Annonce
Danmark

DMI varsler lokale skybrud og torden: Se om det rammer dit område

Flere veje stod under vand på grund af skybruddet, der tirsdag eftermiddag blandt andet ramte Vejle. Foto: Local Eyes
Igen onsdag er der risiko for torden og skybrud i Jylland og på Fyn.

Opdatering: Bygerne over Jylland og Fyn er nu aftaget så meget i styrke, at skybrud ikke længere er sandsynligt, skriver DMI klokken 22 onsdag aften.

Der er varsel om lokale skybrud og torden, samt risiko for kraftig hagl og kraftige vindstød i hele Jylland og på Fyn onsdag fra klokken 16 og frem til klokken 01 natten til torsdag.

Det oplyser DMI.

Der kan lokalt falde mellem 15 og 25 mm regn på 30 minutter, og der er risiko for vindstød mellem 15 og 20 m/s.

Varslet gælder alle kommuner i hele Jylland og på Fyn.

Du kan se det lokale varsel på DMIs hjemmeside her.

"Meget varm og fugtig luft strømmer i dag op over Danmark fra syd. I den varme luft dannes kraftige regn- og tordenbyger, som trækker op over den vestlige del af landet," skriver vagtchef hos DMI, Henning Gisselø onsdag eftermiddag.

De kraftige regnbyger kan påvirke trafikken rundt omkring i landet.

"Endnu engang varsler DMI, at der kan komme skybrud. Dette kan medføre stor risiko for aquaplaning, så det er vigtigt at huske at sætte hastigheden ned, hvis man kører ind i et område med så kraftig regn," skriver Vejdirektoratet på Twitter.

I nat vil en koldfront passere og derefter bliver vejret noget mere fredeligt, oplyser DMI.

Onsdagens varsel om skybrud og torden er blot et af mange de seneste dage. I weekenden faldt store mængder regn i store dele af landet, og senest tirsdag var der lokale skybrud.

Det fik blandt andet åer og vandløb til at løbe over i Vejle, og kommunen informerede borgerne om, at der kunne hentes sandsække, hvis man var nervøs for at få oversvømmede kældre.

I Randers gik det hårdt ud over Vesterbakkeskolen. De store mængder vand trængte gennem taget og løb ned til el-installationerne, som kortsluttede, og pludselig var skolen helt uden strøm. Vesterbakkeskolen har derfor været lukket onsdag.

Også flere veje var udfordret af de store vandmasser, og flere veje var derfor lukket eller delvist lukket i løbet af tirsdag.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Nye tegn på jødehad er skændige

I disse dage er det 81 år siden den uhæmmede ondskab blev sluppet løs, da nazisterne og deres medløbere angreb jødiske synagoger, forretninger og hjem. Cirka 600 værgeløse mennesker blev myrdet i perioden mellem den 7. og den 13. november, mens omkring 30.000 blev sendt i koncentrationslejre som optakt til en forfølgelse, der senere blev uendelig meget værre med seks millioner myrdede jøder i den tysk kontrollerede del af Europa. Men en af de sørgeligste og mest tåbelige fordomme, nemlig antisemitismen, lever stadig – også her i Danmark. Således kan Randers Amtsavis berette, hvordan flere end 80 gravsteder på byens jødiske begravelsesplads natten til søndag blev skændet med maling og klistermærker i form af gule davidsstjerner med påskriften ”Jude”. Denne stjerne blev forfølgelsens symbol for ofrene, der var tvunget til at bære tegnet på deres religiøse tilhørsforhold fra 1941 og indtil deres død eller for de få heldiges vedkommende frem til krigens afslutning. Samme afskyelige klistermærke er også blevet placeret på postkassen foran en jødisk families bopæl i Silkeborg. Blandt antisemitismens mange fædre er uvidenhed, fordomme og banal trang til at gøre andre mennesker ondt. For rationelt tænkende mennesker er fænomenet derfor uforståeligt. I Danmark har der levet jøder i hvert fald siden 1600-tallet og måske endnu længere tilbage. Siden 1814 har jøderne haft nøjagtig de samme rettigheder som alle deres øvrige danske landsmænd og er en fuldt integreret del af vores fælles fædreland. Naturligvis har jødiske danskere ydet enorme bidrag til dansk kultur, videnskab og økonomi. Men reelt er der ingen grund til specielt at fremhæve den dansk-jødiske histories stjerner. Vores indbyggere med jødisk baggrund bidrager uanset deres position til vores samfund ganske som alle andre danskere. Og uanset religiøs baggrund har alle danskere ret til et liv i frihed og tryghed. Disse fornyede tegn på jødehad er ganske enkelt skændige.

Annonce