Annonce
Danmark

DF-politiker om nye afsløringer i sag om mulig fusk: Sandsynligvis fabrikerede og rene gætterier

Hans K. Sønderby (DF) har været medlem af Esbjerg Byråd siden 2017. Han mener, at Meld og Feld-sagen er et udtryk for politisk hetz mod Dansk Folkeparti. Arkivfoto: Martin Ravn
DF-byrådsmedlem Hans K. Sønderbye har ikke læst de seneste afsløringer i Meld og Feld-skandalen, men tøver ikke med at anklage modstandere for sandsynligvis at have fabrikeret falske fakturaer. Avisen Danmark har interviewet politikeren om hans holdninger i sagen, der truer med at bringe Morten Messerschmidt i fedtefadet, og som fået DF-toppen og tidligere kritikere i baglandet til at dukke sig.
Annonce

Sagen om mulige fusk med EU-midler i Meld og Feld-skandalen er blot et udtryk for hetz fra medier og politiske modstandere, og de seneste afsløringer af falske fakturaer stilet til blandt andre folketingspolitiker Morten Messerschmidt (DF) er sandsynligvis fabrikeret af medierne eller politiske modstandere.

Det mener Hans K. Sønderby, byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Esbjerg. Han har nu taget bladet fra munden i sagen, som avisen Danmark i tirsdagsavisen forgæves forsøgte at få dele af baglandet og DF-toppen til at forholde sig til.

I et debatindlæg i torsdagens udgave af avisen Danmark kalder han Ekstra Bladet og DR, som står bag de seneste afsløringer, for "løgnemagere" og "venstresnoede journalister". Vi har interviewet manden, der ikke er et sekund i tvivl om, at DF og Morten Messerschmidt er rene i sagen, mens medier fabrikerer løgne for at skade hans parti.

Hans K. Sønderby, hvorfor vælger du at stå frem, nu hvor ledelsen og baglandet har lukket i om Meld og Feld-skandalen?

- Jeg synes, der suser så meget rundt, der er så udokumenteret. Der er én stor gang gætteri fra mediernes side. Det irriterer en, der kæmper for det, DF står for. Jeg føler, det er en politisk orienteret hetz, der kører mod DF.

Hvad er det, der konkret er udokumenteret?

- Jeg vil ikke gå konkret ind i sagen. Men det svæver rundt, og journalisterne bør afvente, at der kommer undersøgelser, der kan finde ud af, hvad der er op og ned i sagen. Hvorfor kører man med det? Man fodrer bare folkedomstolen.

Men er det ikke journalisters opgave at få sager som Meld og Feld-skandalen frem i lyset?

- Jeg synes ikke, at journalisterne har fået noget frem i lyset. Det er én gang politisering.

Sagen kort

Avisen Danmark beskrev i tirsdagsavisem, hvordan Dansk Folkepartis ledelse ikke vil stille op til interview eller forholde sig til den seneste udvikling i Meld og Feld-sagen, før Bagmandspolitiet (SØIK) er færdig med sin efterforskning. Heller ikke i partiets bagland ville tidligere kritikere af Messerschmidt udtale sig konkret om sagen.

Meld og Feld-sagen handler kort sagt om mulig fusk med EU-midler. DF er under anklage for at have brugt EU-midler til blandt andet sommergruppemøder i strid med reglerne.

Olaf, EU's svindeljægerkontor, har undersøgt sagen og oplyste i oktober at 4,5 millioner kroner er brugt ulovligt, uretmæssigt eller uberettiget i Italien, Grækenland og Danmark. Sagen er nu overgivet til Bagmandspolitiet.

DR og Ekstra Bladet kunne søndag afsløre, at en falsk faktura på 50.000 euro - omkring 375.000 kroner - stilet til blandt andre Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt er en del af efterforskningen. Det er uvist, om der er blevet udbetalt penge på baggrund af fakturaerne, og om der i så fald kan være tale om bedrageri.

Morten Messerschmidt,har tidligere erkendt fejl i sagen, men benægtet svindel. Han eller daværende kasserer i Meld, Anders Vistisen har ikke villet udtale sig til Ekstra Bladet eller DR i kølvandet på mediernes seneste afsløringer.

Annonce

Har ikke læst afsløringer

Hvorfor vil du ikke gå konkret ind i dine beskyldninger om, at medier bringer udokumenterede påstande?

- Nej, jeg har jo ikke været tæt på det der. Jeg arbejder for DF's synspunkter på kommunalt plan og får mine informationer fra det, I skriver. Men jeg stoler ikke på det. Og jeg stoler slet ikke på Ekstra Bladet.

Stoler du generelt ikke på medierne?

Jo, men jeg synes, jeg har oplevet så meget, der går ud på at sælge aviser frem for at bringe sandheder frem. Man opdigter ting, synes jeg. Det er især Ekstra Bladet rigtig dygtige til.

Når du nu anklager Ekstra Bladet og andre medier for at opdigte ting, bør du så ikke have konkret eksempler på det?

- Jeg siger bare, at det er min opfattelse. Jeg holder ikke Ekstra Bladet, men har lejlighedsvist læst den og har også set overskrifter her og der.

Har du læst Ekstra Bladets artikler med de seneste afsløringer i Meld og Feld-sagen?

- Nej, men jeg har set det på fjernsynet. Og jeg gider heller ikke læse dem. jeg mener ikke, at jeg bliver klogere af det.

Men er det så ikke en voldsom anklage at komme med, når du ikke har læst artiklerne?

- Jeg skriver om en generel opfattelse af Ekstra Bladet. Det er, hvad jeg har tilkendegivet.

Er der noget faktuelt forkert i det, eksempelvis Ekstra Bladet har bragt?

- Jamen, det ved jeg ikke. jeg har ikke set noget, som jeg betragter som sandheden.

Annonce

Mistillid til medier

Hvad har du så set, som du ikke betragter som sandheden?

- Jamen, det vil jeg ikke gå ind i. Alle i DF er jo nervøse for, hvad udtalelser kan blive drejet til. Det er derfor, man vælger at lukke munden. Man har fået så generel mistillid til medierne i sådan en sag her.

Du kalder i dit debatindlæg Ekstra Bladet for løgnemagere - hvorfor gør du det?

- Ja, det er min opfattelse. Andre tror måske, det er sandheden. Jeg mener, de bringer det, der sælger aviser, og så er det ligemeget, om det er sandt eller falskt.

Har du nogen konkrete eksempler?

- Det kan jeg ikke lige ryste ud. Men man får jo en opfattelse stykke for stykke hen ad vejen.

Bør du ikke have konkrete eksempler, når du kommer med sådan nogle anklager?

- Nej, hvorfor skulle jeg det? Det er min opfattelse af avisen.

Er det nok at have en opfattelse af, at Ekstrabladet er løgnemagere uden konkrete eksempler og så kalde dem løgnemagere i et læserbrev?

- Ja, det er der mange andre, der har gjort. Jeg skal ikke have beviser for min opfattelse af det.

Du mener, at det er politiserende journalister, der kører sagen frem. Hvorfor skulle de have en interesse i det?

- De vil sælge aviser. Men det er også fordi, alle mennesker har en holdning. Det har journalister også.

Svar fra Ekstra Bladet

Avisen Danmark har fået Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen til at forholde sig til DF-politikeren Hans K. Sønderbys debatindlæg.

Poul Madsen skriver i en mail til avisen, at:

"Det er nærmest komisk at se Hans K. Sønderbys håbløse forsøg på at aflede offentligheden fra det, denne sag handler om. EU's kontrolenhed Olaf har videregivet sagen til dansk politi, fordi 4,3 mill EU kroner uberettiget er udbetalt af Meld og Feld blandt andet til Dansk Folkeparti. Det kan ikke engang Hans K. Sønderby og Dansk Folkeparti løbe fra".

Annonce

Svindel kræver motiv

Hvorfor er du 100 procent sikker på, at der ikke er noget at komme efter i Meld og Feld-sagen?

- For det første, skal der været et motiv til at lave svindel. Og der er ikke tale om store beløb, som vender op og ned på en økonomi for DF. DF er ikke økonomisk trængt, så hvorfor skulle de bringe sig i en situation, som er problematisk? Kan nogen nævne en grund til det?

Du mener ikke, at der kan være et motiv for uberettiget at få fingre i 2,5 millioner kroner, som bare er det beløb, DF har sat til side som tilbagebetaling i sagen?

- Nej, ikke for et politisk parti. Når man skal vurdere noget, der ikke er stramme regler for, kan jeg godt forstå, at man kan vurdere det lidt skævt. Men det er ikke det samme som svindel. Jeg opfatter Morten Messerschmidt som en utroligt retskaffen person.

Men medierne skriver jo heller ikke, at han eller DF har svindlet, men bare at der er mistanke om svindel, og at sagen undersøges hos Bagmandspolitiet?

- Ja, men jeg kan også se, hvordan folk opfatter det. DF er dømt hos mange. Og det er det, jeg reagerer imod. Jeg synes, DF er dømt i folkemængden af medierne.

Olaf (EU's svindeljægerkontor red.) konkluderer i deres undersøgelse, at 4,5 millioner kroner er brugt ulovligt, uretmæssigt eller uberettiget. Så det er vel ikke kun medierne, der skaber sagen?

- Jeg synes ikke, at de er kommet med noget klart. Men jeg afventer, at der kommer en afgørelse fra domstolene. Og det er der, jeg mener, objektiviteten kommer ind.

Annonce

Mangler ikke penge i DF

Du mener, at den falske faktura, som de seneste afsløringer bunder i, er fabrikerede af Ekstra Bladet eller hos politiske modstandere. Hvorfor tror du det?

- Har du aldrig hørt nogen, der vil bringe nogen i miskredit, som de er uenige med? Foreløbig er det ikke kommet frem ved en domstol, hvor den er fabrikeret.

Men hvad er det, der antyder, at den er fabrikeret af modstandere?

- I og med, at der ikke er nogen, der har taget ansvar for den. Så svæver den jo bare rundt. Det er nærliggende, at nogen gerne vil skade andre, og så fabrikerer man noget. Det er ikke nyt i historien.

Er du ikke selv med til at videreformidle usandheder, når du kommer med så mange anklager uden beviser eller eksempler?

- Så længe nogen ikke kan kendes ved dem, så er de fabrikeret af nogen. Nogen kan gøre det for berigelse, og nogen kan gøre det for at skade andre.

Kunne det ikke være DF, der havde lavet den?

Hvorfor skulle de gøre det? Vi mangler ikke penge i DF.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Hvorfor er aktivister så forudsigelige?

Annonce