Annonce
Gear

Du må gerne have gylp på trøjen i flere dage - det er sundt

Annonce

Lugten fra en hvid, størknet plamage på min skulder stiger op i mine næsebor, alt imens jeg kigger ud ad vinduet og konstaterer, at julelysene stadig hænger ned fra træværket ved indkørslen.

I gangen står børnenes malerier op ad væggen, og i stolen ved siden af ligger en hammer og et vaterpas.

Vasketøjskurvene bugner, sønnen spørger efter strømper.

Der er ikke mere mælk, lyder det skuffende ekko pludseligt inde i mit kranie fra datterens morgenplyndring af køleskabet. Så hæld soja på, tænker jeg her flere timer senere.

Den tagrende-beskyttende planke på ydersiden af huset skal i øvrigt have en sjat maling mere. Det har den skullet siden september.

Og jeg har stadig ikke fået sat en lås på min nye cykel, selvom den ligger i en kasse i garagen. Det tager maks. 10 minutter at montere den.

Køen af gøremål fortsætter i det uendelige.

I det mindste har jeg slået græsset - for tre uger siden.

Hovsa.

En ny urskov med stadig uopdagede arter har vokset sig stærk på begge sider af huset. Det vil være nemmere at pløje hele lortet op end at gå i gang med håndskubberen.

Jeg må huske at låse døre og vinduer i nat - det er ikke til at sige, hvilke bæster der kryber rundt derude, og jeg har to små forsvarsløse børn i huset.

Forsvarsløse, fordi mor og far højst sandsynligt dejser om før klokken 21 og først vil være noget værd om et par år. Eller næste dag. Vi finder jo energien. Vi finder altid en løsning.

Hvilket sådan set er pointen med at udstille min egen umiddelbart fuldkommen fraværende motivation for at udføre selv de simpleste opgaver.

Man må prioritere. Jeg mindes faktisk ikke, at jeg har sukket undervejs, når jeg for 77. eller 149. gang har passeret julelysene. Opgaven er mig usynlig. For den er uvæsentlig. I sagens natur forstyrrer de ingen.

Jeg ville nok gerne have fjernet dem i januar, men jeg havde ikke tid. Simpelthen. I hvilken verden det skulle gå forud for de vigtige ting i livet, kan jeg ikke se.

Der er to små børn hjemme ved os. De fylder os med kærlighed og dræner os for energi. Vi har job, vi skal passe. Vi har et par teenage-bonusbørn, der også skal have opmærksomhed. Selvom de er store.

Jeg kender mennesker, der er gået ned med flaget, fordi de troede, at de kunne nå alt. Det er der ingen mennesker, der kan. Ikke med børn i hvert fald.

Det behøver ikke være perfekt. Vi behøver ikke skure hele hytten, som kunne vi spejle os selv i det matte trægulv, hver gang nogen kommer på besøg. Realiteterne er, at vi i disse år lever i et kaos. Og det forstår folk godt.

Hvem ville nogensinde besøge et vennepar med små børn og fordømme dem for en snas indtørret tunsalat på hoveddøren eller for, at vinterdækkene stadig står i indkørslen - i juni?

Kun mennesker, du ikke bør være venner med.

Selvfølgelig opstår der små huller i kalenderen. Primært hvor børnene sover. Men det er ikke arbejdshuller. Ikke hver gang. Det er små hyggeoaser, hvor man gerne må læne sig bagover eller gribe om sin kæreste, kone eller mand.

Give dem et kys. Holde lidt i hånd i sofaen. Se "Luksusfælden". Slå hjernen fra. Have det godt.

Stress er en folkesygdom - så du må gerne have gylp på trøjen. Også i flere dage. Det er simpelthen sundt.

Kærlig hilsen,

Doktor Isaksen

Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Regionalt For abonnenter

Advokatundersøgelse uddeler kraftige tæv til tidligere VUC Syd-ledelse: Dårlig ledelse, inhabilitet og dokumentsjusk

Annonce