Annonce
Haderslev

Dokken er solgt: Nu kommer der igen liv i de 5500 kvadratmeter

Der har ikke været liv i 5500 kvadratmeter store bygning på Christian X's Vej i flere år. Nu har ejendomsinvestor Palle Seide købt Dokken af ejendomsinvestor Svend Erik Aaskov.Foto: Stine Hygum
Få dage efter at ejendomsinvestor Palle Seide har købt Dokken på Christian X's Vej, har han lejet halvdelen af den store bygning ud.

HADERSLEV: Nu kommer der igen liv i den 5500 kvadratmeter store bygning på Christian X's Vej, som bedst er kendt som Dokken.

Ejendomsinvestor Palle Seide har netop skrevet under på slutsedlen til den markante bygning:

- Jeg vidste, at jeg kunne leje lokalerne ud - allerede inden jeg købte den, siger han om sin nyeste investering.

Palle Seide har købt Dokken af en anden lokal ejendomsinvestor, nemlig Svend Erik Aaskov, som selv købte bygningen tilbage i 2016.

- Aaskov er en dejlig mand at handle med, siger Palle Seide.

Annonce
I løbet af ganske få dage har Palle Seide lejet omkring halvdelen af de 5500 kvadratmeter ud i Dokken. Det store lokale er stadig ledigt og Palle Seide er blandt andet i dialog med Power, Elgiganten og Harald Nyborg. Foto: Stine Hygum

Ikke kun lokal interesse

Interessen for at blive en af de nye beboere i Dokken har ikke kun været fra lokale. Palle Seide er også i dialog med en række virksomheder af den slags, som i dag får forbrugerne i Haderslev til at krydse kommunegrænser, når de skal handle.

Store virksomheder som Power, Elgiganten og Harald Nyborg er også blandt dem, som ejendomsinvestoren er i kontakt med og som har vist interesse for det store lokale i bygningen, der stadig er ledigt.

- Det passer ikke, når folk siger, at der aldrig sker noget i Haderslev. Jeg oplever, at der er stor interesse for byen, siger Palle Seide.

Foreløbig kan han afsløre, at der rykker en massør, nogle fysioterapeuter og et leasingfirma ind i Dokken. Det samme gør den nye sportsgren Padel tennis.

- Jeg har lejet omkring halvdelen procent af bygningen ud, siger Palle Seide og viser rundt på de 5500 kvadratmeter, som han håber igen kan blive et tilløbsstykke i nordbyen.

- Lejemålene er på mellem 200 og 2500 kvadratmeter og jeg indretter dem, så de passer til lejerne, siger han.

Håndværkerne rykker ind

Dokken har stået tom siden tæppehandler Jan Dam i 2012 måtte opgive at drive forretning i bygningen, hvor der i begyndelsen var tæpper, lamper, møbler og børnetøj.

Palle Seide beskriver bygningen som værende i fin stand.

- Håndværkerne rykker ind lige om lidt, siger han.

Der er lidt, der skal laves, inden de nye lejere rykker ind.

I en del af bygningen skal der nye lofter til - og så skal der være langt flere døre i den store bygning:

- Det bliver sådan, at lejerne får deres egen indgang, siger han og viser, hvor der skal laves en ny dør, så patienterne til fysioterapeuterne kan gå direkte ind til behandling.

Palle Seide forventer, at der for alvor kommer liv i Dokken igen i løbet af tre til fire måneder, når de nye lejere rykker ind.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Når de yngste skoleelever må vente urimeligt længe på bussen

Det skulle være så godt alt sammen, da den tidligere regering tilbage i begyndelsen af året foretog en justering på folkeskoleområdet sammen med Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre. Justeringen handlede blandt andet om at gøre skoledagen kortere for eleverne i indskolingen – altså på klassetrinene 0. – 3.-klasse. Med aftalen blev partierne på Borgen enige om at skære to timer og et kvarter af skoleugen for eleverne, der er i alderen fra seks til ni år. Med den kortere skoleuge blev der skabt mere frihed og også større faglighed. Lød det fra politikerne. For nogle elever rundt på en del af Vejen Kommunes folkeskoler er det dog så som så med de gode intentioner. I hvert fald halter det noget, når det gælder friheden, som vi beskriver på forsiden af denne sektion. Virkeligheden på mange skoler er blevet en helt anden. For det kan godt være, at flere af skoledagene er blevet kortere. Men det er i hvert fald ikke ensbetydende med, at eleverne så også kan nyde friheden – slet ikke hjemme. Et sted mellem 40 og 70 skoleelever rundt i kommunen kan nemlig slet ikke komme hjem, når det ringer ud ved 13.15-tiden. De må i stedet vente helt op til en time på, at bussen ruller op foran deres skole. Og med en vis transporttid er nogle af eleverne klar til at stille skoletasken hjemme i privaten lidt før klokken 15 – altså en time og tre kvarter senere. - Det synes jeg ikke, at vi kan være bekendt. Jeg mener, at busafgangene bør tilpasses skolens ringetider, lød det fra det socialdemokratiske byrådsmedlem, Elin Winther, på byrådsmødet tidligere på ugen. Og S-politikeren har en pointe. Rigtig mange politikere fik via de nyinstallerede mikrofoner i den nye byrådssal tildelt ordet. Og selv om der var forståelse for problematikken med ventetiden, så besluttede et stort flertal, at der ikke bliver ændret på forholdene. Dels fordi det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at ændre på bustiderne, og dels fordi det vil koste Vejen Kommune omkring 900.000 kroner årligt at tilpasse busserne de ringetider, som der er på de pågældende skoler. Flertallet har talt. Og sådan er demokratiets spilleregler. Men det rokker ikke ved, at Udvalget for skoler og børn med rimelighed godt kan kigge på problematikken engang til. Altså en ommer. Er der da virkelig ingen mulighed for at foretage et eller andet indgreb, der kan løse op for den urimelighed, som disse skoleelever oplever? Indrømmet; Nu er det ikke sådan, at de oplagte svar bare blæser i vinden. Men ventetiden synes altså at være for lang for disse seks til niårige. Intentionerne i justeringerne på folkeskoleområdet var i hvert fald en ganske anden. GOD 3. SØNDAG i advent

Annonce