Annonce
Trekantområdet

Opfordrer til fælles politisk protest: DF vil løfte stemmen højere mod slam på klapplads ud for Trelde Næs

Marina City skal opføres i bunden af Kolding Fjord efter planen. Det kræver, at der uddybes og fjernes 360.000 kubikmeter sediment, som skal sejles til klappladsen ved Trelde Næs og dumpes. Arkivfoto: Søren Gylling
Der skal ikke hældes øllebrødsagtig slam ud over klappladsen ved Trelde Næs, hvis det står til DF i byrådet. Inger Nielsen opfordrer til en samlet politisk protest til Miljøstyrelsen.
Annonce

Fredericia: Det må have en ende med, at andre kommuner og staten sejler store mængder bundmaterialer til Trelde Næs og lader det dumpe ned på bunden. Det mener Inger Nielsen (DF), som er medlem af miljø- og teknikudvalget i Fredericia Byråd.

Aktuelt har Energinet fået lov til at lade 154.000 kubikmeter opgravet havbund fra Fænøsund sejle til klappladsen ved Trelde Næs. Selskabet har søgt om lov til yderligere 100.000 kubikmeter, der skal sejles ud til klappladsen og falde ned. Samtidig har Kolding Kommune sendt ansøgning om at kunne lade 360.000 kubikmeter sejle fra inderfjorden til Trelde Næs.

- Det er ikke en sag, vi har behandlet politisk, og jeg er heller ikke orienteret om den. Jeg kan forstå, at Christian Bro (socialdemokratisk udvalgsformand, red.) har hørt om Koldings ønske om at få lov til at klappe materiale, men det er ikke nået frem til os andre. Jeg synes, at han burde kontakte udvalget, så vi kunne komme med en samlet politisk protest mod det, siger Inger Nielsen.

Klapning refererer ikke til, at materiale klappes på bunden. Det er klapning, fordi prammene, som sejler materialet til bl.a. klappladsen ud for Trelde Næs, er udstyret med klappe i bunden, som åbner, så materialet kan sendes mod bunden. Herfra spredes det til Lillebælt. Arkivtegning

De store mængder materiale skal dels sejles ud i denne sommer, dels i 2021. Miljøstyrelsen er myndighed på sagen.

- Jeg er klar over, at det ikke er os, der skal behandle ansøgningerne, og kan forstå, at embedsværket har sagt nej tak til Baltic Pipe-tilladelsen, og vil sige nej til Koldings ønske. Men jeg mener, at vi kan gøre den protest stærkere, hvis vi også følger op med et tydeligt politisk signal fra udvalget. Vi kunne også tage direkte kontakt til Kolding Kommune, siger Inger Nielsen.

- Men Miljøstyrelsen slår i godkendelserne fast, at der ikke er et miljømæssigt problem ved at anvende klappladsen?

- Det kan jeg ikke se, at de dokumenterer. De siger, at fiskerne skal dokumentere, at det giver problemer for dem, som de siger, men hvorfor er det ikke Miljøstyrelsen, som klart skal dokumentere, at det ikke skader? Sådan burde det være, mener Inger Nielsen.

Kommunerne omkring Lillebælt arbejder sammen om projektet Lillebælt i Balance. Det gik officielt i gang i sidste uge. Det undrer bl.a. biolog Henrik Kristiansen, at kommunerne derfor ikke tager afstand fra klapning endsige selv gør brug af metoden, som aktuelt Kolding.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejen

Vi skal turde tale om døden

Annonce