Annonce
Udland

Dommer tillader Missouris eneste abortklinik at holde åbent

Saul Loeb/Ritzau Scanpix
Indtil der er truffet afgørelse om en licensfornyelse, får en abortklinik i St. Louis lov til at holde åbent.

En dommer i USA har mandag givet delstaten Missouris eneste abortklinik, der ligger i byen St. Louis, lov til at forblive åben indtil videre. Det sker, mens en sag om klinikkens licens udspiller sig i retten.

Afgørelsen faldt på anmodning fra organisationen Planned Parenthood, der er en slags mødrehjælp med lægeklinikker, der blandt andet udfører aborter.

Beslutningen fra dommer Michael Stelzer i byen St. Louis er en sejr for rettighedsgrupper, der kæmper for retten til abort.

I maj afviste Missouris sundhedsministerium at forny klinikkens tilladelse til at udføre aborter. Det skete med henvisning til bekymring over patientsikkerheden på stedet, herunder "mislykkede kirurgiske aborter" samt lovovertrædelser.

Med mandagens afgørelse har dommer Michael Stelzer beordret sundhedsministeriet i Missouri til at vurdere abortklinikkens licens inden 21. juni.

Samtidig påpeger Stelzer, at hans beslutning ikke er afgørende for, om licensen bliver fornyet eller ej.

Leana Wen, der er administrerende direktør for Planned Parenthood Federation of America, kalder afgørelsen "en klar sejr for vores patienter og for Missouris indbyggere".

Men hun understreger, at retten til abort fortsat er truet.

- Vi så, hvor tæt på det var, at politikere fik sat en stopper for retten til abort i en hel stat. Kvindernes helbred i USA er i undtagelsestilstand, udtaler Leana Wen.

Ifølge Planned Parenthood har ingen amerikansk delstat været uden en abortklinik siden 1974. Det var året efter den amerikanske Højesterets "Roe mod Wade"-afgørelse, der sikrer retten til abort.

Licens-striden kommer, mens politikere i mange konservative delstater i USA, inklusive Missouri, godkender strammere abortlovgivning, der sigter mod at gøre op med afgørelsen fra 1973.

Den 24. maj underskrev Missouris guvernør, Mike Parson, et lovforslag, der forbyder abort efter otte ugers graviditet - også hvis der er tale om voldtægt eller incest.

Læger kan straffes i op til 15 år, hvis de udfører en abort efter ottende uge i Missouri.

Hvis det lykkes konservative kræfter at få USA's Højesteret til at forkaste "Roe mod Wade"-afgørelsen, så betyder det dog ikke, at retten til abort bortfalder i hele USA.

Liberale stater som Californien og New York vil i deres egen lovgivning holde fast i retten til abort.

/ritzau/AP

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kommentar For abonnenter

Kommentar: Ku' vi andre ikke få sådan en p-billet?

De er slet ikke dumme, politikerne i byrådet. Når de holder møder, trækker tingene af og til i langdrag. Og pludselig bliver de nødt til at afbryde deres møder, fordi de skal til at stille p-skive i deres biler. De føler sig simpelthen generede både af at skulle rende og stille skiverne og så det, at det ofte kniber med overhovedet at finde ledige pladser i området tæt ved rådhuset. JydskeVestkysten fortalte historien i mandags, og mon ikke rigtig mange læsere kunne genkende den irritation, der blusser op i én, når man skal afbryde det, man er midt i, for at stille på den forbandede p-skive? For slet ikke at tale om det der med at tøffe rundt i sin bil for kun at opleve kantstenen tapetseret med parkerede biler, så man slet ikke kan finde en plads, med mindre man er klar på en halv Hærvejsmarch? Men historien bød så også - vi kalder overordnet genren for konstruktiv journalistik - på den helt rigtige løsning og viste vores byrådspolitikere som handlekraftige og løsningsorienterede mennesker. De har nemlig løst hele miseren på en måde, som byder til inspiration for kommunens øvrige borgere. I erkendelse af, at det simpelthen ikke dur det der med at skulle spæne frem og tilbage for at stille p-skiver - man bliver jo afbrudt hver anden time - har politikerne udstyret sig selv med en p-tilladelse til at holde på pladsen foran rådhuset. De fleste i hvert fald. 10 af byrådets 31 medlemmer må i forvejen holde i rådhusets egen p-kælder, og Hans Erik Møller fra Socialdemokratiet springer over, da han kan på grund af en øjensygdom dårligt se noget, så han kører ikke bil. Men resten har altså fået løst deres problem, og spørgsmålet er, om ikke man bare skulle udvide ordningen? Til at begynde med er der på rådhuset mange hundrede ansatte, der hver morgen indleder arbejdsdagen med øvelsen overhovedet at finde en plads i en stadig større periferi omkring rådhuset. Stik dem sådan et p-kort. Så er der alle os andre, som jo også af og til slås lidt med det parkering, ku' vi ikke også få sådan et p-kort? Som byrådspolitikerne selv har erkendt, er det altså forstyrrende at skulle forlade sit arbejde hver anden time for at stille p-skiven, ligesom der jo også om morgenen kan være rift om de pladser, der nu engang er til rådighed, men det ville hjælpe lidt på vores trængsler med sådan en tingest i forruden. Nogle af politikerne, som Socialdemokraternes gruppeformand Søren Heide Lambertsen, synes, at disse p-tilladelser lugter lidt af særligt privilegium - ja, hvor får han det fra? Det er ikke en "idé, der er groet i min have", siger han, der som medlem af økonomiudvalget i øvrigt er sikret en af de forjættede p-pladser i kælderen under rådhuset. Nej, det kan godt være, at idéen ikke er groet i socialdemokratiets rosenhave, men resten af partiets gruppe går nu lidt mere praktisk til værks og har ikke så fine fornemmelser, for de synes altså, det er irriterende med det løberi: Det blev derfor et stort ja-tak til de særlige politiker-tilladelser fra socialdemokraterne. Selv Enhedslistens Sara Nørris, der jo som partimedlem per definition elsker kollektiv trafik og ser privatbilismen som det næstondeste efter Djengis Khan, har strakt hånden frem, fordi hun af og til også bliver nødt til at hive bilen ud af garagen for at kunne nå alle sine gøremål: "Der er nogle, der bor så langt væk fra rådhuset, at det bliver besværligt for dem med offentlig transport, når de også skal passe deres almindelige arbejde før eller efter et udvalgsmøde", som hun siger. God søndag.

Annonce