Her kan du se dronning Margrethes program for besøget i Esbjerg tirsdag den 31. august 2021.
Kl. 10.50 Esbjerg Rådhus
Efter karetturen fra Dokhavnen ankommer dronningen og borgmesterparret til Esbjerg Rådhus. Her står flere skoleklasser klar til at modtage dronningen, og 1. viceborgmester Susanne Dyreborg byder velkommen, mens Varde Garden spiller.
I byrådssalen hilser dronningen på medlemmerne af byrådet som en del af den officielle modtagelse.
Kl. 11.40 Musikhuset Esbjerg
Besøget i Musikhuset Esbjerg bliver et glædeligt gensyn, da dronningen deltog i indvielsen af bygningen i 1997. Ved dette besøg får dronningen mulighed for at opleve den nyrenoverede forplads, Henning G. Kruses Plads.
I den flotte lyse foyer venter der kulturelle smagsprøver fra Den Kongelige Ballet i Esbjerg og Den Ny Opera. Begge kulturinstitutioner har hjemme i Esbjerg, og begge optræder på scenen i Musikhuset Esbjerg.
Kl. 12.17 Bakkeskolen Cosmos
På Bakkeskolen Cosmos i Jerne har projektet 6705 + Statens Kunstfond haft stor betydning for eleverne. Projektet er en del af de initiativer, der har været med til at ændre opfattelsen af Bakkeskolen Cosmos. Bakkeskolen Cosmos er Team Danmark profilskole for breddeidræt, hvilket fremmer elevernes sundhed, læring og trivsel.
Det er også på Bakkeskolen Cosmos, at Esbjerg Kommunes Sport Plus klasser holder til. Her kan elever i 7.-9. klasse fra hele kommunen søge ind på særlige linjer inden for eSport, TeamGym og brasiliansk fodbold.
Kl. 13.07 Hjerting Badehotel
Dronningen ankommer til Hjerting Badehotel foran badehotellets hovedindgang på Strandpromenaden. På badehotellet skal dronningen spise frokost i restauranten sammen med indbudte gæster.
Hjerting Badehotel er et af Danmarks ældste badehoteller, der kan datere deres udskænkning som kro og badehotel mere end 300 år tilbage. Hjerting Badehotel er et yndet mål for gæster fra både ind- og udland, når der skal nydes et par dage i skønne, charmerende omgivelser blot et stenkast fra Vadehavet.
Kl. 14.27 Viking Life-Saving Equipment
Dronningen besøger én af Esbjergs store virksomheder, Viking Life-Saving Equipment A/S, der er en verdensomspændende markedsleder, når det kommer til produktion, salg og service af sikkerheds- og brandslukningsudstyr.
Viking er et globalt selskab, der for længst har erobret verdens have, og hvis navn er synonymt med sikkerhed til søs.
Det er en privatejet virksomhed, som blev grundlagt i 1960. Kongeskibet Dannebrog er udstyret med Viking-redningsflåder.
Kl. 15.13 Østhavnen
Under dronningens besøg på Esbjerg Havn går turen til Østhavnen. Det bliver en fysisk rejse gennem omstillingen fra olie- og gasaktiviteterne til de grønne alternativer som vindmøller. Østhavnen er ét af epicentrene i Europas grønne omstilling, og ønsket er at give Dronningen et indblik i alle aktiviteterne.
6 ud af hver 10. opstillede havvindmølle i Europa er udskibet fra Østhavnen i Esbjerg.
Kl. 15.43 Game Streetmekka
Dronningen afslutter dagens besøg i Esbjerg i byens skæve og rå kulturhus. Nemlig Game Streetmekka Esbjerg. Et asfalteret gadeidræts- og kulturhus, der siden 2016 har dannet en unik ramme om unge-ledet gadeidræt, streetkultur og frivillighed i den unik renoverede jernbane-remise midt i Esbjerg. På Game Streetmekka dyrker de unge gadeidræts- og kulturaktiviteter, som streetbasket, parkour, graffiti, gadefodbold, streetdance, scoot, skate og streetart. Under besøget møder dronningen også Recovery Bulls, som er et idrætsfællesskab for udsatte.