Annonce
Esbjerg

Dom: 30-årig tog kollega på bryst og baller

En mand er ved retten i Esbjerg blevet fundet skyldig i blufærdighedskrænkelse af en kvindelig kollega. Fotoet er et genrefoto uden forbindelse med den aktuelle straffesag, hvor der er nedlagt navneforbud. Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix
Omsorg for en kollega med kæresteproblemer blev sidste sommer misforstået af en 30-årig mand, der forgreb sig på sin kvindelige kollega. Manden er ved retten i Esbjerg fundet skyldig i blufærdighedskrænkelse.

Esbjerg: En fest sidste sommer med grill og øl-bowling endte med en meget ubehagelig oplevelse for en kvinde sidst i tyverne, der i sit eget hjem blev udsat for seksuelle tilnærmelser fra en mandlig kollega på 30 år.

Episoden fandt sted i kvindens lejlighed i det centrale Esbjerg.

Den 30-årige mand havde knas i parforholdet og havde været ked af det under festen, og kvinden havde trøstet ham, holdt ham i hånden og talt med ham om problemerne.

Annonce

Manden ønskede ikke at sove hos sin partner, og det var planen, at han skulle overnatte hos den kollega, der holdt fest, men den kvindelige kollega havde tilbudt ham, at han kunne låne en sofa hos hende, hvis han ikke ville vente på, at festen sluttede.

Upassende

Kvinden forlod festen omkring klokken 01.00 og tog hjem, og cirka halvanden time senere ringede en veninde og sagde, at den mandlige kollega gerne ville tage mod tilbuddet om at låne sofaen, og veninden ville komme forbi med ham.

I lejligheden opførte manden sig efter kvindens udsagn ”super-upassende” og tog hende flere gange på bryster og balder og forsøgte at kysse hende. Kvinden sagde ad flere omgange tydeligt fra og bad ham stoppe.

Kvinden gik i seng, mens den berusede kollega blev lagt til at sove på sofaen i stuen. Kort efter kom han kun iført underbukser ind til kvinden og forsøgte at lægge sig under hendes dyne, og kvinden sagde igen tydeligt fra.

Annonce

Stenkast

Så hørte kvinden, at der blev der kastet sten mod hendes rude, og det viste sig at være kollegaens kæreste, der via en sporings-app kunne se, at manden var i lejligheden. Hun råbte, at hun skulle sende manden ned, og det fik ham på benene og i tøjet og ud ad døren.

Efter episoden var kvinden meget i tvivl om, hvordan hun skulle tackle situationen, blandt andet frygtede hun for reaktionerne fra chefer og kolleger, og hun rådførte sig med både veninder, sin mor og sin kæreste.

Efter cirka en måned besluttede hun sig for at fortælle om episoden.

De to parter er i store træk enige om hændelsesforløbet, indtil de ankom til lejligheden. Manden har erkendt, at han har taget kollegaen på bagdelen og forsøgt at kysse hende, men at han ikke opfattede hendes afvisning som endelig, og at han derfor troede, hun var interesseret i mere.

Annonce

Omsorg

- Der er tale om en kvinde, der af ren og skær omsorg for en kollega tilbyder ham en sofa. Der har ikke været noget i luften mellem dem, og det er mig en gåde, at vi kan stå her i 2021, og at en mand ikke kan forstå et nej, sagde anklager Mette Møller.


Det er mig en gåde, at vi kan stå her i 2021, og at en mand ikke kan forstå et nej.

Mette Møller, anklager.


- Det her er ren MeToo. Der skal være plads til noget interaktion to mennesker i mellem. Min klient har følt, at der var en flirt i luften og har forfulgt den, og kvinden har ikke været klar i sin afvisning, og efterfølgende har hun fået dårlig samvittighed overfor sin nye kæreste og har villet dække over det med de beskyldninger her, mente Casper Strandby, der var forsvarer for den 30-årige mand.

Manden selv gav i retten udtryk for, at han stillede sig uforstående overfor, at der var kommet en sag ud af det, og at konsekvenserne ville blive meget store for ham.

– Jeg taber uanset hvad. Bliver jeg dømt, bliver jeg fyret, og bliver jeg frifundet, bliver jeg formentlig i bedste fald forflyttet, lød hans sidste ord inden dommen.

Og efter lang tids votering var det en splittet domsmandsret, der vendte tilbage til retslokalet med en dom.

En voterende ville frifinde manden, men flertallet på to fandt ham skyldig i at have krænket kvindens blufærdighed ved at have taget hende på brystet og have forsøgt at kysse hende.

Dommen kom til at lyde på 10 dagbøder á  750 kroner.

Den 30-årige mand udbad sig 14 dages betænkningstid med hensyn til en eventuel anke af sagen.

Navneforbud

Der er fra rettens side nedlagt navneforbud i sagen, for at offeret ikke skal kunne identificeres.

Den dømte blev sygemeldt i november, og han har været hjemsendt fra sit arbejde siden tiltalen blev rejst i januar.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce