Annonce
Udland

Donald Tusks eksrådgiver dømt i retsopgør om flystyrt

Kacper Pempel/Reuters

Eksrådgiver for tidligere polsk premierminister var skyldig i pligtforsømmelse i forbindelse med flystyrt.

En domstol i Warszawa har fundet en tidligere rådgiver for den forhenværende polske premierminister Donald Tusk skyldig i pligtforsømmelse i forbindelse med et flystyrt i 2010.

Om bord på flyet var en polsk delegation, der skulle deltage i en mindeceremoni for sovjetiske henrettelser af polske soldater i Katyn under Anden Verdenskrig.

Polens daværende præsident, Lech Kaczynski, omkom sammen med 95 andre ombordværende.

Oplysningen om dommen kommer fra Radio Zet i et tweet. Rådgiveren er idømt ti måneders betinget fængsel.

Tomasz Arabski, som var departementschef for den nuværende EU-præsident, Donald Tusk, da denne var polsk regeringsleder, vil få to års fængsel, hvis han igen begår noget strafbart.

- Arabski tillod, at departementet anvendte lufttransport på en officiel mission, vel vidende, at der ikke var nogen lufttransport i Smolensk, som ville kunne godkendes til at transportere et statsoverhoved, sagde dommeren i sagen, Hubert Gasior, til polsk tv.

Donald Tusk, som i dag er EU-præsident, var sidste år indkaldt som vidne i sagen i Warszawa. Han sagde, at det ikke var hans opgave at sørge for tekniske aspekter ved Ruslands-besøget.

Russiske myndigheder tilskrev styrtet menneskelige fejl og dårligt vejr.

Den forklaring faldt ikke i god jord hos Kaczyńskis tvillingbror, Jaroslaw, der er en magtfuld figur i polsk politik og formand for regeringspartiet Lov og Retfærdighed. Jarosław Kaczyński mente, at der var en "høj sandsynlighed" for, at der var sket en eksplosion på flyet.

Da hans parti vandt regeringsmagten i 2015, satte den polske anklagemyndighed gang i ny efterforskning af flystyrtet. Det inkluderede at grave ligene af ofrene op for at teste for eksplosiver.

Det var ifølge meningsmålinger upopulært i befolkningen i Polen, og det var også i strid med ønsker fra Ewa Maria Solska og Małgorzata Rybicka, to enker til ofre for ulykken.

/ritzau/Reuters


Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Glem aldrig at huske

Leder For abonnenter

JV mener: Groteske udsættelser af sigtelser skal stoppe

Bandekonflikter, grænsekontrol og forebyggelse af terror har de seneste år gjort det meget svært for politiet på tilfredsstillende vis at løse alle sine resterende opgaver. Flere betjente til det hårdt pressede korps er på vej, men det tager tid at få dem uddannet, så både politikere og politiledelse står fortsat med en vigtig prioriteringsopgave. I denne uge er det kommet frem, at man ifølge Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, i alle politikredse i nogle tilfælde venter med at sigte mulige gerningsmænd. Det sker på grund af mandskabsmangel for at kunne leve op til politisk bestemte tidsfrister. I sager om vold og våben må der højest gå 30 dage fra, der er rejst en sigtelse, til der er en tiltale, og i voldtægtssager er fristen typisk 60 dage. Berlingske har talt med en anklager, der på møder har hørt ledere fortælle om, at der i Københavns Politi løbende ligger 500-1000 sager, hvor der på grund af tidsfristerne ikke er rejst sigtelser, selv om politiet kender til de mulige gerningsmænd. Det er en hån mod både ofrene og mod befolkningen, der skal have tillid til, at efterforskningen er så effektiv som muligt. Det er fornuftigt, at der er krav om, at sager om grov kriminalitet bliver afsluttet hurtigt. Men ressourcerne skal også følge med. Derfor må politikerne erkende, at politiet står i en svær situation, hvor rigide krav om tidsfrister kan virke mod hensigten. I stedet må kravet være, at politiet får prioriteret kræfterne bedst muligt og ikke lader sig styre af tidsfrister og deraf følgende målkrav, som lederne måles på. Hvis politiet har en konkret mistanke, skal der selvfølgelig rejses en sigtelse med det samme. Også selv om der er risiko for, at der går flere end for eksempel 30 dage, før der er rejst en tiltale. Det er afgørende, at efterforskningen sker hurtigst muligt. Det må politikere og politiets ledelse sørge for, så de groteske udsættelser af sigtelser kan stoppe.

Annonce