Annonce
Kolding

Direktør-fyring udløser ny kommunal organisation

Lars Rasmussen har været topdirektør i Kolding Kommune i årtier. Oprindeligt var han socialdirektør, og siden kom senior- og sundhedsområdet til. Fremover skal han igen koncentrere sig fuldt ud om socialområdet. Her hilser Lars Rasmussen på borgmesteren på Kolding Rådhus. Arkivfoto: Ludvig Dittmann
Tre nye forvaltninger ser dagens lys i Kolding Kommune fra og med 1. april. Afskedigelsen af børne- og uddannelsesdirektøren udløser ikke nye ansættelser af direktører udefra. Senior-, sundheds- og socialdirektør Lars Rasmussens ansvarsområde skrumper ind.
Annonce

Kolding: Byrådets afskedigelse af børne- og uddannelsesdirektør Helle Thiele tirsdag aften udløser en stor rokade og en helt ny organisation af Kolding Kommunes forvaltninger, men lige nu tyder intet på, at der skal ansættes nye direktører udefra.

Organisationsændringen træder i kraft om få dage den 1. april, og den indebærer blandt andet, at den nuværende og mangeårige social-, sundheds- og seniordirektør Lars Rasmussen mister en stor del af sit ansvarsområde. Fremover er han udelukkende direktør for socialområdet, som får sin egen forvaltning.

Til gengæld oprettes en ny senior- og sundhedsforvaltning, hvor hele fritidsområdet også kommer til at høre til. I få dage endnu er det en del af den nuværende børne- og uddannelsesforvaltning, hvor der også kommer til at ske store forandringer.

Den nye senior-, sundheds- og fritidsforvaltning får nuværende senior- og sundhedschef Annette Lund som konstitueret direktør resten af året, hvorefter politikerne tager stilling til, om hun skal blive i jobbet, hvis hun ellers ønsker det - eller om det skal slås op.

Og så får nuværende direktør for beskæftigelses- og integrationsområdet, Michael Petterson, udvidet sin ansvarsområde ganske betydeligt. Han bliver nemlig sat i spidsen for en ny børne-, uddannelses- og arbejdsmarkedsforvaltning, som altså får fokus på kommunens børn lige fra de er helt små, og til de skal ud at tjene deres egne penge.

Ny organisation

  • Den nye organisation i Kolding Kommune ser således ud pr. 1. april:
  • Centralforvaltningen: Kommunaldirektør Thomas Boe (uændret).
  • By- og udviklingsforvaltningen: Direktør Merete Dissing (uændret).
  • Børne-, uddannelses- og arbejdsmarkedsforvaltningen: Direktør Michael Petterson.
  • Senior- og sundhedsforvaltningen: Konst. direktør Annette Lund
  • Socialforvaltningen: Direktør Lars Rasmussen
Annonce

Laget under

Kolding Byråd godkendte den nye organisation på sit lukkede møde tirsdag aften i forbindelse med afskedigelsen af Helle Thiele, som må forlade Kolding Kommune efter, at der er konstateret et omfattende overforbrug og økonomisk rod i hendes forvaltning.

Efter mødet siger borgmester Jørn Pedersen (V), at organisationsændringerne har været undervejs et stykke tid.

- I forbindelse med den nye sundhedsreform, som sætter mere fokus på det nære sundhedsvæsen, er der ingen tvivl om, at kommunerne får et endnu større ansvar.

- Samtidig stiger antallet af ældre, og flere ældre bevæger sig også mere i forhold til deres sundhed. Derfor giver det god mening med en forvaltning, der øger vores fokus på sundhed og det stigende antal af ældre, siger borgmesteren.

Om den rene socialforvaltning med Lars Rasmussen ved roret siger han, at "socialområdet er voldsomt udfordret i fremtiden, så det er virkelig noget, vi skal have fokus på" , og i forhold til Michael Pettersons nye superforvaltning siger borgmesteren, at "børnene jo i sidste ende skal ud at arbejde, selvom de selvfølgelig ikke skal gå og tænke på det altid i skoletiden". Børn spiller også en stor rolle for integrationen, påpeger han.

Processen med at oprette de nye forvaltninger kommer til at ske i samarbejde med medarbejder-organisationen.

- Og så skal vi have en god drøftelse af, hvordan vi sikrer fagligheden i laget lige under direktørerne. Det har vi ingen svar på lige nu, siger borgmesteren.

I laget lige under direktøren i børne- og uddannelsesforvaltningen sidder skolechef Lars Svenson, som har været tæt på de dispositioner, som nu har kostet Helle Thiele jobbet.

Får de kommende ændringer i organisationen konsekvenser for skolechefen?

- Det har jeg ingen kommentarer til, svarer Jørn Pedersen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Esbjerg

Livsfarlige udspring i lystbådehavn: Unge badegæster blev bortvist fra Esbjerg Strand

Annonce