Esbjerg: En ferie på cykel er bare en federe Fanø-ferie.
Marianne Milter Bay er godt nok på gåtur på Fanø, mens hun begejstret fortæller om sin nyeste idé i mobiltelefonen: 51 skrig-orange Donkey Republic-cykler, som står på 13 turistspots på Fanø.
Cyklerne kan lejes via en app på de mobiler, som Marianne og alle andre går rundt med dagen lang. Og så er det bare at hente cyklen ved en af de 13 cykelstationer og træde i pedalerne ud i naturen, hen ad stranden eller fra færgen i Nordby til sommerhuset.
En tur fra færgen i Nordby til Fanø Bad koster 18 kroner, hvis man kan klare de tre kilometer på 15 minutter, og så undgår man at vente på bussen.
Hvis man vil til Sønderho, kan man cykle derned i godt vejr og tage bussen hjem, når man er træt og en god dag er ved at være slut. Cykellejen bliver forholdsvis billigere jo længere, man kører på cyklen, og man kan hele tiden følge med i prisen på appen.
Cyklerne har alle navne hentet fra Fanø: Bryghuset, Bakskuld, Fanø, Havørnen, Rav, Rindby osv. Her skal man dog ikke lade sig snyde af cyklernes navne i appen - det er navnet øverst, der er cykelstationen og de enkelte cykler, der står listet nedenunder med navne.
Halvdelen af cyklerne har Marianne Milter Bay købt, mens resten er leaset for højsæsonen, så alle interesserede kan finde en ledig cykel på appen Donkey Republic året rundt på Fanø.
Når den verdensomspændende app Donkey Republic er hentet til mobiltelefonen, er det bare at trykke på luppen og skrive Fanø, så går resten af sig selv.
Ideen opstod under corona
- Jeg fik ideen under corona, hvor der ikke var så meget at lave i mit andet firma Fanø Firmaevent, fortæller Marianne Milter Bay.
For hende er cykeludlejningen ekstra interessant, fordi firmaarrangementerne på Fanø ligger næsten stille i sommerperioden, og det er her, hun regner med at få travlt med at leje cyklerne ud og servicere dem og kunderne.
Hvis cyklerne for eksempel klumper sig sammen i Sønderho i løbet af formiddag og over middag, skal nogle måske køres tilbage til færgen til nye rejsende, ligesom cykler jo som bekendt kan tabe luft, punktere eller drille.
Cyklerne tåler strandturen
Cyklerne er kvalitetscykler med tre gear og lys, som voksne og børn fra ti år og opefter kan køre på. Cyklerne kan tåle at køre på stranden og i plantagen - ja over hele Fanø.
- Mit hjerte banker for Fanø, og gæsterne skal opleve vores ø på tætteste hold, og det gør man bedst på cykel, siger Marianne.
Hun håber, at mange vil lade bilen stå på Esbjerg-siden og cykle rundt på Fanø eller til sommerhuset. Når man stiller cyklen ved bryghuset eller et af de andre steder, er turen betalt, og man kan så vælge senere at leje cyklen igen til hjemturen, eller man kan vælge at beholde cyklen i længere tid og fortsætte, når man har spist eller handlet.
Fanø Bike har gratis fået stillet kommunale arealer til rådighed ved Fanøfærgen i en forsøgsperiode. Og det kan andre interesserede cykeludlejere også få i denne periode.
De fleste cykelstationer er dog hos private erhvervsdrivende som f.eks. Rødgaards Camping, Fanø Krogaard og så videre (se faktaboksen).
Spændt på sommersæsonen
Med 13 stationer på øen er der muligheder for en spontan cykeltur for en esbjergensisk familie, en hurtig sen aftentur fra sommerhuset, eller man kan leje cykler for flere dage
- Vi startede med fem stationer i påsken og har nu lukket for flere med de 13, vi har nu.
Marianne er vildt spændt på, hvordan sommerferien på Fanø bliver i år.
- På cyklerne skal det meste tjenes ind om sommeren. Lige nu skal gæsterne på øen lige blive klar over, at cykeludlejningen findes og downloade appen. Det hele er som i København og de andre store byer - appen er den samme overalt.
Nogle dage har der været nul udlejede cykler, andre gange 10-15, og nogle cykler vil blive udlejet flere gange om dagen, når det topper til sommer.
Man kan ikke reservere cyklerne, men på appen kan man hele tiden se, hvor der er ledige cykler.
Selvbetjenings-ckelstationer
Fanøfærgen, Fanø Krogaard, Fanø Night & Stay, Realen, Fanø Firmaevent, SuperBrugsen, Fanø Bryghus, Spar Fanø, Rindby Supermarked, Sønderho Kirke, Sønderho Kro