Annonce
Udland

DTU alene om at opfordre studerende til at forlade Hongkong

Flere danske universiteter råder danske studerende i Hongkong til at følge Udenrigsministeriets anbefalinger.

Siden fredag har der været voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter ved universiteter i Hongkong.

Det fik onsdag Danmarks Teknologiske Universitet (DTU) til at anbefale sine 36 studerende i Hongkong at rejse hjem.

Flere andre danske universiteter følger også udviklingen i Hongkong tæt.

Men de vil ikke komme med en direkte anbefaling til deres studerende i Hongkong om at rejse hjem.

Aalborg Universitet (AAU) oplyser, at de ikke kommer til at anbefale deres studerende at rejse hjem. De har fem studerende i Hongkong, som de løbende er i kontakt med.

Universitetet vil derimod opfordre til, at de studerende følger Udenrigsministeriets anbefalinger.

Også Københavns Universitet (KU), Syddansk Universitet (SDU), Roskilde Universitet (RUC) og Copenhagen Business (CBS) oplyser, at de følger situationen tæt – men de anbefaler også deres studerende at følge Udenrigsministeriets rejsevejledning.

Rektor på DTU, Anders Overgaard Bjarklev, mener derimod, at universiteterne selv bør lave en anbefaling til deres studerende.

- Vi hører beretninger om, at nogle studerende er nødt til at fraflytte deres boliger, fordi de står i flammer, og at vejbelægning trækkes op og kastes efter politiet.

- Vi har fulgt udviklingen de senest dage, og ud fra det vurderer vi, at det er så alvorligt, at vi er nødt til at komme med den her anbefaling om at rejse hjem, siger han.

Han understreger, at universitetet ikke på nogen måde tvinger de studerende til at tage hjem, men at man stærkt anbefaler dem at gøre det.

Udenrigsministeriet opdaterede onsdag sin rejsevejledning med information om demonstrationerne i Hongkong.

- Fortsat demonstrationer i Hongkong med voldelige sammenstød mellem politi og demonstranter. Voldelige demonstrationer finder også sted på flere universiteter.

- Hold dig fra demonstrationerne. Følg altid de lokale myndigheders anvisninger, skriver udenrigsministeriet.

Både DTU, RUC, SDU, AAU, KU og CBS understreger, at de nok skal finde løsninger for de studerende, der skulle beslutte at rejse hjem fra Hongkong, så de ikke bliver forsinket i deres uddannelse.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Tønder

Trods lussing var træner tilfreds

Leder For abonnenter

Vores naboers mismod tiltager konstant

Allerede før første stolpe var sat, skabte det danske vildsvinehegn tysk mismod . Her er det en udbredt opfattelse, at der er tale om en camoufleret grænsemur. Anlægget bliver kædet sammen med den danske indrejsekontrol og skaber hos vores naboer billedet af et land, der ønsker at isolere sig. Nu er hegnet færdig, og alt er meget værre. Det viser sig, at hegnet er en dødsfælde for vildtet. Billeder af kvæstede og dræbte dyr fylder tyske, sociale platforme og traditionelle medier. Selv landsdækkende tv har haft indslag. Med tysk logik er hegnet ubegribeligt. Naboerne påpeger ganske korrekt, at afspærringen ikke er nogen garanti for, at den afrikanske svinepest ikke når vores breddegrader. Vildsvin kan snige sig over i de passager, der er skyldes veje og vandløb. Samtidig er dyrene fremragende svømmere, der let kan krydse Flensborg Fjord. Endelig udgår den største smittefare ikke nødvendigvis fra vildsvin, men fra mennesker. Hvis en inficeret, polsk kødpølse på en eller anden vis havner i danske dyrs fødekæde, er skaden sket. Alle disse indvendinger er ubestrideligt rigtige. Og så må der vel stikke noget andet under, konkluderer førnævnte, tyske logik. Vi er hidtil ikke lykkedes med at forklare, at der i høj grad er tale om en mentalhygiejnisk foranstaltning. Danske landmænd og fødevaresektorens mange ansatte kan sove lidt roligere, fordi der trods alt er rejst en barriere mod smitten. Samtidig sender vi et signal til de udenlandske markeder om, at vi bekymrer os om fødevaresikkerheden. Da dette budskab tilsyneladende er usælgeligt hos vores naboer, kan vi i det mindste begrænse skaden. Derfor er det fint, at der nu træffes foranstaltninger, som skal begrænse faren for yderligere skader på vildt. Men samtidig må det være tilladt at undre sig over, at ingen havde forudset problemet. Så var vi nok stadig blevet stemplet som nationalister. Men vi var i det mindste sluppet for beskyldningen om, at vi slog Bambis mor ihjel.

Annonce