Annonce
Erhverv

DFDS leverer fremgang trods brexit-nedtur

Denis Charlet/Ritzau Scanpix
Uroen omkring brexit påvirker rederiet DFDS, da der er færre passagerer at sejle med over Den Engelske Kanal.

Det danske rederi DFDS holder skindet på næsen, selv om usikkerheden om Storbritanniens vej ud af EU har betydet, at der er færre passagerer at sejle med.

DFDS' overskud endte i tredje kvartal på 631 millioner kroner. Det er en lille stigning i forhold til samme periode sidste år. Det viser DFDS' regnskab, der er offentliggjort tirsdag morgen.

Den Engelske Kanal er et vigtigt marked for DFDS. Brexit-uroen har betydet, at antallet af passagerer er dykket med ti procent det seneste år i det farvand.

Det er især passagerer fra Storbritannien og Østeuropa, der har holdt igen med at købe billetter til færgerne over Den Engelske Kanal.

- Opbremsningen i handlen mellem UK og det kontinentale Europa fortsatte i tredje kvartal, hvilket sænkede fragtmængderne i Nordsøen og antallet af passagerer på kanalen, skriver DFDS i sit regnskab.

Mens DFDS' overskud på at sejle med færger er faldet i Storbritannien, har rederiet til gengæld tjent flere penge på rederiets ruter i Baltikum og Middelhavet.

Samtidig har DFDS tjent flere penge på at stå for virksomheders logistik internt i Storbritannien og Irland.

Her har uroen om brexit ikke påvirket i samme grad som for færgerne over Den Engelske Kanal.

DFDS skriver i regnskabet, at der nu er mindre risiko for, at Storbritannien forlader EU uden en skilsmisseaftale.

Den vurdering hænger sammen med, at et flertal i det britiske parlament i oktober stemte for premierminister Boris Johnsons brexit-aftale. Den mangler endnu at blive vedtaget.

Inden den eventuelt kan falde på plads, skal briterne i stemmeboksene 12. december, hvor der er parlamentsvalg.

Brexit er nu udskudt til 31. januar. Briterne kan forlade EU før, hvis skilsmisseaftalen bliver før den dato.

/ritzau/

Annonce
Link til regnskab fra DFDS
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce