Annonce
Danmark

DF presser regeringen for alternativ til skrottet udrejsecenter

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Udrejsecenter Lindholm bliver ikke til noget. Regeringen har dog endnu ikke et svar på, hvad alternativet er.

Den tidligere regerings planer om at placere udvisningsdømte, kriminelle flygtninge og indvandrere på øen Lindholm i Stege Bugt er skrottet. Et alternativ er dog endnu ikke fundet.

Det siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) i Folketinget onsdag, efter at udlændinge- og integrationsordfører for Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, har spurgt til regeringens planer.

- Vi skal finde en løsning, for selvfølgelig skal de hjem. Og vi skal kigge nærmere på, hvordan vi får flere til at rejse hjem. Samtidigt skal vi se på, hvor udlændinge på tålt ophold mest hensigtsmæssigt kan placeres.

- Men vi er endnu ikke et sted i arbejdet, hvor vi kan sige, hvor målgruppen skal indkvarteres, siger ministeren.

Udvisningsdømte på tålt ophold er nu placeret i centret Kærshovedgård ved Bording i Midtjylland.

Den tidligere regering ville dog gerne isolere dem yderligere og presse dem til at rejse ud af landet ved at placere dem på den lille, tidligere forskningsø Lindholm i Stege Bugt.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har dog droppet den plan, da den vil koste omkring 750 millioner kroner og dermed er langt dyrere end den nuværende løsning.

- Jeg vil godt understrege, at der frustrerer mig, at vi har over 1000 mennesker, som ikke kan eller vil udrejse af Danmark.

- Lindholm vil koste en million per person. Og jeg har da spekuleret på, om det er pengene værd. Troede jeg, at Lindholm virkede, kunne jeg måske se fidus i det. Men det tror jeg ikke, siger Mattias Tesfaye.

Pia Kjærsgaard fortsatte med at presse ministeren om, hvornår regeringen kan svare på, hvad alternativet til Lindholm er.

- Der kommer en løsning. Og vi kommer med en udmelding, lang tid inden Lindholm skulle åbne i 2021. Men det bliver nok ikke i morgen. For det er en beslutning, der skal træffes efter grundige overvejelser, siger ministeren.

Det stiller ikke Pia Kjærsgaard tilfreds.

- Hvorfor har man ikke opstillet et alternativ? Hvornår kan vi forvente, at der kommer noget?

- For der er stor usikkerhed om Kærshovedgård. Så jeg synes, man skylder lokalbefolkningen et svar, siger hun.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce