Annonce
Udland

Dobbelt lungetransplantation redder 28-årig covid-19-patient

Northwestern Medicine/Reuters
En 28-årig kvinde har som den første coronasmittede person i USA fået en dobbelt lungetransplantation.
Annonce

En 28-årig amerikansk kvinde måtte i juni gennemgå en dobbelt lungetransplantation for at overleve, efter at hun blev syg med covid-19.

Det skriver CNN mandag.

Kvinden ved navn Mayra Ramirez blev indlagt på Northwestern Memorial Hospital i Chicago 26. april med symptomer på coronavirus.

- Jeg kan kun huske at blive lagt i koma og at blive intuberet og så bare seks uger fuldstændig fyldt med mareridt, siger Mayra Ramirez til CNN.

- Nogle af mareridtene handlede om at drukne, hvilket jeg tror skyldes, at jeg ikke selv kunne trække vejret.

Undervejs i forløbet begyndte flere af Ramirez' organer at svigte, ligesom hendes lunger blev uopretteligt skadet på grund af infektionen med virusset.

Efter en måned i respirator fløj hendes familie til hospitalet for at sige farvel, da lægerne ikke var sikre på, om hun ville overleve.

Det var herefter, lægerne besluttede at forsøge en dobbelt lungetransplantation.

- Uden transplantationen ville hun ikke have klaret den, siger doktor Ankit Bharat, der leder hjerte- og lungeafdelingen hos Northwestern Medicine i Chicago, der er den overordnede hospitalsmyndighed.

Han tilføjer, at Mayra Ramirez havde adskillige komplikationer, der kunne knyttes til coronavirus.

Mayra Ramirez er det første kendte tilfælde i USA af en person, som gennemgår proceduren efter at have kæmpet med covid-19. Det oplyser Northwestern Medicine i en pressemeddelelse.

Hun blev opereret 5. juni og kommer sig nu i sit hjem.

Ramirez siger til CNN, at hun stadig er svag efter operationen, og at hun fortsat kæmper med at trække vejret.

- Det her er ikke noget svindelnummer. Den her virus er ægte, det mærkede jeg, siger hun.

Mayra Ramirez er en af mere end 4,6 millioner amerikanere, der er blevet smittet med coronavirus siden pandemiens start.

I alt har landet registreret 155.366 coronarelaterede dødsfald, viser tal fra Johns Hopkins Universitet.

/ritzau/

Link til CNN-artikel
Link til pressemeddelelse
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

Budskabet er forstået – vistnok

Ribe Esbjerg HH For abonnenter

Fjerde gang var lykkens gang: Ribe-Esbjerg på pointtavlen efter fredagsdrama i Lemvig

Annonce