Annonce
Navne

DF'er i mediemøllen: Mishandlede dagplejebørn gav smag for lokalpolitik

Jette Julius Kristiansen har siden 2013 været fast inventar i Aabenraa Byråd. Her ses hun foran Kongeskibet Dannebrog på regentparets sidste officielle tur sammen ved Aabenraa Havn. Arkivfoto: Søren Gylling
Byrådsmedlem i Aabenraa Kommune Jette Julius Kristiansen har i over 20 år været en del af Dansk Folkeparti, men nu står hun anklaget i divserse kommentarspor på nettet for ikke at eje dansk frisind.

BOV/AABENRAA: Det er ikke hverdagskost, at en lokal byrådspolitiker fra en sønderjysk kommune pludselig befinder sig i den helt store shitstorm på flere af landets landsdækkende aviser.

Det var ikke desto mindre tilfældet for byrådsmedlem Jette Julius Kristiansen fra Aabenraa Kommune, da hun blev citeret for at ønske, at det skal være pligt at have badetøj på som vinterbader ved Sønderstrand nær byen.

Det gav et billede af en bornert DF'er, som stod i stor kontrast til værdien om det danske frisind, som partiet ellers ynder at slå sig op på.

Og det er ikke et billede, som kan genkendes i partiets byrådsgruppe.

- Jeg synes, at Jette er en rigtig fin byrådskollega. Når hun går ind i en sag, går hun ind med hele hjertet og arbejder helt ind til benet. Hun har været i lokalpolitik i cirka 20 år og alle årene for Dansk Folkeparti, så hun er en rigtig god DF'er med begge ben plantet solidt i jorden, fortæller gruppeformand for partiet i Aabenraa, Arne Leyh Petersen.

Jette Julius Kristiansens kommentar om nøgenhed er for JydskeVestkysten senere blevet specificeret til konkret at omhandle vinterbadere, der ønsker at befinde sig for enden af molen nær stranden, som teknisk set ikke er selve stranden, hvor hun erkender, at det er fuldt ud lovligt at befinde sig nøgen.

Annonce

Vejen til lokalpolitik

Jette Julius Kristiansen blev inden kommunalreformen valgt ind som byrådsmedlem i den gamle Bov Kommune, hvor hun sad i fem år.


Der var masser af klager fra forældre, der aldrig havde set dagens lys. Der var ansatte, der råbte ad børnene eller drak, mens børnene var til stede. Og så var flere eksempler på børn, der reagerede voldsomt, når de blev sat af hos dagplejen - flere kastede simpelthen op på fortovet på vejen til dagplejen.

Jette Julius Kristiansen, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Aabenraa Kommune


Hun havde bestemt ikke nogen formel erfaring med lokalpolitik, men ikke desto mindre var hun en populær kandidat og meget ombejlet blandt forskellige partier.

Hun blev decideret headhuntet af de lokale partiforeninger for Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti på baggrund af sit arbejde med at afdække mishandling af dagplejebørn i kommunen.

- Der var masser af klager fra forældre, der aldrig havde set dagens lys. Der var ansatte, der råbte ad børnene eller drak, mens børnene var til stede. Og så var flere eksempler på børn, der reagerede voldsomt, når de blev sat af hos dagplejen - flere kastede simpelthen op på fortovet på vejen til dagplejen, forklarer Jette Julius Kristiansen.

- Jeg trevlede sagen op og skaffede en masse dokumentation og vidneudsagn fra forældre, som jeg afleverede til den daværende ugeavis. Næste dag fik jeg den daværende borgmester i røret, som inviterede til et møde på rådhuset. Samme dag blev fem dagplejere og deres chef fyret, fortæller hun.

Annonce

Ønske om forandring

Den omdiskuterede dagplejesag skabte stor interesse for Jette Julius Kristiansen i Bovs byråd, og der gik ikke lang tid, før hun skrev under på at stille op for Dansk Folkeparti - og hun blev tilmed valgt ind i første forsøg.

- Når man stikker snuden frem, så er der altid nogen, der kan se, at hende dér kan vi godt bruge. Jeg gjorde det klart, at jeg gerne ville kæmpe for retfærdighed og for dem, der ikke selv kan. Og det var den samme tilgang, jeg så og stadig ser i Dansk Folkeparti, fortæller hun.

Efter kommunalreformen blev hun ikke valgt ind i den nystiftede Aabenraa Kommune. Først i 2013 fik hun genvalg, og hun har været en del af Aabenraas byråd siden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce