Annonce
Varde

Din Forsyning har fået dispensation til haveaffald, men ser tiden an

På mandag vil Din Forsyning vurdere, om de vil gøre brug af dispensationen, så der kan sættes containere op til haveaffald i Henne, Blåvand og Houstrup. Hvis ikke, så er havejerne, hvis de absolut ikke kan vente, henvist til Tistrup (billedet) og Ansager. Arkivfoto: Henrik Reintoft
Din Forsyning vil vente til mandag med at beslutte, om man vil anvende dispensationen til at opsætte containere til haveaffald på tre grenpladser i sommerhusområdet.
Annonce

Vestkysten: Klokken 10.00 fredag åbnede de tre grenpladser i Henne, Houstrup og Blåvand. Og meldingen fra Din Forsyning er, at de var fyldt inden åbningen. De tre grenpladser er udelukkende til grene og ikke haveaffald, som lige nu hober sig op i mange haver. Sidstnævnte kræver en dispensation. Og den har Varde Kommune givet øjeblikkeligt.

- Vi giver en dispensation på grund af den særlige situation, som vi er i, siger Thomas Jaap, der er direktør for Plan, Kultur og Teknik i Varde Kommune.

Aflevering af have- og grenaffald

  • Din Forsyning åbner om foråret altid tre grenpladser i sommerhusområderne. De har åbent fra fredag den 27. marts til den 19. april.
  • Her ligger grenpladserne: Blåvand ved parkeringspladsen på Hvidbjerg Strandvej. Henne ved Porsmosevej 1. Houstrup ved Houstrupvej 91.
  • Der må kun afleveres grenaffald, som Kystdirektoratet og Hededanmark bruger til kystsikring og flis.
  • De eneste to pladser til større mængder haveaffald og genaffald er på supermiljøstationerne i Tistrup og Ansager. Tistrup – Frejasvej 5. Ansager - Mølbyvej 8.
  • Bemærk at på samtlige 18 supermiljøstationer i Varde Kommune kan man komme af med haveaffald i nedgravede containere.
Annonce

Borgernes behov

Kræn Thomsen, der er driftsleder for Genbrug hos Din Forsyning, har tidligere forklaret, at de gældende miljøgodkendelser til grenpladserne ene og alene gælder for grenaffald. For haveaffald kan give risiko for nedsivning, hvorfor der skal søges en ny miljøgodkendelse. Som han sagde i en artikel i JydskeVestkysten forleden:

- Vi gør alt for at imødekomme borgernes behov. Jeg laver en forespørgsel hos kommunen. Jeg kan højst få et nej, siger Kræn Thomsen.

Han og Din Forsyning fik et ja. Men kundecenterchef Betina Lund Lauridsen fra Din Forsyning oplyser, at de lige vil se tiden an, da de ikke med et fingerknips kan finde de rette containere.

- Vi skal også finde en vognmand, og vi skal også have dem tømt, siger Betina Lund Lauridsen.

Annonce

Genåbning af genbrugspladser?

Din Forsyning vil se, hvordan det går i weekenden og vil mandag vurdere, om der er behov for containere til haveaffald i sommerhusområderne. Det skal også ses i det lys, at KL ifølge Din Forsyning arbejder på at få genåbnet samtlige genbrugspladser i hele landet, hvis man kan finde en sundhedsforsvarlig metode. En metode der skal være godkendt af sundhedsmyndighederne. Lukningen af de store genbrugspladser har afstedkommet en telefonstorm hos Din Forsyning med vrede kunder.

- Folk har ingen tålmodighed. Jeg har nogle piger i kundeservice, der knokler for dem. Bliv hjemme og hav noget tålmodighed, lyder opfordringen fra Betina Lund Lauridsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce