Annonce
Varde

Didde og Malene er nu sammen om Restaurant Gl. Daws

- Allerede da Didde skrev under på lejekontrakten, fortalte jeg hende for sjov, at det var min gamle drøm at drive restaurant i disse lokaler. Nu er jeg med, og det er jeg rigtig glad for, siger Malene Fjord Schantz. Foto: Malene Wonsbek
Malene Fjord Schantz har købt halvdelen af Restaurant Gl. Daws, og derved realiserer hun en gammel drøm om at vende tilbage til restaurationsbranchen – i sin fritid.

Varde: Basen hedder stadig Cómpeta, øst for Malaga, i Spanien. Det har den gjort i næsten 13 år, og det bliver den foreløbig ved med, så det er ikke, fordi den 52-årige Malene Fjord Schantz har planer om at vende tilbage til Danmark, at hun nu investerer i restaurationsbranchen.

Det er heller ikke, fordi hun er på vej ud af Schantz Ejendomme, hvor hun arbejder som økonomidirektør.

Det er heller ikke, fordi hun mangler noget at lave. Men hvorfor så?

- Jeg begyndte at arbejde i restaurationsbranchen som 13-årig, hvor jeg var opvasker på Billum Kro i alle mine teenageår. Jeg elskede det. Efterfølgende har jeg arbejdet som tjener både på Lønne Cafeteria og Hodde Kro, fortæller Malene, der gerne indrømmer, at netop den gamle White Horse bygning, altså den bygning i Smedegade, der i dag huser Restaurant Gl. Daws, altid har været én af hendes favoritter.

Tilbage i 90’erne drømte Malene Fjord Schantz faktisk om at komme til at eje denne restaurant. Og det er det ønske, der nu er gået i opfyldelse. Hun ejer dog ikke bygningen, det gør eksmanden, Flemming Schantz.

Annonce
Børnene er flyttet hjemmefra, og jeg har fået mere tid til mig selv og mine drømme, derfor er jeg blevet medindehaver.

Malene Fjord Schantz, ny medindehaver af Restaurant Gl. Daws

Kun en fritidsinteresse

- Hvis man én gang har været indenfor restaurationsbranchen, så kan det være svært at slippe det. Det er hele atmosfæren, det er ønsket om at give gæsterne en god oplevelse, det er fællesskabet om at få tingene til at lykkes, når der er travlt, der er særlig, understreger Malene, der af forskellige årsager ikke valgte at uddanne sig indenfor restaurationsbranchen.

Hun blev kommuneassistent og læste senere økonomi og blev revisor. Efter år som freelancebogholder for forskellige virksomheder blev hun i 1998 en del af den virksomhed, som hendes daværende mand, Flemming Schantz, var i gang med at opbygge. Og her arbejder hun stadig på fuld tid.

Ny mulighed

For restaurationsejer 25-årige Didde Christiansen er forløbet lidt anderledes. I foråret 2016 kontaktede hun Malene Fjord Schantz med henblik på at leje restaurationslokalerne i Smedegade, hvor adskillige andre med større og mindre held har forsøgt at drive restaurant. Didde havde en plan og en tro på, at hun kunne få det til at lykkes. Tre år er gået, og hun har skabt en succes.

- I tilknytning til restauranten har jeg tidligere haft selskabslokaler på Vesterport, men logistisk var det svært at få til at fungere. Fra begyndelsen af lejemålet har jeg dog haft et ønske om at kunne udvide lokalerne her i Smedegade, og den mulighed opstod i sommer, fortæller Didde Christiansen, der er kok og derfor primært er at finde i kælder-køkkenet.

De bageste 80 kvadratmeter af diskotek Havana er nu blevet lagt til Restaurant Gl. Daws, og det betyder en fordobling af kapaciteten fra 55 til cirka 110 gæster, og med mulighed for at dele restauranten i to.

Nu bliver det et endeligt farvel til de karakteristiske, buede og røgfarvede vinduer. Udlejer Flemming Schantz har tilbudt at udskifte vinduerne, så de matcher den nye afdeling, og tømrer ved Schantz Ejendomme, Lars Boe Johansen, er ved at tage mål. Foto: Malene Wonsbek

Godt team

- Jeg kendte ikke Malene, før jeg mødte hende som udlejer. I starten skulle vi lige slibe kanterne af hinanden, for hun kan godt være lidt skrap, siger Didde med et glimt i øjet.

Men på et tidspunkt stod jeg i en situation, hvor jeg for alvor havde behov for sparring. Jeg ringede til Malene, og fik hjælp. Siden dengang har vi næsten talt sammen dagligt, og da hun med udvidelsen af Restaurant Gl. Daws pludselig bød sig til som medejer, sagde jeg ja med det samme, siger Didde, der gerne indrømmer, at hun med lille barn og familie har rigeligt at se til.

- Vi har lavet en naturlig arbejdsfordeling. Didde står for maden og køkkenet, og jeg tager mig af restauranten og det administrative. Når jeg ikke er i Spanien, vil jeg nok bruge min tid her i restauranten, altså min fritid, tilføjer Malene Fjord Schantz med et lille smil.

Hun har fortsat sit arbejde i Schantz Ejendomme, men nu er udlejeren bare selv blevet lejer.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Fødevarekontrol: For gammel frugt koster Brugsen i Bramming bøde på 30.000 kroner

Leder For abonnenter

JV mener: Udskriv en dosis sund fornuft i en fart

Udeblivelser er et regulært problem i sundsvæsenet. Fordi det er spild af de trængte velfærdsressourcer, når både højt specialiseret personale og dyrt udstyr må vente forgæves på en patient, der ikke dukker op på det afsatte tidspunkt. Derfor er det helt og aldeles håbløst, at et ufleksibelt system tidligere på året betød, at en succes på Kolding Sygehus måtte lægges i graven. Succesen var et forsøg, der gav patienter med en henvisning mulighed for selv at booke en tid til skanning fremfor blot at få stukket systemets tid ud. Forsøget fik antallet af udeblivelser til at falde fra i gennemsnit 14 om ugen til fire. Det viste sig nemlig, at fleksibiliteten betalte sig. At det for patienterne gjorde en forskel. Helt banalt i form af muligheden for at kunne booke en tid, som passede ind med øvrige gøremål. Og sikkert også i form af øget ansvarlighed. En tid, man selv har booket, er svær at udeblive fra. Et sådant forsøg skulle selvfølgelig ikke bare fortsætte, men bredes ud. Ikke bare til andre afdelinger på Kolding Sygehus, men på alle sygehuse. Skulle man tro. Men sundhedsloven er firkantet, og den foreskriver, at patienter skal have en konkret tid i hånden tre dage efter henvisningen. Altså levner loven ikke plads til patientens egen booking. Derfor døde forsøget. Trods et resultat, der uomtvisteligt var positivt for både patienter og sundhedsvæsen. Region Syddanmark skubber på for at få lov til at genoptage forsøget. Ros for det. Forsøget er i sin essens et eksempel på et sundhedsvæsen, der er til for borgerne og ikke det omvendte. Det bør derfor være en formsag for Sundheds- og Ældreministeriet at finde en gangbar vej gennem egne regler og bureaukrati, så patienterne igen kan tages med i planlægningen. Sundhedsloven sikrer vigtige patientrettigheder. Det er godt, og historien viser, at det er nødvendigt. Men det er et sygt sundhedsvæsen, der kvæler gode tiltag i et stift bureaukrati. Må sundhedsministeren reagere hurtigt: Der er brug for en dosis sund fornuft i en fart.

Annonce