilen. Og så er der jo det gamle mundheld, at en dårlig generalprøve giver en god premiere.

Ole Petersen med sin Super GT-racer, der også i år har nummer 97. Nummeret er lig med den unge kørers årgang - 1997. Foto: Uwe Iwersen
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce