Annonce
Sønderborg

Dronning Margrethe har lavet messehagel til Gråsten Slotskirke

I juli sidste år blev dronningens antependium, som ses i baggrunden taget i brug ved en festgudstjeneste i Gråsten Slotskirke. Arkivfoto: Claus Thorsted
Gennem det seneste år har dronningen udarbejdet en ny messehagel til Gråsten Slotskirke. Messehaglen vil blive anvendt for første gang ved en festgudstjeneste i slotskirken søndag den 21. juli.

Gråsten: For et år siden blev et ny antependium, et alterklæde, taget i brug ved en festgudstjeneste i Gråsten Slotskirke. Det var dronning Margrethe, der havde broderet det nye antependium til slotskirken. Dronningen deltog i festgudstjenesten for et år siden, og nu deltager dronningen i endnu en festgudstjeneste i Gråsten. Denne gang markeres det, at dronningen har udarbejdet en ny messehagel til slotskirken.

Messehaglen supplerer og udgør sammen med det antependium, dronningen udarbejdede til slotskirken sidste år, et nyt sæt, der supplerer dronning Ingrids antependium og messehagel fra 1943. Dronning Ingrids sæt er med årene blevet slidt, og derfor sagde dronning Margrethe ja til opgaven.
Annonce

Kirkelig kunst

Dronningen har gennem tiden flere gange beskæftiget sig med kirkelig kunst. Af særlige opgaver kan nævnes antependiet med Lutherrosen som det centrale motiv til slotskirken i Wittenberg i forbindelse med 500-års jubilæet for reformationen i 2017. Herudover har

Dronningen skabt messehagler til Haderslev Domkirke i 1988 og Holmens Kirke i 2012 samt farverige bispekåber til Viborg Domkirke i 1989, Aarhus Domkirke i 1999 og Aalborg Domkirke i 2006.

Inspiration fra Gråsten

Ifølge Kongehuset er stilen, designet og farvevalget fra dronning Margrethes antependium videreført, og inspirationen til messehaglens broderier har dronningen hentet fra naturen omkring Gråsten Slot samt udvalgte salmer. På messehaglens for- og bagstykke har dronningen indarbejdet elementer af vand, kildevæld og søer. På messehaglens kantbånd og bagstykke har dronningen broderet linjer fra salmerne "Som tørstig hjort", "Alle mine kilder", "I al sin glans" og "Hil dig frelser". Samtidig sender dronningen en særlig hilsen til sin mor, dronning Ingrid, med messehaglens fór, der er valgt i samme rødlige nuance, som den dronning Ingrid i sin tid anvendte i kirkens tidligere messehagel. Dronningen har sagt ja til at deltage i flere aktiviteter under sit sommerophold på Gråsten Slot. Samme dag som festgudstjenesten modtager dronningen og prinsesse Benedikte Gråstens rytteroptog, som går forbi Gråsten Slot klokken 12.00. Fredag den 26. juli klokken 10.00 besøger dronningen Sønderborgs nye havnefront, Byens Havn. Tirsdag den 16. juli ankommer dronningen til Sønderborg, hvor hun modtages først på Sønderborg Havn klokken 10.00 og derefter på Gråsten Torv klokken 10.40.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

IS-medlem er inderligt uvelkommen

Et tidligere medlem af Islamisk Stat ankom mandag til Danmark, og blev straks anholdt. Manden har siddet fængslet i Tyrkiet, men blev sendt til Danmark på begæring af de danske myndigheder. Formentlig skal man være jurist for at forstå, hvorfor Danmark har bedt om at få den pågældende udleveret. Han er inderligt uvelkommen. Manden er den 28-årige Ahmad el-Haj. Han er af palæstinensisk oprindelse, men ærgerligt nok udelukkende dansk statsborger. Passet kan han derfor ikke miste. Trods det danske pas er det naturligvis grotesk at påstå, manden er vendt hjem. Danmark er ikke et hjem for mennesker, der har vendt os ryggen og direkte kæmpet mod landets interesser. Justitsminister Nick Hækkerup er blevet kritiseret for at lægge pres på domstolene i sagen om den den udleverede. Ministeren har nemlig sagt, at manden forhåbentlig bliver dømt for de forbrydelser, han har begået. Kritikken kommer fra De Radikale og Enhedslisten. Strengt taget har de ret i, at det ikke er en ministers, men domstolenes opgave at vurdere, om en sigtet er forbryder eller ej. Men ikke desto mindre er Nick Hækkerups spontane reaktion absolut forståeligt. Så skulle en domstol kende den pågældende skyldig, sker det forhåbentlig efter straffelovens paragraf 114. Den såkaldte terrorparagraf åbner nemlig mulighed for fængsel på livstid. Sanktionen er aldeles passende, hvis den 28-årige skulle vise sig at have deltaget i Islamisk Stats uhyrlige forbrydelser. Måtte han i givet fald aldrig komme på fri fod eller i hvert fald sidde i fængsel, til han er en meget gammel mand ligesom den firedobbelte politimorder Palle Sørensen. Han tilbragte 33 år bag tremmer. Ahmad el-Haj blev ifølge flere medier hårdt såret under et bombeangreb og sidder i kørestol. Han har fortalt Weekendavisen, at han inderligt fortryder sine handlinger. I betragtning af de konsekvenser hans indsats for Islamisk Stat har haft for ham selv, er det såmænd ganske muligt. Nogen formildende omstændighed er det imidlertid ikke.

Annonce