Annonce
Læserbrev

DF kunne ikke redde 'Sønnen'

Annonce

Læserbrev: I DF blev vi meget tilfredse, da kulturudvalget i juni besluttede at fastholde placeringen af mindesmærket for H.P. Hanssen, 'Sønnen', i Genforeningshaven.

Derfor kom det nærmest som et chok, da en privat indsamling foranledigede formanden for udvalget til at træffe en formandsbeslutning om, at 'Sønnen' kan flyttes til den nye genforeningspark ved Folkehjem, såfremt udgifterne hertil ikke belaster kommunens økonomi.

DF accepterede naturligvis ikke den beslutning, truffet på basis af telefoniske konsultationer. Derfor ønskede vi byrådets stillingtagen til sagen. At vi tog sagen op, skyldes vores respekt for vor bys historie og kultur og for de personer, der har etableret Genforeningshaven med mindestatuen for H.P. Hanssen. 'Sønnen' er opstillet i 1947 på et grønt areal, som blev døbt Genforeningshaven og samtidig fik vejen navnet H.P. Hanssensgade.

Bliver Sønnen flyttet fra sin nuværende udmærkede placering i Genforeningshaven, mister historien om genforeningen noget af sin fortælling, og så er navnet og betydningen af Genforeningshaven udslettet totalt. Mange mennesker, børn og voksne, færdes dagligt forbi 'Sønnen', som tavst minder om genforeningen.

Et stort flertal i byrådet viste sig desværre at være ligeglade med historien og har nu givet grønt lys for flytningen.

Kun en fra Socialdemokratiet og repræsentanten for Enhedslisten og vi fem fra DF støttede forslaget om, at 'Sønnen' skal blive stående i Genforeningshaven.

Ak, magen til historieløshed skal man sikkert lede længe efter.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce