x
Annonce
Esbjerg

Direktører for SEPE og Fimus ser ind i kaos og milliontab

Fiskeri- og Søfartsmuseet og Sport & Event Park Esbjerg er nogle af de hårdt pressede idræts- og kulturinstitutioner i Esbjerg Kommune. Collage: Heidi Bjerre-Christensen
Direktørerne for henholdsvis Sport & Event Park Esbjerg og Fiskeri- og Søfartsmuseet ser begge ind i tab i størrelsesordenen to millioner kroner som følge af krisen i kølvandet på coronavirus.

Esbjerg: To mastodonter inden for henholdsvis idræt og kultur i Esbjerg Kommune, Sport & Event Park Esbjerg (SEPE) og Fiskeri- og Søfartsmuseet (Fimus), ser ind i tab i størrelsesordenen to millioner kroner hver i kølvandet på sundhedskrisen som følge af corona og de beordrede lukninger fra regeringen og Folketinget.

Direketør i SEPE Niels Bækgård siger til JydskeVestkysten, at estimatet for det økonomiske tab i marts alene er omkring 2,2 millioner kroner.

- Vi har nul aktiviteter herude. Vi sælger ikke billetter til Svømmestadion Danmark, skøjtehallen er lukket, og da vi måtte aflyse Bike Challenge med 1500-1600 deltagere i denne måned, kostede det et sekscifret beløb. Sidstnævnte søger vi kompensation for gennem ordningen for arrangører af større arrangementer. Lige nu er vi ved at udarbejde et estimat for april, maj og juni. Hvis vi ikke kan opnå lønkompensation - enten med hjælp fra kommunen eller gennem statens hjælpepakke - så må vi i gang med at opsige medarbejdere, og vi skal gerne have svar inden månedens udgang, så vi kan opsige inden den første, forklarer Niels Bækgård.

SEPE har cirka 125 ansatte - omregnet til fuldtidsstillinger er der 67 årsværk - men de fleste er sendt hjem. Ifølge Bækgård er der seks-syv tilbage til at holde skansen.

Annonce

Ekstrem situation

David Dupont-Mouritzen, museumsdirektør for Fiskeri- og Søfartsmuseet, kalder påvirkningen fra regeringens initiativer "ekstrem":

- Vi har ingen gæster, og mere end halvdelen af vores omsætning - 57 procent - er egenforretning. Resten er tilskud for kommune og stat. Vi ser ind i en fremtid med mange ubekendte, men vores estimat med en potentiel lukning også i april og reduktion i omsætningen på 50 procent resten af året vil give et underskud på omkring 2,4 millioner kroner. Hvis ikke vi får lov at åbne i sommerferien, er situationen fuldstændig kaotisk. Selv med hjælpepakker vurderer vi, at situationen udløser et underskud på omkring 1,9 millioner kroner, oplyser museumsdirektøren.

Der er stillinger for i alt 31 årsværk på Fiskeri- og Søfartsmuseet, og alle er sendt hjem. Et nødberedskab tager sig naturligvis af tilsyn med fisk og sæler, der skal fodres.

Begrænset likviditet

- I forvejen er vi blevet hårdt beskåret inden coronakrisen. De seneste fem år har vi mistet offentlige tilskud på 1,3 millioner kroner, og vi har på den konto allerede reduceret mærkbart i medarbejderstaben. Der er ikke fedt at skære bort, og dermed bliver der igen ting, vi må stoppe med. Vi kommer kort sagt til at navigere i oprørt hav, men jeg håber og tror, vi nok skal finde en vej. Vi er en central institution, som er vigtig for Esbjerg, og vi bidrager væsentligt til hele regionens samlede attraktivitet over for både lokale, besøgende og udenlandske turister, siger David Dupont-Mouritzen.

Fiskeri- og Søfartsmuseet har heller ikke nogen formue at trække på, og det betyder, at museets likviditet er meget begrænset. I forhold til de kendte udviklingsplaner af Fimus kører de videre som planlagt med forundersøgelser:

- Ambitionen er den samme, men hvordan det ser ud med finansieringsmuligheder i fremtiden fra fondenes side finde må vi se på, når vi er ude på den anden side.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar

Byens butikker skal bruges - også efter coronakrisen

Fredag eftermiddag blev jeg ringet op. Min frisør havde taget fat i sin kalender og var begyndt at kontakte alle de kunder, hun har eller rettere havde en aftale med i sin salon. Min yngste og jeg stod for tur lige før påske, men den tid kan i sagens natur ikke gennemføres, så min udmærkede frisør ville lige høre, om hun måtte ringe mig op på den anden side. På den anden side af coronakrisen. Lad frisøren være bare et eksempel af mange på, hvordan de selvstændigt erhvervsdrivende kæmper for deres forretninger i disse uger. Frisøren får assistance fra Folketingets hjælpepakker, så hun regner med at klare sig, men hjælpepakker gør det ikke alene. For ville kunderne også være hos hende efter coronaen uden et opkald? HERMED TIL BUTIKKERNE i Aabenraas gågade: Mange af dem ligger lukkede hen, enkelte har genåbnet, og flere gør sig samme overvejelse. I denne uge blev vi på redaktionen kontaktet af Gitte Jensen og Solvejg Jensen fra henholdsvis Tinzon House og Ole Chokolade. De ville gerne fortælle, at de var begyndt at samarbejde nærmest under mottoet - køb lidt hos den ene og få noget med fra den anden også. Dette budskab havde de fortalt på Facebook, men som de konstaterede, er de sociale medier ikke alt, og de ville da gerne have lidt hjælp af os gennem både vores trykte og digitale platforme hos Jysk Fynske Medier. Her i kommunen og landsdelen JydskeVestkysten og Aabenraa Ugeavis. DEN SLAGS GØRES under sædvanlige omstændigheder i annoncer, men her har jeg så valgt undtagelsen - ikke for at hjælpe de to forretninger alene. Eller specifikt, men for at lade Gitte og Solvejg og deres butikker være eksemplet på, at krisetider tvinger virksomheder, forretninger og alle andre selvstændige til at lede efter nye veje til indtægterne. Som Gitte Jensen fra Tinzon House formulerer det: - Jeg tænkte, at vi ville være et godt match. For Solvejg og Ole Chokolade er det højsæson i påsken, og hvis nu vi kunne gøre noget i fællesskab, løfte noget sammen, kunne vi måske holde hjulene i gang. For de to butikker og alle andre kan vi håbe, at det lykkes. At de også vil være her på den anden side. For der kommer en dag, hvor normaliteten vender tilbage. Formentlig i små bidder, men også til den tid skal vi huske, at forretningslivet i gaderne kun er der, hvis det bruges. Af os. I DENNE TID har vi opdaget, hvad det vil sige, og hvordan det føles, når gaderne forekommer at være søndagsforladte hele ugen. I flere uger. Der mangler noget. Byens butikker har også brug for dit lokale engagement efter coronaen. Eller som Solvejg Jensen formulerer sit ønske: - Fra kunder hører jeg, at de føler sig skræmte over, at der er så lukket. Sådan kunne det måske blive engang. Vores håb er, at de vil købe lokalt. Og min egen frisør - hun kan bare ringe. PAS PÅ HINANDEN

Annonce