Annonce
Danmark

Droner flyver hiv-medicin den sidste mil

To universitetsstuderende og Unicefs dronespecialist i Malawi, Michael Scheibenreif, forbereder sig på at flyve en drone. Dronen blev designet og bygget af de malawiske studerende. Foto: Unicef
Nyt droneprojekt bringer livsnødvendig medicin til hiv-smittede i Ugandas fjerntliggende områder.

Medicin: Op på vingerne og så af sted. Den lille drone suser gennem luften. Med sig bærer den livsvigtig medicin til Kalangala-distriktet i Uganda, også kendt som Ssese-øerne, hvor 18 procent af øernes 67.000 indbyggere er smittet med hiv.

Øerne er nogle af klodens mange fjerntliggende områder, som det er svært at fragte medicin til.

- De medicinske droner kan hjælpe med at løse denne udfordring ved sikkert og pålideligt at levere livreddende medicin, siger den administrerende direktør ved Makerere-universitetets Institut for Smitsomme Sygdomme, Andrew D. Kambugu, i en pressemeddelelse.

Annonce

Den sidste mil

- At få lukket den sidste mil af leveringen og sikre, at mennesker, der bor i fjerntliggende samfund, har lige adgang til moderne behandlinger af hiv, er en af de mest betydningsfulde udfordringer inden for global sundhed og i Uganda, udtaler Andrew D. Kambugu.

Ssese-øerne udgør tilsammen et landområde, der er mindre end Falster, men som er fordelt på 84 øer og spredt ud over 9000 kvadratkilometer i Victoriasøen. Området kan kun nås med båd, hvilket kan være besværligt og farligt på grund af vejrforholdene.

På Ssese-øerne er forekomsten af hiv over tre gange så højt som gennemsnittet i Uganda på 5,6 procent. For at få fragtet den livsnødvendige medicin hurtigere, mere sikkert og effektivt til området, har Institut for Smitsomme Sygdomme ved Makerere-universitetet og medicinalvirksomheden Johnson & Johnson lanceret droneprojektet. Med 20 flyvninger om måneden skal dronerne levere hiv-medicin til omkring 1000 mennesker.

Annonce

Afrikansk droneskole

Også hos nødhjælpsorganisationen Unicef i Malawi har man stor erfaring med at levere medicin med droner, hvilket organisationen har gjort til flere projekter siden 2017.

Her ser man stort potentiale i at integrere droner i arbejdet, fortæller Michael Scheibenreif, der er dronespecialist hos Unicef og programdirektør hos Afrikas første drone- og dataakademi.

- Med over 2500 drone-flyvninger i Malawi har vi kunnet bringe hiv-medicin til folk i fjerntliggende landsbyer.


Med over 2500 drone-flyvninger i Malawi har vi kunnet bringe hiv-medicin til folk i fjerntliggende landsbyer.

Michael Scheibenreif, dronespecialist hos Unicef


I 2020 startede Unicef det Afrikanske Drone- og Dataakademi i Lilongwe i Malawi, så organisationen kunne uddanne lokale dronespecialister.

- Studerende fra hele Afrika kan deltage gratis i programmet gennem Unicef. Jeg er særligt stolt over, at næsten 60 procent af vores første kandidater var kvinder. På den måde bidrager vores projekt også til ligestilling i Malawis tekniske erhverv,  siger Michael Scheibenreif.

Annonce
Annonce
Annonce