Annonce
Kolding

Direktør for bilfirma erkender fejl: Vi skulle have søgt om tilladelse til ny holdeplads

Direktør for Autocentralen, Knud Jensen, indrømmer blankt, at man fra bilhusets side begik en fejl, da man ikke søgte kommunen om tilladelse til at etablere en holdeplads til nye biler på den grund, man købte af kommunen. Men det skete ikke i ond tro, understreger han. Man troede, at der var styr på alle regler, eftersom kommunen var blevet orienteret om, hvad Autocentralen ville bruge arealet til. Det er dog ikke nok. Der skal søges om tilladelse, og i dette tilfælde er bil-holdepladsen faktisk i strid med den gældende lokalplan. Foto: Lotte Højstrøm
Direktør og stifter for Autocentralen, Knud Jensen, fortæller, at virksomheden har begået en fejl, da den ikke søgte om tilladelse til at etablere bil-opbevaringsplads.
Annonce

Kolding: Knud Jensen, grundlægger og direktør for Autocentralen, erkender blankt, at man i firmaet begik en fejl, da man ikke søgte om tilladelse til at etablere en asfalteret opbevaringsplads til cirka 150 biler bag ved det store bilhus på Egtved Allé.

Autocentralen købte grunden, hvor opbevaringspladsen nu ligger, af Kolding Kommune tidligere i år, da man stod og akut manglede mere plads til biler. Tidligere stod der træer på grunden, men da de blev fældet, og en asfalteret plads anlagt, gjorde en beboer fra lokalområdet kommunen opmærksom på dette og påpgede, at det ikke er i overensstemmelse med den gældende lokalplan for området.

I Kolding Kommunes byggesagsafdeling har man konstateret, at Autocentralen ikke har søgt om tilladelse til at etablere pladsen, og at det er korrekt, at en opbevaringsplads til biler er i strid med lokalplanen. Derfor har man nu bedt om en forklaring fra Autocentralen, før kommunens folk tager stilling til, hvad der skal ske i sagen.

Knud Jensen forklarer, at man i forbindelse med købet af den kommunale grund gjorde kommunen opmærksom på, at virksomheden ville bruge den til at parkere helt nye biler på, når de blev leveret, og at man derfor troede, at alt var i den skønneste orden.

Annonce

Presset på tid

I købsaftalen står der blandt andet, at der skal udarbejdes et nyt lokalplangrundlag, der gør det muligt at etablere en udendørs oplagsplads/p-areal. Ifølge Knud Jensen tænkte man hos Autocentralen ikke mere over det - ud over at man regnede med, at alt var ok med kommunen, da grunden var betalt, og at arbejdet med at skabe det rette grundlag for at have en holdeplads til biler på grunden gik i gang af sig selv.


Det kig, naboerne vil få, vil blive mindst lige så flot, som det det var før - eller flottere

Knud Jensen


Arbejdet med at fjerne træer og anlæggelse pladsen gik straks i gang, da man hos Autocentralen var presset tidsmæssigt.

Samtidig havde ejeren af kunde-parkeringspladsen mellem Elgiganten og Autocentralen nemlig inddraget bilhusets årelange mulighed for at bruge 50 af disse p-pladser i dagtimerne, og da Autocentralen på samme tid var gået i gang med at opføre en ny værkstedsbygning på sin egen grund, stod man med akut pladsmangel, oplyser Knud Jensen, der understreger, at hans firma har handlet i god tro.

Annonce

Beplantning

Knud Jensen forsikrer, at man har tænkt sig at sørge for, at det ikke vil skue ens øje, når man passerer forbi bil-holdepladsen på Sønderlunden.

- Det kig, naboerne vil få, vil blive mindst lige så flot, som det det var før - eller flottere. Vi er selv kun til noget, der er pænt, så vi sørger for noget grøn beplantning. Og du kan selv komme herud om to år og se, at det er rigtigt, siger Knud Jensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce