Annonce
Aabenraa

DF tabte afstemning om H.P. Hanssen

På denne tegning af Genforeningsparken ved Folkehjem er monumentet for H.P. Hanssen placeret. (bag springvandet). Axel Poulsens skulptur bliver vendt med fronten mod syd. Tegning: Aabenraa Kommune.
Efter en lang debat stemte byrådet om H.P. Hanssen monumentet, Sønnen. Resultatet blev, at det flyttes til den nye Genforeningspark ved Folkehjem.

AABENRAA: Med syv stemmer for og 24 imod forkastede byrådet onsdag at lade monumentet for Genforeningens store lederskikkelse, H.P. Hanssen, blive stående, hvor det står - nemlig i Genforeningshaven.

Et stort flertal bakkede op om en formandsbeslutning tager af Lars Kristensen (V), der er formand for kultur- og fritidsudvalget. Den beslutning går ud på, at monumentet, der har navnet Sønnen og er udført af Axel Poulsen, kan flyttes til Genforeningsparken foran Folkehjem, hvis der privat samles så mange penge sammen, at det kan ske uden udgift for kommunen.

Den lange debat, der gik forud, handlede ikke så meget om, hvorvidt monumentet bør stå i haven eller parken. Det store spørgsmål blandt de folkevalgte var i stedet, hvorvidt Lars Kristensen havde juraen på sin side, da han traf denne formandsbeslutning.

Annonce

Indsamlingen

Det er en gruppe privatpersoner med Henning Wollsen og Else Runge Petersen i spidsen, der har sat sig for at samle penge ind til flytningen af Sønnen fra Genforeningshaven til den nye Genforeningspark foran Folkehjem.

Det kunne kultur- og fritidsudvalget nemlig ikke finde penge til, og derfor besluttede udvalget i første omgang at lade Sønnen stå, hvor den står.

Men indsamlingen fik formanden, Lars Kristensen, til gennem en formandsbeslutning at nikke ja til en flytning af Sønnen.

Flertal i udvalg

Det var Ejler Schütt fra DF, der havde bedt om at få sagen i byrådet, så han begyndte med at argumentere for den nuværende placering i Genforeningshaven.

- Jeg blev noget chokeret, da jeg hørte, at der var en privat indsamling i gang for at få Sønnen flyttet, erklærede han.

Lars Kristensen gjorde rede for baggrunden for sin beslutning, og understregede blandt andet, at han forinden havde sikret sig, at der var et flertal for beslutningen ved at ringe rundt til medlemmerne af kultur- og fritidsudvalget.

Michael Christensen fra SF hæftede sig ved, at mindretallets holdning ikke føres til protokol nogen steder, når der er tale om en formandsbeslutning.

Rasmus Elkjær Larsen fra De Konservative understregede, at en privat indsamling ikke skal kunne ændre ved en beslutning, der er truffet i et udvalg, men endte med at konkludere, at der heller ikke er tilfældet i denne sag.

Jens Bundgaard Nielsen fra Enhedslisten ville gerne sikre sig, at formandsbeslutningen var inden for rammerne af styrelsesloven.

Philip Tietje (V) havde været inde og kigge i loven, og forsikrede, at formandsbeslutningen var lovlig.

Kunne det vente?

Povl Kylling Petersen (S) mente at formandsbeslutningen nok var truffet på et lidt tyndt grundlag, og Ejler Schütt mente, at beslutningen godt kunne have ventet på det næste møde i kultur- og fritidsudvalgt.

- Det kunne den ikke, fastslog borgmester Thomas Andresen (V). Arbejdet med Genforeningsparken er nemlig i fuld gang, og der skulle støbes et fundament til Sønnen.

Efter en lang diskussion skred borgmesteren til afstemning, og Sønnens videre skæbne blev afgjort. Dansk Folkeparti fik kun opbakning fra Dorrit Knudsen (S) og Jens Bundgaard Nielsen (EL) til at lade monumentet så, hvor det står.

Derfor kan Aabenraa-borgerne formentlig inden så længe se en lastbil fragte Sønnen fra haven til parken.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Formand for menighedsråd trækker sig i protest over biskop: Det vil jeg ikke være med til

Annonce