Annonce
Varde

Dorte fra butikken ved landevejen har grund til at smile: Omsætningen er steget helt vildt

Det store smil er fremme hos uddeler Dorte Gude. Det går virkelig godt for Dagli'Brugsen i Starup-Tofterup. Foto: Chresten Bergh

Det går rigtig godt for Dagli'Brugsen i Starup, efter den flyttede ud til trafikeret landevej. Det er ikke kun omsætningen, der er steget markant. Det er vareudvalget også.

Annonce

Starup-Tofterup: I disse år er en række detailhandelsbutikker tilfredse med blot at gå en smule ned, når det kommer til omsætning. En lille nedgang betragtes som en sejr. Men i Dagli'Brugsen i Starup-Tofterup lyder det helt anderledes, når brugsuddeler Dorte Gude, 45 år, fremlægger udviklingen gennem det seneste halvandet år.

- Vi har haft en fremgang på cirka 25 procent i omsætningen i 2017, siger Dorte Gude.

Grunden til den store fremgang i omsætningen ligger lige for. I slutningen af 2016 - for halvandet år siden - rykkede brugsen ud til landevejen - Tingvejen rute 30, mellem Esbjerg og Horsens via Billund. Tidligere lå butikken inde i selve landsbyen.

- Vi har siden haft cirka 100 ekspeditioner flere om dagen. Det fik vi allerede første dag ved landevejen, siger Dorte Gude.

Der er nu typisk 500-700 ekspeditioner om dagen. Selve tallet på omsætningen må Dorte Gude ikke offentliggøre, fordi brugsen hører under Kvickly i Varde.

Ansatte

Der er 15 ansatte i butikken.De fire er voksne ekspedienter.

Resten er ungarbejdere.

Vita Gaardsholt ekspederer Jørgen Johansen, som er sognepræst i Hejnsvig. Han erkender, at brugsen i Starup-Tofterup er blevet nemmere at nå efter udflytningen til landevejen. Foto: Chresten Bergh
Annonce

Mere økologi

Der er ændret på vareudvalget, efter brugsen rykkede til den rummelige bygning ved hovedvejen.

- Vi sælger flere økologiske varer, siger uddeleren, som vurderer, at det skyldes de mange kunder, som kommer udefra, at der nu er et større økologisk udvalg.

I den anden ende af sundhedsskalaen fylder også slik, hotdogs og snacks mere på grund af udflytningen og de vejfarende, der stopper ved brugsen.

- Vi køber et par gange om ugen. For os i byen er der ingen forskel på, om butikken ligger det ene eller andet sted, siger Erik Hansen, der er kunde. Foto: Chresten Bergh
Annonce

Længere åbent

Åbningstiderne er også ændret, efter Dagli'Brugsen er flyttet. De er udvidet med en time i hver ende - fra klokken 06.30 til klokken 21.00 hver dag.

- Jeg er ikke så nervøs for, at andre butikker gør det samme - rykker ud af landsbyen. Det kræver nemlig, at der er en rundkørsel, siger Dorte Gude.

Og rundkørsler ved landsbyer er der foreløbig ingen af på strækningen mellem Esbjerg og Horsens - udover den i Starup-Tofterup.

Denne placering mellem Esbjerg og Billund var den helt rigtige. Foto: Chresten Bergh
Annonce

De traf beslutningen

Dorte Gude har været uddeler i 11 år i Starup-Tofterup. Få år efter, at hun kom til, traf hun og bestyrelsen beslutningen om at købe et stykke jord ude ved rundkørslen.

- Det ville vi så betale, inden vi byggede. Så kom finanskrisen, og vi kunne ikke få finansieret. Derfor var vi nødt til at gå sammen med Kvickly i Varde. Det er et fint samarbejde, siger Dorte Gude.

Men hun konstaterer samtidig, at med den omsætning, som brugsen har i dag, kunne butikken sagtens være selvstændig.

Men et vigtigt spørgsmål er afklaret på grund af den nye bygning og tankanlæg til små 14 millioner kroner ved Tingvejen.

- Vi er fremtidssikret, siger Dorte Gude om landsbybrugsens eksistens.

Annonce

Nu går det stærkt

Den positive udvikling kan ekspedient Vita Gaardsholt, 51 år, skrive under på. Hun været ansat i brugsen i 20 år.

- Der er blevet mere travlt. Nu kan vi nogle gange føle, at vi er bagud, siger Vita Gaardsholt.

Det gik mere langsomt indtil for halvandet år siden, da Dagli'Brugsen lå inde i landsbyen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Team Esbjerg For abonnenter

Uha - hvor var det tæt på: Team Esbjerg slået med mindst mulig margin i en forrygende kamp

Annonce