Annonce
Udland

Dronning Elizabeth hædrer Attenborough med miljøpris

Simon Dawson/Reuters

Den 93-årige naturforkæmper David Attenborough får særlig pris for naturserien "Blue Planet II" om oceanerne.

Dronning Elizabeth har onsdag tildelt den britiske miljø- og naturforkæmper David Attenborough en pris for BBC's naturserie "Blue Planet II". Serien har skabt øget opmærksomhed omkring plastikforurening af verdenshavene.

Attenborough, der lige som den britiske monark er 93 år, er blevet tildelt Chatham House prisen, som også går til BBC's særlige Naturhistorie-enhed.

Tænketanken Chatham House siger, at Attenboroughs tv-dokumentar har en "beskyttende indvirkning".

Attenborough har siden 1960'erne været den mest berømte journalist på BBC's naturprogrammer og regnes i dag som en institution i Storbritannien.

Talrige af hans programmer har gennem mange år været vist på dansk tv.

En 2018 YouGov-meningsmåling viste, at Attenborough var den mest beundrede mand i Storbritannien, mens dronningen var den mest beundrede kvinde.

Den årlige Chatham House Prize går til personer eller organisationer, som menes at have bidraget med de mest signifikante forbedringer til internationale relationer.

- Plastikforurening er en af de største udfordringer, som truer verdenshavene, og det er helt klart et internationalt anliggende, siger Robin Niblett, som er direktør for Chatham House.

"Blue Planet II" udløste international og lidenskabelig debat og førte til krav om politisk kursskifte i kampen mod forureningen af verdenshavene.

Attenborough var som 91-årig fortæller på serien, som var den mest sete i Storbritannien i 2017. Den blev efterfølgende solgt til tv-selskaber verden over.

Blandt mange chokerende scener var optagelser af albatrosser, som uden at vide det gav deres unger plastik fra havet og en morhval, som medbragte en død nyfødt hvalkalv, som formentligt var død af plastikforurening i morens mælk.

Efter serien var blevet vist, var den overdrevne brug af engangsplastik pludselig et dominerende tema i nyhedsstrømmen i Storbritannien.

Nye genbrugs-kaffekopper blev almindelige i gadebilledet, og plastiksugerør forsvandt fra værtshuse og caféer. Senere er emnet også prioriteret stadigt højere på den internationale scene.

/ritzau/Reuters


Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Stor ståhej for ingen krænkelse

Det er fastelavnstid og dermed højsæson for det at klæde sig ud, og hvis du tror, at det er sjov og ballade, har du sovet i timen. Udklædning tager man ikke let på i dag. Der er vildt mange hensyn, der skal tages. En god udklædning skal ikke bare være flot, sjov, vellignende eller godt tænkt. Den skal være politisk korrekt. Ve dig, hvis du begår en fejl. TV2-vært Mette Helena Rasmussen, mest kendt fra programmet Nybyggerne, tog et muslimsk tørklæde på og lagde et billede af sig selv på Instagram. Klar til fest. Så stod hun ellers for skud. Som var hun selve tønden til en fastelavnsfest, haglede slagene ned over hende. Hun blev kaldt racist. Hun blev kaldt dum. Hun skyndte sig at undskylde. Det er den typiske reaktion i sådanne sager. En hurtig undskyldning. Det var også sådan Canadas premierminister, Justin Trudeau, i efteråret, krisehåndterede, da et gammelt billede fra en udklædningsfest i 2001 dukkede op. Det viste ham som Aladdin med ansigtet malet brunt. Undskyld. Undskyld. At man tyr til undskyldning og tilbagetog, når uvejret rejser sig, er forståeligt. Kritikken er ofte overvældende, og stemplet Racist er voldsomt. Det ville dog være befriende om nogen turde møde larmen med et: Ti dog stille. Det er så uhyre let at blive krænket, og mange lever tilsyneladende deres digitale liv i en evig på jagt på sager, der kan stimulere raseriet, og det var lige præcis en sådan gruppe tapre netsoldater, som for i flint i kommentarsporet, da Mette Helena Rasmussen havde lagt sit billede på nettet. Programmet ”Kulturen på P1” undersøgte sagen, talte med en række muslimske kvinder – ikke en var provokeret eller krænket. Alle var derimod forbløffede over hele affæren. Det vil tynde så dejligt ud i krænkelsesdebatterne, hvis vi hver især nøjes med at blive krænket på egne vegne. Føler vi os alligevel draget til at tage en minoritet i forsvar, det behov kan opstå, vil det klæde engagementet, om vi sikrer os, at vores hjælp og indsats faktisk er efterspurgt af dem, vi har tænkt os at agere talsmænd for. Og er den ikke det: Så ti dog stille.

Annonce