Annonce
Vejen

Dorthe og Rikke er som et gammelt ægtepar - i arbejdstiden

Nogle kunder betegner Rikke Fogh, til venstre, og Dorthe Willadsen fra frisørsalonen M-Design som et gammelt ægtepar. Foto: Dorthe Andresen
52-årige Dorthe Willadsen har flyttet sin frisørsalon M-Design nogle husnumre på Sønderallé i Rødding - fra 6A til 21. Her har hun og Rikke Fogh fået nye flotte lokaler til at forkæle kunderne i.
Annonce

Rødding: De kender hinanden ret godt - 52-årige Dorthe Willadsen, der er indehaver af frisørsalonen M-Design, og 43-årige Rikke Fogh, der har været ansat i salonen siden 2006.

- Ja, nogle kunder mener, at vi går her som et gammelt ægtepar, kommer det med et grin fra Rikke Fogh.

Faktisk kender de to også hinanden fra tidligere, for Dorthe Willadsen var - inden hun blev indehaver - også i salonen på Sønderallé 6A, da Rikke Fogh blev uddannet til frisør.

Det er dog ikke længere på den oprindelige adresse, at de to slår deres folder, for tirsdag åbnede salonen i helt nye lokaler på Sønderallé 21 - i bygningen, hvor Kristus Kirken tidligere har haft til huse.

Frisørsalonen M-Design har åbnet i nye lokaler på Sønderallé 21. Både Dorthe Willadsen, til venstre, der er indehaver af salonen, og Rikke Fogh, der har været ansat siden 2006, glæder sig til at pynte kunderne i de nye omgivelser. Foto: Dorthe Andresen
Annonce

Nyrenoverede lokaler

Dorthe Willadsen, der har været indehaver af M-Design siden 2005, havde egentlig ikke planer om at flytte salonen.

- Men Ove og Rikke ville købe ejendommen (nummer 21), hvor de ville leje lokalet ud, fortæller Dorthe Willadsen, der derfor slog til.

Bygningen har igennem et halvt års tid været under renovering, inden salonen kunne flytte - eller noget af salonen.

- Vi har stort set kun taget varelaget, os selv og vores arbejdsborde med. Ellers er resten nyt. Det andet var også 20 år gammelt, så der skulle ske et eller andet, siger Dorthe Willadsen, der allerede har fået reaktioner fra kunderne.

- Folk elsker jo, når der sker noget nyt, og kunderne er glade på vores vegne, siger Dorthe Willadsen, der nyder hver dag i salonen.

- Jeg glæder mig hver dag til at komme på arbejde. Jeg elsker det her lille samfund.

Annonce

Vi kan det hele

Det kan godt være, at Dorthe Willadsen og Rikke Fogh er meget sammen i arbejdstiden, og nogle måske i spøg betegner dem, som et gammelt ægtepar. Og de supplerer også hinanden godt.

- Vi kan det hele sammen. Vi er gode til at hjælpe hinanden, smiler Dorthe Willadsen, mens Rikke Fogh supplerer:

- Ja, jeg tror, vi har kendt hinanden altid. Men jeg tror, vi er blevet tættere efter, at jeg startede her i 2006.

Annonce

Hver for sig

Når arbejdsdagen slutter, kører de dog hver især hjem til deres familier.

Dorthe Willadsen er gift med Jesper, og de har to voksne børn - Christian på 27 år og Mette på 24 år. Rikke Fogh er gift med Ove, og de har tre børn - Magnus på 16 år, Karoline på 14 år og Asmus på ni år.

Udover at bruge fritiden med familien, så dyrker Dorthe Willadsen blandt andet yoga.

- Det har jeg gjort i mange år. Måske det er derfor, jeg ikke har ondt i nakken, skuldre eller ben. Jeg helbreder mig selv ved at gå til yoga, kommer det med et smil.

Rikke Fogh har også prøver kræfter med yoga, men gør det dog ikke længere.

- Normalt går jeg til gymnastik, men på grund af projektet med huset her, er det ikke blevet til noget i år. Men jeg er træner for Karolines håndboldhold. Jeg har stort set lavet alt med en bold, smiler Rikke Fogh.

Annonce

Travlt op til jul

Selvom salonen er rykket i nye lokaler, så er der ikke planer om at markere det officielt.

- I hvert fald ikke lige nu, for vi har travlt lige op til jul. Men jeg kunne både have fejret ti-års og 20-års jubilæum, men jeg er bare ikke typen til det, siger Dorthe Willadsen.

- Men folk er altid velkomne til at komme ind og kigge, siger Rikke Fogh.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Varde

Ingen kære mor: Skoleleder sender eleverne hjem, hvis de overtræder coronaregler

Annonce