Annonce
Aabenraa

Direktør fra Aabenraa Kommune afviser kritik i protesesag: Styrelse har givet os ret

Steen Christiansen er en af de borgere, der kritiserer Aabenraa Kommune. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Kommunen mener ikke, at der er begået fejl i behandlingen af en 62-årig protesebrugers sag. Han er dog selv af en helt anden overbevisning.

Aabenraa: Der har den seneste tid været stort fokus på Aabenraa Kommunes håndtering af protesebrugere.

62-årige Steen Christiansen er en af de borgere, der har rettet kritik imod kommunens sagsbehandling. Han har nu givet samtykke til, at direktøren for Social- og Sundhedsforvaltningen, Karen Storgaard Larsen, må udtale sig til JydskeVestkysten om hans sag.

Hun mener dog ikke, at kommunen har ageret forkert i dette tilfælde.

Annonce

- Jeg kan ikke lægge hovedet på blokken og sige, at vi altid træffer den rigtige beslutning. Men den her sag har været forbi Ankestyrelsen, som gav os medhold, og det bliver jeg nødt til at stole på, at den har vurderet korrekt, siger hun.

For få uger siden blev der afholdt et møde mellem kommunen, Amputationsforeningen og Steen Christiansen, og her blev konklusionen, at han skal klage over den nyeste afgørelse, og så vil kommunen genoverveje den.

Den 62-årige oplyser, at han i øjeblikket arbejder på en ny ansøgning.

- Jeg kan ingenting

Ifølge direktøren er der i den tidligere afgørelse fra Ankestyrelsen lagt vægt på, at kommunen kun er forpligtet til at kompensere for en borgers funktionsnedsættelse og ikke skal sørge for en forbedring.

- Og det her står selvfølgelig for min egen regning, men her tolker jeg Ankestyrelsens svar, som om de mener, at Steen ønsker forbedringer og ikke kompensation, siger Karen Storgaard Larsen.

Sagen kort

Steen Christiansen fik amputeret sit ben for godt to år siden, da en protese ifølge hans læge ville forbedre hans livsvilkår markant. I stedet blev amputationen starten på en hård kamp med Aabenraa Kommune, som gav ham et knæ, der i dag forhindrer ham i noget så basalt som at gå en tur.

Det mekaniske knæ, som Steen Christiansen fik bevilliget, koster omkring 83.000 kroner, mens det elektroniske, som han ville foretrække, koster cirka 200.000.


Spørger man Steen Christiansen mener han dog ikke, at han er blevet noget nær kompenseret for sin funktionsnedsættelse.

- Et par dage før amputationen var jeg ude og spille golf, og nu kan jeg ingenting overhovedet. Så må hun sige, hvad hun vil, men jeg fungerede lige op til operationen, siger han og påpeger, at han i øjeblikket ikke kan bevæge sig uden for på grund af sin protese.

En anden del af sagen tager direktøren dog på sig. Sagsbehandlerne er nemlig blevet kritiseret for at tale ned til borgerne, og her lyder det fra Karen Storgaard Larsen, at hvis en borger har haft den oplevelse, så er sagsbehandlingen ikke foregået, som den skal.

Annonce

En ny ansøgning

Direktøren slår fast, at det er aftalt med Steen Christiansen, at han skal klage over den nyeste afgørelse i sagen. Kommunen vil så genvurdere afgørelsen, også selvom Ankestyrelsen allerede har givet kommunen medhold ved en tidligere klage i sagen.


Et par dage før amputationen var jeg ude og spille golf, og nu kan jeg ingenting overhovedet. Så må hun sige, hvad hun vil, men jeg fungerede lige op til operationen.

Steen Christiansen


De to afgørelser skal ifølge formanden for Amputationsforeningen, Marianne Palm, ikke have en indvirkning på hinanden.

- Det er vigtigt, at der bliver set på den med et åbent sind. Der er masser af nuancer i Steens sag, og det er vigtigt, at også hans sociale forhold tages i betragtning, når den skal genovervejes. De her nuancer er ikke nået til ankestyrelsen i første omgang, men det sørger vi for, at de gør i den nye ansøgning, siger hun.

Steen Christiansen nævner da også selve ansøgningsprocessen som problematisk.

- Det var jo første gang, jeg udfyldte sådan en klage. Jeg havde slet ikke styr på, hvordan det fungerede. De fokuserer enormt meget på love og regler, og så er der ikke så meget fokus på det menneskelige, siger han.

Der er allerede nu lagt op til et nyt møde imellem Aabenraa Kommune og Amputationsforeningen, som ønsker et større samarbejde fremadrettet.

Annonce
Danmark

Onsdagens coronatal: 353 nye smittede

Annonce
Annonce
Annonce
Kolding For abonnenter

Ukrainer idømt fire års fængsel, udvisning og bøde på 71 mio kr. i stor sag om ulovlig cigaretfabrik: - Først i dette øjeblik er det gået op for mig, hvor alvorligt det er

Danmark

CureVacs vaccine opfylder ikke kriterier i afgørende studier: Den er kun 47 procent effektiv

Annonce