Annonce
Debat

Drengeomskæringsritual og navngivningsritual

Læserbrev: Den 26. februar 2018 skrev Hans Jørgen Jørgensen i JydskeVestkysten, at flere jødiske organisationer erstatter det jødiske drengeomskæringsritual med et navngivningsritual, der ikke omfatter omskæring. Det passer ikke. Selv i de store progressive menigheder i USA er der ingen generel bevægelse væk fra drengeomskæring til fordel for andre ritualer.

Det, Hans Jørgen Jørgensen måske forveksler, er, at nogle får foretaget omskæringen på hospital eller klinik og derefter holder en religiøs ceremoni i hjemmet. Men denne ceremoni erstatter altså ikke omskæringen.

Drengeomskæring er en fremmed skik for de fleste danskere. Skikken er dog udbredt i andre lande, for eksempel i USA, hvor 58 procent af den mandlige befolkning er omskåret. Selvom det kan være svært at forstå, så er drengeomskæring en essentiel identitetsmarkør for jøder, også progressive og sekulære jøder.

Som progressive danske jøder ser vi med stor bekymring på forsøg på at kriminalisere en central del af vores religionsudøvelse. Det er en grundlæggende menneskerettighed, at forældre har ret til at indvie deres børn i familiens tro, og at børn har ret til at blive opdraget inden for rammerne af deres families religion og kultur. I et moderne demokrati bør der være plads til forskellige livsformer og livsanskuelser.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Indvandreres efterkommere fornægter ytringsfrihed: Hvad bilder de sig ind?

Det skriger til himlen. Hundredtusinder på flugt har fået lov at opholde sig i Danmark, men langt fra alle siger tak ved at respektere vores demokrati. 48 procent af efterkommerne af ikke-vestlige indvandrere mener, at det skal være forbudt at kritisere religion. Det kan man læse i Udlændinge- og Integrationsministeriets årlige undersøgelse af ikke-vestlige indvandrere og efterkommeres medborgerskab. Det er rystende. De fleste af efterkommernes forældre har fået lov at være her, fordi de er flygtet fra diktaturer, hvor man kan risikere livet ved at ytre sig, tro på andet end islam, være homoseksuel eller i opposition til diktatoren. Lande, hvor individets frihed intet betyder. Vi giver deres børn alle muligheder. Og så fornægter halvdelen af efterkommerne helt grundlæggende rettigheder som at måtte kritisere alt, også religion. Hvad bilder de sig ind? Formanden for Rådet for Etniske Minoriteter, Halima El Abassi, siger, at efterkommere står uden for samfundet og ikke føler sig som en del af fællesskabet. Forfatter Tarek Hussein taler om "dagligdagens hetz" mod muslimer og siger, at den får dem til at hæve paraderne. Begge repræsenterer en offermentalitet, der ikke er til at holde ud. Den kan heller ikke begrundes i fakta. Dagen efter nyheden om efterkommernes mentale fravalg af Danmark kan Kristeligt Dagblad fortælle om en undersøgelse fra det amerikanske Pew Research Center. Man har interviewet 24.599 mennesker i 15 vestlige lande og kan konkludere, at danskerne er de tredjemest positive over for muslimer efter nordmænd og hollændere. Det er altså ikke danskerne, der ikke er tolerante. Tværtimod kan man nu med god ret spørge, hvor stor en andel af mennesker med foragt for demokratiske værdier vi vil acceptere i vores land. At stille spørgsmålet har intet med racisme at gøre, men alene med det allervigtigste: demokrati, ytringsfrihed og frihedsrettigheder. Værdier, vi skal insistere på som altafgørende i vores land. Også for vores gæster.

Annonce