Annonce
Kolding

Dobbelt pokal-triumf for KoldingQs ungdomshold

KoldingQs U15-hold vandt straffesparkskonkurrencen på hjemmebane og dermed pokaltitlen. Anfører og målmand Maja Poulsen reddede to skud i straffesparkskonkurrencen. Foto: Ole Sørensen / SportK
Både KoldingQs U15 og U18 vandt pokalturneringen torsdag aften. U18-pigerne slog Silkeborg med 7-1, og U15-holdet vandt straffesparkskonkurrencen på hjemmebane.

Kolding: KoldingQ hentede to pokaltitler hjem til hylden, da klubbens U15 og U18 piger var i aktion. På udebane i Silkeborg var der ikke stor spænding om udfaldet, da U18-holdet vandt 7-1 over Silkeborg. På hjemmebane fik de knap 500 tilskuere derimod meget mere spænding, da U15-holdet mødte Horsens, fortæller træner Oliver Lundgaard.

- Det var en rigtig pokalkamp. Vi dominerede første halvleg, og Horsens dominerede i anden halvleg, og det ender med, at Horsens kommer foran. Og så kæmper vi os tilbage og scorer i et minuts overtid. Der var lagt to minutter til i alt, siger Oliver Lundgaard, der siden januar har stået i spidsen for U15-holdet.

- I anden halvleg gør vi mange af de ting, vi havde aftalt, at vi ikke skulle. Mange berøringer og attituden faldt. Og da vi kommer bagud, falder attituden yderligere. Men vi kommer tilbage, siger Oliver Lundgaard.

Annonce
Vi fokuserer ikke vildt meget på resultaterne. Det er udviklingen, der er afgørende, og så kommer resultaterne som regel.

Oliver Lundgaard, træner for KoldingQs U15-hold

Boldpiger og borgmester

Scoringen af Malou Frisk i overtiden betød, at kampen skulle afgøres på straffe, og her startede Kolding med en afbrænder. Derefter snuppede Koldings anfører og målmand, Maja Poulsen, to skud, og Kolding skød resten i kassen og kunne derefter løfte pokalen og fejre sejren med en tur forbi McDonald's, som er blevet en tradition, når de har sejret.

- Uanset om vi havde vundet eller ej, så havde pigerne fået en oplevelse. Vi har gjort lidt ekstra ud af det. Der var boldpiger, en speaker og borgmesteren overrakte medaljen. Der var masser af forældre, der havde bakket op, så pigerne fik en god oplevelse, siger Oliver Lundgaard, der selv står tilbage med en god fornemmelse.

- Der var knap 500 gæster. Det er fedt at spille foran så mange. Det var sådan en rigtig pokalkamp med mange nerver, men vi fik styr på det, siger Oliver Lundgaard, der også glæder sig over, at U18 sejrede tirsdag aften, og det er ikke helt tilfældigt, at begge hold går hele vejen.

- Vi er meget udviklingsorienterede i klubben. Nogle gange træner spillerne med nogle, der er bedre og andre gange nogle, der er dårligere. Det vigtigste er at skabe et udviklingsmiljø – også på tværs af årgangene. Vi fokuserer ikke vildt meget på resultaterne. Det er udviklingen, der er afgørende, og så kommer resultaterne som regel, siger Oliver Lundgaard.

Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Skampletten i Vejen

I Vejen ligger der en vej, som ingen har kunnet bruge i nu et år. 22. oktober er det nøjagtig ét år siden, at landmanden Martin Lund Madsen kørte bigballer og andet ind på Skovgårdsvej, der blev anlagt på hans jord, og spærrede den. Han har Højesterets ord for, at Vejen Kommune brugte den forkerte lovgivning til at ekspropriere den nødvendige jord til vejen, og med kommunens kritisable forvaltning in mente spærrede han altså det sorte asfalttæppe. Lige nu betaler borgerne i den nærliggende by Askov en meget høj pris for dette morads, for konsekvensen af lukningen er blandt andet, at tonstunge entreprenørmaskiner tvinges ind gennem byen til stor fare for bløde trafikanter. Spørgsmålet er, hvor længe vi skal være vidner til denne helt urimelige gidseltagning? Vejen Kommune er helt rigtigt blevet kritiseret for en amatøragtig sagsbehandling. Den private ejendomsret er ikke ukrænkelig, her er Grundloven meget klar. Når hensynet til almenvellet taler for det, kan man ekspropriere borgernes private ejendom, men man må synes, at det offentlige skal forberede sig bedre, end Vejen Kommune har gjort i den aktuelle sag. Ikke alene har man spildt skatteydernes penge, man har på et fejlagtigt grundlag foretaget en ekspropriation, der ikke var lovmedholdelig. Det er en skandale. Men man må også samtidig sætte kritisk lys på landmand Martin Lund Madsens rolle, for han er en del af gidseltagningen. Det vil være mærkeligt, hvis ikke Vejen Kommune får lov at ekspropriere til den allerede anlagte vej, hvis ellers man kan få gjort sit forarbejde ordentligt, for selvfølgelig skal det offentlige kunne anlægge veje, når behovet er tilstrækkeligt stort. Men det kommer til at tage år, hvis også denne proces - nu efter den rigtige lovgivning - skal hele retssystemet igennem, som man må forvente, at Martin Lund Madsen vil trække den, og imens holdes et helt samfund som gidsel. Skal det virkelig kræve ofre, før man som voksne mennesker sætter sig og forhandler en løsning på plads?

Annonce