Annonce
Esbjerg

DF-formand: Sønderby var ikke blevet ekskluderet for kritisk læserbrev

Formand for Dansk Folkeparti i Esbjerg, Freddy Hyldgaard, er ærgerlig over, at Hans K. Sønderby som et af tre gruppemedlemmer i Esbjerg Byråd har meldt sig ud. Ved kommunalvalget i november 2013 fik DF valgt to ind i Esbjerg Byråd, men begge forlod partiet to døgn senere og dannede eget parti. Arkivfoto: Chresten Bergh
Byrådsmedlem Hans K. Sønderby meldte sig onsdag ud af Dansk Folkeparti efter den storm, der opstod i kølvandet på hans debatindlæg om, at partiformand Kristian Thulesen Dahl burde gå af.  Men ingen ønskede, at han skulle forlade partiet, siger lokalformand.
Annonce

Esbjerg Kommune: Der var ingen, der ønskede Hans K. Sønderbys afgang fra Dansk Folkeparti, og der var heller ingen eksklusion undervejs af det mangeårige partimedlem.

Det fastslår formanden for Dansk Folkeparti i Esbjerg, Freddy Hyldgaard

Forhistorien er den, at Sønderby med baggrund i vælgerflugten fra Dansk Folkeparti i et debatindlæg bragt i Avisen Danmark mandag opfordrede partiformand Kristian Thulesen Dahl til at overdrage formandsposten til Morten Messerschmidt. Der rejste sig i kølvandet herpå en storm af kritik fra andre partimedlemmer, og onsdag valgte Hans K. Sønderby at melde sig ud af det parti, han har været medlem af igennem snart 18 år.

Sønderby begrundede det selv således over for JydskeVestkysten:

- Med de udmeldinger fra centrale personer, blandt andet bestyrelsesmedlemmer i partiforeningen, jeg har kunnet læse på blandt andet Facebook, så er der ikke længere basis for et tillidsfuldt og konstruktivt samarbejde fremadrettet. Derfor har jeg sendt min udmeldelse til Dansk Folkepartis hovedkontor i København.

Annonce

Forventelig kritik

- Der var ingen, der ønskede, at Hans meldte sig ud, men han kunne da heller ikke forvente at blive tiljublet. Jeg er personligt ked af, at det nu er gået sådan - jeg synes, det er ærgerligt, men det er hans valg, siger Freddy Hyldgaard.

Men der er vel faldet nogle ret hårde ord, der giver Hans K. Sønderby anledning til at betvivle, at samarbejdet kan fortsætte?

- Altså, selvfølgelig er hans udmeldinger da blevet mødt med hård kritik, men man må bare tage de slag, det giver og så komme videre. Jeg synes ikke, han burde have meldt sig ud, siger Freddy Hyldgaard og fortsætter:

- Det er ikke Hans, jeg skyder på som sådan, når jeg nu siger det her, men hvis man helt generelt har en idé om, at man ønsker sig en anden formand, så taler man da om det internt og går ikke ud i pressen med det. Det er da lige meget, om det er en gymnastikforening eller fodboldklub - den tager man da ved passende lejlighed enten på årsmødet, eller man kan lufte sine holdninger internt i lokalforeningen. Det er det, jeg har et problem med - man farer da ikke lige ud i pressen og meddeler, at nu har jeg lige drømt i nat, at vi bør have et anden formand, fordi det ikke går så godt.  Jeg forstår det simpelthen ikke, siger Freddy Hyldgaard.

Annonce

Medlemmer er Thulesen-folk

Ville Hans K. Sønderbys holdninger til et formandsskifte have mødt forståelse lokalt i partiforeningen?

- Nej, det ville de ikke. Vores medlemmer - og vi har omkring 385, da jeg talte efter i aftes - støtter den valgte partiformand. Og ja, vi er nede i meningsmålingerne og skal op på hesten igen, men jeg har fuld tiltro til Kristian Thulesen Dahl. Han har leveret flotte resultater tidligere. Når pressen remser op, at der er forsvundet  byrådsmedlemmer fra Dansk Folkeparti rundt omkring i landet, så er der bare det at sige, at det er der også fra andre partier,  siger Freddy Hyldgaard.

Hans K. Sønderby

Medlem af Esbjerg Byråd, Hans K. Sønderby, meldte sig ud af Dansk Folkeparti.

Sønderbys udmeldelse kom oven på den megen blæst og polemik om et læserbrev, der blev bragt i Avisen Danmark, og hvori Hans K. Sønderby gjorde sig til talsmand for et lederskifte i Dansk Folkeparti på landsplan.

Hans K. Sønderbys offentliggjorte holdninger blev vidt og bredt kritiseret af både byrådsmedlem og gruppefælle i Esbjerg Byråd, Susanne Dyreborg, men også af en lang række andre partimedlemmer rundt omkring i landet.

Hans K. Sønderby forbliver dog i Esbjerg Byråd perioden ud, oplyste han til JydskeVestkysten.

 Hans K. Sønderby kom i Esbjerg Byråd ved valget i november 2017, hvor han opnåede 367 personlige stemmer. Han har fra 1994-1998 siddet i Esbjerg Byråd for Det Radikale Venstre og i 1982-1990 Ribe Amtsråd for SF.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
coronavirus

Live: Regeringen indfører krav om mundbind i offentlig trafik hele døgnet

Annonce