Annonce
Kultur

Drageblod og dialekt

Der er knald på, når Esbjerg afvikler Fantasyfesival. Arkivfoto: JFM
Kandidater: Blandt læsernes forslag til modtagere af JydskeVestkystens kulturpris 2020 er Fantasyfestival i Esbjerg og en sanger, der hylder landsdelen.

Kandidater: Læg leverpostejen til side et øjeblik og smag på eventyret. Straks vrimler det med ravne og tempelriddere, og det er ren magi, indtil hverdagen kalder igen.

Fantasy-genren har mange fans, og for nylig afviklede Esbjerg Kommunes Biblioteker den femte festival, hvor drageblodet flød, mens en række store forfattere kiggede forbi. Sådan et tilbud, hvor deltagerne kan møde deres forbilleder i Alkymistens tårnværelse eller quizze i Den Dansende Dværgs gildesal, kræver masser af forberedelse og fantasi, og det fortjener anerkendelse, mener én af avisens læsere. Derfor ligger Fantasyfestival i Esbjerg nu i stakken af forslag til modtagere af JydskeVestkystens kulturpris 2020.

Siden søndag har alle via mailadressen: kulturpris2020@jv.dk kunnet pege på kandidater til prisen. Den proces løber frem til den 10. november, hvorefter en dommerkomité vælger vinderen, som bliver afsløret ved Kulturshow 2020 i Musikhuset Esbjerg den 15. januar.

Fra hviskende besværgelser, rollespil og eventyrlige tricks bevæger de indkomne forslag sig i helt andre retninger. Blandt andet til sangeren Rikke Thomsen, som er vokset op i Blans og nu er vendt tilbage til landsdelen. Inspireret af sin morfar – moffa – som kun talte synnejysk, bruger hun nu dialekten aktivt. Både når hun synger og fortæller om sin opvækst med udgangspunkt i albummet "Omve’n hjemve".

Annonce

Indstil kandidater

Send gerne forslag til, hvem der skal modtage JydskeVestkystens kulturpris 2020. Det gøres via mail til: kulturpris2020@jv.dk

Blandt forslagene vælger en priskomité en vinder. Komiteen består af de seneste to års vindere – leder af Treenighedskirkens Drengekor, Lone Gislinge, og revychef Leif Maibom – foruden forfatter Marianne Gade, pensioneret konservatorierektor Axel Momme, kunstskoleleder Thomas Lunau, leder af Tobakken, Jan Mols, kordegn og teaterinstruktør Majbritt Skovbjerg foruden ansvarshavende chefredaktør Peter Orry.

Superaktuel satire

Foreslået er også Esbjerg Revyen, der i hast måtte trylle med teksterne, da Lars Løkke Rasmussen i sommer gik af som formand for Venstre. Revydirektør Hanne Bjørnskov har lovet, at der også kommer aktuel satire og musikalske løjer i 2020, selv om her mere er tale om en kunstnerisk end en kommerciel succes.

I bunken ligger desuden Tirpitz Museet – tegnet af arkitektfirmaet BIG, Bjarke Ingels Group. Museet under klitterne åbnede i 2017 med faste udstillinger om blandt andet rav, den skjulte vestkyst og den gamle kanonbunker Tirpitz, der har lagt navn til museet. Og i 2019 åbnede særudstillingen "Livsfare – miner!" – som i store træk fortæller den samme historie som filmen "Under sandet" om tyskernes efterladte miner efter Anden Verdenskrig.

Tirpitz Museet i Blåvand åbnede i 2017. Nu er museet indstillet til JydskeVestkystens Kulturpris 2020. Foto: Annett Bruhn
Rikke Thomsen fra Blans har udgivet en plade på synnejysk. Foto: Timo Battefeld
Esbjerg Revyen er også blandt de foreslåede kandidater til kulturprisen 2020. Arkivfoto: JFM
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce