Annonce
Sport

DIF har is i maven trods ny melding om OL-usikkerhed

Niels Nygaard, formand i Danmarks Idrætsforbund, er fortrøstningsfuld i forhold til, at OL nok skal blive til noget. (Arkivfoto). Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
Hos Danmarks Idrætsforbund forventer man ingen ændrede planer for OL i Tokyo senere i år.

Danmarks Idrætsforbund har is i maven trods meldingen om, at OL i Tokyo kan være i fare, hvis ikke den øjeblikkelige smittespredning i Japan stoppes.

Det fortæller formand Niels Nygaard.

- Indtil videre er vi fortrøstningsfulde, siger han til Ritzau.

Meldingen, om at OL kan være i fare, kom torsdag fra Toshihiro Nikaii, der er vicepartileder i regeringspartiet Det Liberaldemokratiske Parti (LPD).

- Vi er nødt til at aflyse uden tøven, hvis det ikke længere er muligt, sagde han med henvisning til, at den fjerde coronabølge lige nu spreder sig i Japan.

Niels Nygaard hæfter sig imidlertid ved, at meldingen ikke kommer fra den allerøverste top i den japanske regering, ligesom Den Internationale Olympiske Komité (IOC) heller ikke har meldt nyt ud.

- Vi får næsten dagligt opdateringer på alle mulige forskellige ting fra IOC. Blandt de mange meddelelser fremgår det, at planlægningen kører ufortrødent videre, siger Niels Nygaard.

Han understreger, at situationer som denne kan opstå flere gange undervejs mod OL, som skydes i gang 23. juli.

- Vi kommer til at opleve op- og nedture frem til åbningen af OL, så vi må have is i maven, siger Niels Nygaard.

Den japanske regering og arrangørerne af OL har hidtil holdt fast i meldinger om, at OL bliver afholdt - dog uden udenlandske tilskuere.

Præsidenten for IOC, Thomas Bach, har ligeledes sagt, at han ikke ser grund til, at legene skal aflyses.

Den vedblivende snert af usikkerhed er dog en belastning for atleterne, som DIF løbende er i kontakt med, medgiver Niels Nygaard.

- Vi har sagt til dem, at de må klø på og tro på, at det nok skal gå. Det er vores indtryk, at de allerfleste atleter er fortrøstningsfulde og klar til OL, siger han.

Internt i DIF er situationen også forstyrrende.

- Vores stab skal hele tiden forholde sig til nye coronabestemmelser, ændrede kvalifikationstidspunkter og indrejsebestemmelser. Det er en stor mundfuld, men de klør på med godt mod, siger han.

OL afvikles i perioden 23. juli-8. august.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce