Annonce
Danmark

Dommen er faldet: Formand for forening for kræftramte børn dømt for millionbedrageri

Retten i Odense har fredag formiddag afgjort den meget omtalte sag om indsamlinger foretaget af Foreningen for Danske Kræftramte Børn, der havde hovedsæde i Odense. Foto: Katrine Becher Damkjær
Den lange sag om Foreningen for Danske Kræftramte Børn og dens svindelanklagede formand og næstformand er fredag blevet afgjort. Retten i Odense har fundet formanden skyldig i groft bedrageri for 2,2 millioner, mens næstformanden er blevet frifundet.

Fyn: En fynsk mand på 30 år er fredag fundet skyldig i sagen om svindel med indsamling til kræftsyge børn. Den 30-årige, der var formand for Foreningen for Danske Kræftramte Børn, er blevet straffet med halvandet års fængsel, hvoraf kun tre måneder som udgangspunkt skal afsones.

Resten er betinget og bliver kun udløst, hvis han begår ny kriminalitet i løbet af de næste to år eller ikke overholder vilkårene om, at han skal udføre 200 timers samfundstjeneste og være under tilsyn af Kriminalforsorgen. Formanden vil desuden få konfiskeret et beløb på 2.275.000 kroner, har retten bestemt.

Den medtiltalte mand på 29 år, der er fætter til formanden og var næstformand i foreningen, er blevet frifundet. Hans rolle er ifølge retten uklar, og der har ikke været bevis for, at han har deltaget i svindlen.

Formandens forsvarer, Michael Lindquist, oplyser til avisen, at dommen ankes til landsretten med henblik på at få hans klient frifundet. Forsvareren påpeger, at ingen af virksomhederne meldte foreningen til politiet, og at sagen formentlig kun opstod, fordi Nordfyns Bank efter en overførsel på 100.000 kroner til et callcenter i Malaga fik mistanke om hvidvask og gik til bagmandspolitiet:

- Hvis ikke banken havde foretaget anmeldelse til SØIK, da banken betalte den første faktura, havde der ingen sag været - det er helt absurd, skriver Michael Lindquist i en mail.

Annonce

Dømt for mindre end i tiltalen

Retten har fredag slået fast, at foreningen indsamlede 4,7 millioner kroner, og at det kun var højst lidt over en halv million, der endte med at gå til kræftramte børn og kræftafdelinger på hospitaler. Der var rejst tiltale for bedrageri for 4,2 millioner, men retten har vurderet, at der var tale om svindel for 2,2 millioner.

Beløbet er blandt andet fastsat ud fra et vidne, der var telefonsælger i et callcenter i Malaga. Ifølge vidnet fortalte han virksomheder, at 60-65 procent af donationerne ville gå til kræftsyge børn og deres familier. De 2,2 millioner (eksklusiv moms) svarer netop til 60 procent af de indsamlede penge og er altså det tab, retten mener, virksomhederne har lidt ved svindlen.

Af dommen fremgår det, at to af domsmandsrettens tre medlemmer stemte for at dømme formanden. Den sidste har derimod ikke fundet det bevist, at virksomhederne blev snydt til at donere penge i den tro, at de fleste af pengene ville gå direkte til kræftramte børn.

Begge fætre har gennem hele sagen, der blev kendt gennem TV2's program Operation X i 2017, nægtet sig skyldige i anklagerne om groft bedrageri.

Formanden forklarede under sagen, at foreningen ikke havde lovet virksomhederne, der donerede, at størstedelen af pengene ville gå til kræftramte børn og danske hospitalers kræftafdelinger.

Ville frifindes

Fætrenes forsvarere talte under proceduren ved sidste retsmøde den 29. januar for, at de to mænd burde frifindes.

- Der er ikke ført bevis for, at min klient skulle have haft forsæt til at begå bedrageri. Og der er heller ikke bevis for, at han skulle have fået en viden om callcentrene, der gjorde, at han skulle gribe ind, sagde formandens forsvarer, Michael Lindquist.

Det var to callcentre i Malaga og Barcelona, der på vegne af foreningen ringede til virksomheder i Danmark. Det fik de 40 procent af pengene for - men de fik kun betaling, når de fik en donation i hus.

Forsvareren kritiserede, at politiet kun har ført få vidner fra virksomhederne, der har doneret penge.

- Der står 3303 virksomheder i anklageskriftet. Vi har hørt fra 8-10 virksomheder. Man har ikke gjort sig den ulejlighed at spørge resten, indvendte han.

Næstformandens forsvarer, Jan Hollmén Olesen, påpegede, at hans klient kun har haft en mindre rolle:

- Han har ikke fået noget ud af det selv, men har drevet med strømmen og ladet andre styre. Han har ikke haft forsæt til noget kriminelt, sagde han.

Anklager var åben for rabat

Senioranklager Heidi Colbæk har under sagen blandt andet fortalt, at der på foreningens hjemmeside og i dens brochurer stod, at foreningen var baseret på 100 procent frivilligt arbejde.

- Hvis retten kommer frem til, at der ikke er begået bedrageri, så accepterer man, at omkring 90 procent af pengene er gået til administration, pointerede hun i slutningen af januar.

Flere vidner fra virksomheder, der donerede penge, har fortalt, at de havde indtryk af, at størstedelen af donationerne ville gå til det velgørende formål.

Ifølge anklageren burde straffen som udgangspunkt være omkring tre års ubetinget fængsel, når der er tale om så store beløb. Men fordi forholdene ligger helt tilbage i 2016 og 2017, var hun åben for, at retten kunne vælge at give en rabat på grund af den lange tid, de tiltalte har måttet vente på sagen.

Det kunne være i form af en kombinationsdom, hvor noget af straffen var betinget og resten ubetinget, forklarede hun den 29. januar.

Og det blev altså netop resultatet i dommen, hvor retten lægger vægt på, at formanden ikke tidligere er straffet, at han har gode personlige forhold, og at der er gået lang tid, siden bedrageriet fandt sted.

Den dømte formand har afvist at stille op til interview med Fyens Stiftstidende, da han efter sagen ikke anser avisen for at være et troværdigt medie.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kolding

Se billeder og video fra luften: Kolonihaver totalt oversvømmet

Leder For abonnenter

Forløb om udligning er uskønt

Selvom Danmark er et lille land, er der betydelig forskel på de økonomiske vilkår i de enkelte lokalområder. Derfor er det sund fornuft med kommunal udligning, så borgerne kan få i hvert fald nogenlunde ens levevilkår, uanset om de bor i et velhaverområde nord for København eller i en kommune, der for eksempel er udfordret af mange ældre, plejekrævende borgere og lave husstandsindkomster. Ordninger af denne karakter vil nødvendigvis skabe splid. Nogle kommuner vil føle, de skal aflevere for meget, mens andre oplever at modtage for lidt. Men for at acceptere ordningen er det i det mindste nødvendigt, at man lokalt kan forstå den. Her er det tilsyneladende gået helt galt med regeringens udspil til en udligningsreform. Flere borgmestre erkender, at de ganske enkelt ikke begriber resultaterne, selv om regeringen lidt efter lidt er rykket ud med flere detaljer og regnestykker. De frustrerede borgmestre får opbakning fra professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der kalder forløbet rodet og kaotisk. Bedre bliver det ikke af, at der undervejs havde sneget sig en regnefejl på 200 millioner kroner ind i udspillet. Fejlen er erkendt, undskyldt og rettet. Men ellers mener Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, at alt er i bedste orden. Processen har været som ved foregående udligningsreformer, og ingen tal bliver holdt hemmelige. Per Nikolaj Bukh mener til gengæld, at informationerne er kommet for langsomt og kun afleveret under pres. Han foreslår derfor, at den store reform bliver sat på pause. Ligefrem at standse et så omfattende projekt midt under forhandlingerne er nok at gå en kende for vidt. Men det ville klæde regeringen at erkende, at håndteringen har været uskøn, hvilket da også har fået De Konservative og Liberal Alliance til at forlade forhandlingsbordet på grund af manglende informationer, mens Venstre kun tøvende mødte op – ligeledes fordi partiet, følte de på forhånd vidste for lidt.

Kolding

Se læsernes vilde billeder af oversvømmelserne: Her plejer folk at gå og cykle

Annonce