Annonce
Danmark

DF er parat til at forhandle pension med Socialdemokratiet

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Både SF og DF glæder sig over, at jurister nu ikke ser problem i at lave en aftale om differentieret pension.

Dansk Folkeparti byder velkommen, at juristerne i Beskæftigelsesministeriet nu ikke længere mener, at en aftale om differentieret pension vil bryde med tidligere forlig. Partiet er klar til at forhandle, siger beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted.

Ret til tidligere pension for nedslidte er et af regeringens tungeste valgløfter. Men der har været tvivl om, om forligsjuraen betød, at det først kunne ske i næste valgperioden.

Samtidig indgik den tidligere regering sammen med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre før valget en aftale om seniorpension. Som altså ikke var nok for Socialdemokratiet.

- Vi er klar til at forhandle en løsning igennem, hvis Socialdemokratiet fremlægger en konkret model, der er til at tage og føle på, siger Bent Bøgsted (DF).

- Jeg har tidligere sagt, at vi selvfølgeligt står ved Velfærdsforliget. Og den gamle regering sagde, at det ville være i strid med det. Men jeg har hele tiden sagt, at det ikke ville undre mig, om juristerne ved et regeringsskift fandt en smutvej.

- Vi vil helt sikkert gerne gøre mere for nedslidte. Men vi skal se, hvordan det skal ske.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) sagde tidligere torsdag til Ritzau, at regeringen vil fremlægge en konkret model, inden der er gået et år.

SF's beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, skriver i en kommentar, at han også er klar til forhandle.

- Der er brug for mere håndfaste rettigheder til dem, der i dag bliver tvunget en ekstra gang rundt i manegen efter et langt arbejdsliv.

- Nu må det være slut med udenomssnak fra Dansk Folkeparti og De Radikale. Vi skal i arbejdstøjet, skriver han.

Hos De Radikale siger beskæftigelsesordfører Samira Nawa, at man ikke ser behov for at fokusere på en muligvis kommende forhandling, når der ligger en aftale fra foråret.

- Jeg er optaget af, at der ligger en rigtigt god løsning klar for dem, der er nedslidte. Den er jeg utålmodig efter at se udmøntet, så det er den vej, vi skal gå, siger hun.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Se læsernes vilde billeder af oversvømmelserne: Her plejer der at gå og cykle mennesker

Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Annonce