Annonce
Sydjylland

DF banker homofobisk gruppeformand på plads

Anni Grimm fra Dansk Folkeparti havde mandag et debatindlæg på jv.dk, hvor hun kaldte homoseksuelle for afvigere. (Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016)

Dansk Folkepartis hovedbestyrelse har givet Anni Grimm en skriftlig advarsel efter et debatindlæg i JydskeVestkysten, hvor hun kaldte homoseksuelle for afvigere. Anni Grimm tager advarslen til efterretning.

Mandag havde Dansk Folkepartis gruppeformand i Vejen Byråd, Anni Grimm, et debatindlæg i JydskeVestkysten, hvor hun kaldte homoseksuelle for afvigere.

- Det er på ingen måde Dansk Folkepartis politik, og det har jeg forklaret til Anni Grimm, siger partisekretær i Dansk Folkeparti Poul Lindholm Nielsen.

Partisekretæren forklarer også, at det får konsekvenser for Anni Grimm.

- Anni Grimm har fået en skriftlig advarsel på grund af debatindlægget. Jeg vil samtidig opfordre hende til, at hun tænker sig om, når hun sender debatindlæg afsted, siger Poul Lindholm Nielsen.

Da JydskeVestkysten første gang mandag var i kontakt med Anni Grimm, forklarede hun, at hun ikke havde til hensigt at ændre sine holdninger. I den forbindelse forklarede hun også, at hun ikke havde modtaget nogen skriftelig advarsel. Det havde hun dog sidst på eftermiddagen mandag.

- Jeg har netop modtaget en skriftlig advarsel fra hovedbestyrelsen, og den må jeg tage til efterretning, siger Anni Grimm og fortsætter:

- Jeg beklager hermed mit debatindlæg, og det har ikke været min hensigt at støde nogen, men jeg er meget bramfri i min retorik.

Jeg har netop modtaget en skriftlig advarsel fra hovedbestyrelsen, og den må jeg tage til efterretning.

Anni Grimm, gruppeformand Dansk Folkeparti i Vejen Byråd.
Annonce

Udløst af barnebrude

Anni Grimm forklarede tidligere, at debatindlægget var udløst af den senere tids debat om barnebrude. Hun ønskede, at vi startede en debat om, hvor Danmark var på vej hen.

I debatindlægget giver Anni Grimm blandt andet udtryk for, at Danmark er ved at blive et land for afvigere. Hun skriver samtidig, at hun frygter, at det på sigt kan blive normalt, at gamle mænd gifter sig med børn. - Jeg kommer f.eks. heller aldrig til at synes, at det er i orden at mindreårige piger bliver gift med gamle mænd (tak DF og Inger Støjberg), ligesom pædofile heller aldrig kan accepteres, men det leder da tanken hen på, hvad det næste bliver, der "normaliseres," skrev Anni Gramm i sit debatindlæg.

Debatindlægget kan indtil videre læses på jv.dk - følg linket ovenfor.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce