Annonce
Sport

Djokovic indleder titelforsvar med sejr over tysker

Issei Kato/Reuters

Novak Djokovic rundede en lang dag af med at slå Jan-Lennard Struff i grand slam-turneringen Australian Open.

Syv gange tidligere har Novak Djokovic vundet grand slam-turneringen Australian Open - senest i 2019.

Og den serbiske verdenstoer fik en god start i forsøget på at udbygge den rekord og nå til tops for ottende gang.

Djokovic vandt i første runde over den hårdt servende tysker Jan-Lennard Struff med cifrene 7-6, 6-2, 2-6, 6-1.

Det var 14. år i træk, at Djokovic nåede videre til anden runde i turneringen.

Ifølge tennisorganisationen ATP var det samtidig Djokovic' sejr nummer 900 på ATP-niveau, hvilket må siges at være lidt af en milepæl.

Men den andenseedede serber viste også svaghedstegn, da han tabte tredje sæt, og opgøret endte også med at være helt lige i første sæt mellem de to duellanter.

Djokovic måtte generelt arbejde hårdt for sejren over Struff, der er nummer 37 i verden.

Tyskeren kæmpede sig især flot tilbage i første sæt, hvor Djokovic var foran 5-2, inden tyskeren fik kontakt, og det hele skulle afgøres i tiebreak.

Her var Djokovic dog stærkest og vandt første sæt på sin tredje sætbold.

Derefter tog duellanterne et sæt hver, inden tyskeren tabte fjerde sæt på bare 23 minutter.

Djokovic var den sidste spiller på banen på førstedagen i Melbourne, hvor en del kampe blev udsat til tirsdag på grund af regn.

Djokovic har vundet 16 grand slam-titler i karrieren i single.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Møde blev en skandale

Flere deltagere udvandrede i vrede, da cirka 35 advokater og ejendomsmæglere var mødt frem til et arrangement, hvor Styrelsen for International Rekruttering og Integration, SIRI, ville orientere om de regler, der gælder for udenlandske EU-borgere, som ønsker at slå sig ned i deres egen bolig i Danmark. Den frustrerede reaktion er fuldt forståelig. SIRI’s direktør Kasper Højvang Kyed og kontorchef Inge Thomsen var med. Civilstyrelsen stillede med direktør Lene Volke Roesen. Og så blev der ellers talt sort. Men konklusionen blev, at for eksempel en tysker ikke kan købe et hus i Danmark og så få et EU-opholdsbevis med virkning fra overtagelsesdagen. I stedet skal huskøberen først tage ophold i en lejet bolig, søge opholdstilladelse og efterfølgende flytte ind i sin ejendom. Den fortolkning er helt urimelig. Helt vildt bliver det, når kontorchef Inge Thomsen antyder, at den stramme praksis skulle bunde i politisk uvilje mod, at for eksempel tyskere køber ejendom i Danmark for at bo her. Disse mennesker er altså fra vores egen kulturkreds. I flere tilfælde er der desuden tale om personer, der i forvejen taler dansk, fordi de enten tilhører det danske mindretal eller har forberedt sig vældig godt på det nye hjemland. Samtidig er der ofte tale om stærkt efterspurgt arbejdskraft. Her bliver der absolut ingen problemer med integrationen. Skulle danske politikere virkelig være modstandere af denne form for indvandring, bør de pågældende efter kontorchefens udmelding straks stå frem og forklare sig. Det bliver i så fald interessant at høre argumenterne. Nu var der lykkeligvis både ejendomsmæglere og jurister med til det skandaløse møde. De sidstnævnte bør undersøge, om SIRI’s praksis ikke er i strid med EU’s bestemmelser. I givet fald skal der anlægges en prøvesag. Den nuværende tilstand er helt uacceptabel. Mennesker med viljen og evnen til at gøre noget godt for Danmark og en kulturel baggrund som vores egen er naturligvis hjertelig velkomne – eller bør være det.

Annonce