Annonce
Erhverv

Diskret maskinforhandler med flere end 1000 kunder i kartoteket

Jørgen Christiansen har solgt båndsave fra Bomar i 24 år og leveret cirka 2500 af dem. Foto: Carsten B. Grubach
JCV MachineTools i Kolding lever godt af at repræsentere 10 udenlandske agenturer i Danmark.

KOLDING: Fordøren ud til Fynsvej hos JCV MachineTools er altid låst.

Kunderne kender bagdøren, hvis de vil indenfor. Her sidder ægteparret Jørgen og Lillian Christiansen og handler med maskiner over hele verden.

– Før i tiden var det mest på messer, vi handlede, nu er det på nettet, siger 66-årige Jørgen Christiansen, der er uddannet maskinarbejder og siden 1984 har arbejdet i sit eget firma med at købe, sælge og servicere nye og brugte værktøjsmaskiner og tilbehør.

– Kunderne er ikke så trofaste længere, de sjakrer meget rundt, men vi har da flere end 1000 kunder i kartoteket. Vi gør meget i brugte maskiner og har ene-agenturet for import, salg og service for fabrikker i Tyskland, Tjekkiet, Polen, Japan og Taiwan, der er meget stærk på værktøjsmaskiner.

– Vi sælger i gennemsnit to maskiner om ugen og er nok mest kendt for at sælge båndsave fra Bomar. Det er i hvert fald de mest populære maskiner, vi har. Dem har vi solgt i 24 år og leveret cirka 2500 af, siger Jørgen Christiansen, der har sin kone til at hjælpe sig med regnskabet:

– Hun har styr på finanserne. Og hun er god til at få pengene hjem. Vi tjener godt nok til, at vi begge får vores udkomme, ellers ville vi jo ikke blive ved. I 2008-09 havde vi underskud, men siden er det bare gået fremad.

Annonce

JCV MachineTools

Jørgen Christiansen Værktøjsmaskiner blev grundlagt i 1984 af Jørgen Christiansen og blev i 2006 omdannet fra enkeltmandsvirksomhed til anpartsselskab.

Navnet blev i den forbindelse ændret til JCV MachineTools Aps.

Læs mere om maskinhandelsfirmaet i Kolding på www.jcv-machine.dk

Kun to ansatte

JCV MachineTools har et stort leveringsprogram fra de 10 agenturer at gøre godt med, og det er med årene blevet til mange leverancer af både lette og tunge maskiner, blandt andre en 45 ton tung portalfræsemaskine fra Taiwan, og Jørgen Christiansen har handlet med store danske virksomheder som Danfoss og Maersk, der skulle bruge en maskine til koncernens filial i Chile.

Og hvor mange ansatte er der så i JCV MachineTools?

– Kun os, siger Jørgen Christiansen og peger på sin kone, der sidder bag skrivebordet.

– Vi har været oppe på at være fem-seks stykker i alt. Til sidst havde jeg kun en montør, der havde været her i 26 år. Da han gik på pension, valgte jeg at bruge freelance montører. Jeg kan bruge dem alt efter, om det skal være el, styring, mekanik eller hydraulik, de er eksperter i. Men jeg kan da også godt tage en kedeldragt på og være med til at stille en maskine op.

Jørgen Christiansen udnytter sin store viden, når der skal handles maskiner, og han tager stadig til messer i Tyskland, Tjekkiet og Taiwan og møder kunder. Ellers bruger han ikke de store armbevægelser, og han har aldrig reklameret ret meget.

-Min fordel er, at jeg repræsenterer en række mindre agenturer, de store virksomheder har jo deres eget. Det er den vej, udviklingen går, siger maskinforhandleren.

Hans mangeårige erfaring og store kontaktflade er et stort plus for virksomheden, som fortsat vil være leveringsdygtig i blandt meget andet båndsave fra Bomar, vertikale CNC bearbejdningscentre fra Manford, drejebænke fra Jessey og boremaskiner fra Maxion.

I udstillingen kan man opleve både brugte og nye maskiner. Og så lige huske, at bruge bagdøren, hvis man vil indenfor.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Illegal indvandrig er alarmerende

Fra statistikkerne ved vi, at der er godt 800.000 indvandrere og efterkommere i Danmark. Opgørelserne siger naturligt nok ikke noget om den illegale indvandring, da de pågældende personer ikke er registreret. Men Rockwool Fonden har et skøn. Ved hjælp af en avanceret statistisk model vurderer Rockwool Fonden, at cirka 26.000 personer opholder sig ulovligt i landet. Det er en stigning på 18 procent, siden fonden kom med sin seneste rapport i 2016. Nyheden er alarmerende. Et er den lovlige immigration, der så sandelig også har skabt udfordringer. Men noget ganske andet er, at vores land åbenbart huser mennesker, vi intet aner om. Vi har således ikke mulighed for at tjekke, om de pågældende er farlige kriminelle eller måske endog terrorister. I sagens natur er der indbyggede usikkerheder i rapporten. Men ifølge fondens egen forskningsenhed holder det med 95 procents sandsynlighed stik, at mellem 23.000 og 29.000 personer lever under jorden her til lands. Hver og en af dem er en for mange. Tilsyneladende er der to former for illegal indvandring. Uvist hvordan lykkes det åbenbart nogle mennesker at snige sig hertil og gå i skjul. Andre indrejser lovligt, men opholder sig efterfølgende i Danmark i strid med lovgivningen. Blandt andet sker det åbenbart, at kinesere udnytter deres landsmænd som kummerligt betalt arbejdskraft i restaurationsbranchen. Kokkene kommer til Danmark i henhold til den såkaldte beløbsordning. Den sikrer på papiret kineserne en ganske udmærket løn. Men Fagbladet 3F skriver, at ingen eller kun få fridage samt groteske arbejdsuger kombineret med fradrag for kost og logi reducerer den reelle timeløn til omkring 25 kroner. Kinesiske kokke er næppe den store trussel mod rigets sikkerhed. Men de pågældendes ophold er ligeså ulovligt som alle andre illegale immigranters. Derfor er der også her behov for en energisk indsats med at opspore og udvise disse mennesker, ligesom deres arbejdsgivere naturligvis skal gøres ansvarlige.

Kolding

Efter krisemøde: Nyt forlig og fremtidens Kolding Havn ventes klar inden jul

Annonce