Annonce
Sydjylland

DF: Grænsehegn skal stoppe andet end vildsvin

Peter Kofod Poulsen (DF) vil gerne gøre svinehegn til et grænsehegn. Arkivfoto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix.

Grænsehegn skal også være med til at beskytte Danmark mod illegal indvandring, mener Dansk Folkeparti. Derfor vil partiets retsordfører, Peter Kofod Poulsen, undersøge muligheden for at styrke hegnet mod flygtninge, mens viceborgmester i Aabenraa Kommune, Ejler Schütt (DF), vil have hegnet bygget højere. S-borgmester raser, og kalder det en glidebane.

Annonce

Grænsekontrol: Når et halvandet meter højt hegn breder sig over 70 kilometers grænseland mellem Danmark og Tyskland, skal det skærme Danmark mod mere end afrikansk svinepest fra vildsvin. Står det til Dansk Folkeparti, vil hegnet nemlig også bremse illegal indvandring til Danmark.

- Hvis vi kan bruge det hegn til andre ting - såsom at stoppe folk, der krydser den grønne grænse på to ben, så er det jo fint. Uanset hvordan man laver hegnet, kan det kun blive en styrkelse af grænsekontrollen, og det er glædeligt, siger retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF).

- Jeg håber, det gør det nemmere at patruljere ved den grønne grænse. Dermed skal der bruges flere kræfter på at krydse grænsen, siger han.

Regeringen og Dansk Folkeparti offentliggjorde torsdag, at de var blevet enige om at etablere et hegn ved den dansk-tyske grænse for at holde afrikansk svinepest ude af Danmark og dermed beskytte dansk svineeksport.Peter Kofod Poulsen vil nu rette henvendelse til Justitsministeren for at få undersøgt, hvordan man kan udnytte det nye hegn, så det også kan bruges til at styrke grænsekontrollen.

- Vi får under ingen omstændigheder en mur dernede. Men hvis man alligevel laver et hegn, der holde vildsvin ude, kan man lige så godt samtidig lave et hegn, der gør det lidt svære for andre at krydse grænsen.

Med andre, mener du så flygtninge?

Ja, folk der vil krydse grænsen illegalt, siger han.

Grænsehegn

Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om at bygge et hegn ved den dansk-tyske grænse.Hegnet bliver 70 km langt og 1,5 meter højt og graves cirka 50 centimeter ned i jorden.

Hegnet skal forhindre vildsvin i at komme ind i Danmark.

Vildsvin fra udlandet kan bære den afrikanske svinepest med sig.

Hvis svinepesten når de danske landmænds svinebesætninger kan det få alvorlige konsekvenser for dansk eksport.

Der er aldrig blevet konstateret et tilfælde af afrikansk svinepest i Danmark. Der har været udbrud i Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet og Rumænien.

Vildsvinehegnet vil koste omkring 70 millioner kroner. Dansk Svineproducenter har meldt sig klar til at betale en del af regningen.

Annonce

Kræver højere hegn

Den udmelding er viceborgmester i Aabenraa Kommune, Ejler Schütt (DF), enig i. Han mener dog, at man skal gå endnu længere for at forsøge at holde illegale indvandrere uden for de danske grænser.

- Jeg synes, det er fint, men hegnet er for lavt. Det skal en meter højere op. Det gør det sværere for illegale personer, der gerne vil til Danmark. Det kan både være flygtninge, banditter og terrorister. Hvis man alligevel sætter et hegn op, kan man lige så godt slå flere fluer med et smæk, siger han.

Han mener ikke, at et halvandet meter højt hegn er nok til at sikre en bedre grænsekontrol.

- Halvanden meter er ingenting. Det kan jeg med mine mere end 70 år sagtens passere, siger han.

Annonce

S-borgmester raser

Mens hegnet skaber glæde hos Dansk Folkeparti, er meldingen en noget anden hos borgmester i Sønderborg Kommune, Erik Lauritzen (S).

- Jeg er fuldstændig modstander af hegnet. Og med de meldinger, der kommer fra Dansk Folkeparti, bliver jeg endnu større modstander, siger han.

Erik Lauritzen mener, at hegnet er med til at isolere Danmark fra resten af Europa. Samtidig tror han ikke på, at hegnet løser problemet med afrikansk svinepest.

- Svinepesten kan også komme, hvis vi tager til Polen og rører ved en gris og tager hjem igen. Så er vi jo lige vidt. Jeg synes, det er at skyde langt over målet, siger borgmesteren, der frygter, at hegnet bliver første skridt mod en konsolidering af grænsekontrollen.

- Hvad er det næste? Skal der også strøm i hegnet, og skal det være seks meter højt? Det er en glidebane. Næste gang gør vi noget mere rabiat, og vi er nødt til at sige fra nu, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt For abonnenter

Diskoteksejer frygter tomme dansegulve året ud: - Vi skal kunne give fuld gas, ellers giver vi ingen gas

Annonce