Annonce
Kolding

DF-ønske opfyldt i budgetforlig: Klovnen Gummitud skal underholde Koldings demente

Her er omsorgsklovnen Gummitud i nærkontakt med en plejehjemsbeboer, da hun i 2016 også var på besøg på Koldings plejecentre. Pressefoto
De omkring 600 beboere på Koldings 13 plejehjem får fra og med i år besøg af en omsorgsklovn en gang om året. For anden gang trækker Dansk Folkeparti en cirkusoplevelse op ad hatten til de gamle.

Kolding: De næsten 600 beboere på Koldings plejehjem vil fra og med i år og indtil videre de næste tre år få en ganske særlig oplevelse, når en glad og farverig klovn pludselig en dag kigger forbi for at underholde og sludre med de gamle mennesker.

Det er en af de velkendte hospitalsklovne, Gummitud, der kigger forbi på initiativ af Dansk Folkeparti, som netop har fået sat 20.000 kroner af om året i fire år til det, som på kommunens 2021-budget nu optræder som "demensklovne". Hele byrådet bakker op.

Gruppeformand for DF og seniorudvalgsformand Søren Rasmussen fortæller, at inspirationen til budget-ønsket stammer fra en oplevelse, han havde på plejecentret Teglgårdsparken i 2016, da hospitalskloven Gummitud - eller omsorgsklovnen, som organisationen bag hospitalsklovene kalder det - var på besøg.

- Det var en rørende oplevelse at se, hvordan de ældre reagerede. Sådan en klovnefigur kan åbenbart et eller andet. Der er ingen barrierer, det er bare en glad person, som kommer med en sjov og anderledes måde at skabe forbindelse på. Nogle begyndte straks at vise familiebilleder frem, og andre forbandt besøget med at være i cirkus, fortæller seniorformanden.


For demente er det glæden i øjeblikket, man skal se på. Det handler om at sørge for at fylde deres dag med mange gode oplevelser.

Søren Rasmussen, (DF) senioudvalgsformand


Annonce

Øjeblikket

Søren Rasmussen påpeger, at det er "et beskedent beløb", som her bruges til at give demente plejehjemsbeboere en god oplevelse.  Og jo, det kan sagtens være, at oplevelsen er glemt lynhurtigt igen, bekræfter han.

- Men for demente er det glæden i øjeblikket, man skal se på. Det handler om at sørge for at fylde deres dag med mange gode oplevelser, siger han.

Koldings plejehjemsbeboere lugtede også savsmuld i 2018, da et flertal i byrådet - ligeledes på initiativ af Dansk Folkeparti - satte 150.000 kroner af til, at de og deres pårørende kunne komme en tur i cirkus.

Udgifterne til den tur løb dog helt løbsk på grund af uforudsete udgifter til især liftbusser, så aktivitetspuljen på i alt 273.000 kroner til fælles aktiviteter for beboerne på alle plejecentrene blev drænet for 180.000 kroner.

Det kommer ikke til at ske denne gang, siger Søren Rasmussen, som mener, at de 20.000 kroner vil række til et klovnebesøg på alle plejecentrene i kommunen. Den vurdering er formanden for de lokale hospitalsklovne, Geert Madsen, enig i.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce