Annonce
Sport

Domstol afviser at lade Benzema slippe i afpresningssag

Susana Vera/Reuters
Politiets metoder var lovlige, da Karim Benzema blev indblandet i en sag om afpresning af landsholdskammerat.

Den franske angriber Karim Benzema er fortsat under anklage for at have deltaget i afpresning af sin daværende landsholdskollega Mathieu Valbuena i 2015.

Det skriver den franske sportsavis L'Equipe.

Real Madrid-spilleren Benzema havde sammen med to andre anklagede i sagen anmodet appeldomstolen i Paris om at afvise sagerne mod dem, fordi de mente, at politiet havde brugt ulovlige metoder.

Men appeldomstolen i Paris afviste Benzemas anmodning, og dermed kan anklageren nu begynde at forberede en retssag, som stjerneangriberen altså kan blive en del af.

Det hele går tilbage til juni 2015, hvor Benzema som vanligt var udtaget til det franske landshold i forbindelse med en landskamp. Men opholdet i landsholdslejren udviklede sig noget anderledes end normalt.

Ifølge anklagen var Benzema indblandet i afpresning af sin daværende landsholdskammerat Mathieu Valbuena. Real Madrid-angriberen agerede angiveligt mellemmand for en ven, der var kommet i besiddelse af en sexvideo med Valbuena og krævede penge for ikke at lække den.

Kort efter blev Benzema suspenderet fra landsholdet, så længe sagen stod på. Det har den gjort i mere end fire år nu.

Han har indrømmet, at han henvendte sig til Valbuena angående den sexvideo, som en barndomsven var kommet i besiddelse af. Men han nægter at have deltaget i pengeafpresningen.

Ifølge Benzema-lejren har en politimand, der arbejdede undercover i sagen, brugt ulovlige metoder til lokke Benzema ind i samtaler om pengeafpresningen.

Ifølge Real Madrid-stjernen er politimanden blevet ved med at kontakte Benzema om emnet, selv om han havde sagt, at han ikke ville være en del af det.

Men domstolen i Paris slog fast, at politiets arbejde var inden for reglerne, hvorfor Benzemas anmodning om at få skrinlagt sagen mod sig blev afvist.

Hvornår en eventuel retssag indledes vides endnu ikke.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Vi gør det fortsat ikke godt nok

Møgsagerne i det offentlige Danmark har stået i kø med milliardsvindel med udbytteskat, misbrug af Socialstyrelsens midler og tilsyneladende meget grove forhold hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Lokalt har vi såmænd også haft et tilfælde, hvor fire personer er blevet sigtet for bedrageri mod Sygehus Lillebælt. Alt dette til trods: Vi er fortsat verdens mindst korrupte land sammen med New Zealand. Det viser anti-korruptionsbevægelsen Transparency Internationals årlige undersøgelse af forholdene i 180 lande. Egentlig er det ikke så overraskende. Inderst inde ved de fleste danskere jo godt, at bestikkelse hører til sjældenhederne. Få borgere kunne finde på at tilbyde myndighedspersoner erkendtligheder i forventning om modydelser. Og endnu færre offentligt ansatte kunne formentlig drømme om at tage mod penge eller tvivlsomme vennetjenester. Vi har grund til at glæde os over dette forhold. Korruption er en kræftsvulst på samfundet. Den gør alt dyrere og langsommere, fordi udgifterne til korruption skal lægges oven i prisen på alle projekter, hvor man tilmed langtfra kan være sikker på, at de bedste og billigste får overdraget en given opgave. Derfor er det heller ikke noget tilfælde, at de mest korrupte lande som regel også er de fattigste med for eksempel Sydsudan, Somalia og Syrien som nationer, der både er bundkorrupte og aldeles rædselsfulde at bo i. Korruption er imidlertid langtfra kun et økonomisk problem. Endnu værre er det, at bestikkelse tærer på ethvert samfunds vigtigste kapital, nemlig tilliden mellem borgerne indbyrdes og i forhold til myndighederne. Danmark er fortsat et samfund bygget på gensidig tillid. Men ligesom vi trods førstepladsen mister point på opgørelsen over korruptionens omfang, er der også en blevet plads til en lille tvivl i mange danskeres forhold til myndighederne. Den situation er netop opstået på grund af den senere tids mange skandaler. Så jo, vi gør det godt. Men vi gør det fortsat ikke helt godt nok.

Regionalt For abonnenter

Borgmestre raser over skrottede solcelle-planer for millioner: - Det er fuldstændig vanvittigt

Annonce