Annonce
Vejen

Du skal handle lokalt

Krovært Jørgen Jørgensen, kommis Dorte Sørensen, brugsuddeler Heino Pedersen og Kirsten Bruun fra Landsbyklyngen slår nu et slag for, at de lokale husker at handle lokalt. Officielt åbnes kampagnen hos købmanden i Gesten lørdag den 17. oktober. Foto: Steen Rasmussen

De fem byer i Hærvejsklyngen, Hovborg, Lindknud, Gjerndrup, Gesten og Bække, er som de eneste landsbyer med i kampagnen "Sæt pris på din by - køb lokalt".

HOVBORG: Hillerød, Assens og Holstebro var udset til den nye kampagne "Sæt pris på din by - Køb lokalt", men en af bagmændene mente, at der også burde være en landsby i flokken. Det kom Kirsten Bruun fra Hærvejsklyngen for øre, og så fik kampagnen ikke blot én landsby med, men hele fem i Klyngen, nemlig Hovborg, Lindknud, Gjerndrup, Gesten og Bække.

- Det er jo lige en kampagne, som passer ind i vores projekt. Vi kæmper på forskellig vis for at styrke byerne i klyngen, og kan vi få alle lokale til at handle lokalt, så når vi langt. En dagligvarebutik er meget vigtig for landsbyernes overlevelse. De kan slet ikke overvurderes, så vi har alle en interesse i at købe lokalt, fastslår Kirsten Bruun.

Målet med kampagnen er at bevidstgøre danskerne om at handle i lokale, fysiske butikker for at sikre bæredygtige og attraktive bysamfund. Mange mindre danske handelsbyer og butiksmiljøer er under pres og risikerer at bukke under for blandt andet stigende urbanisering og voksende nethandel. Fremskrivninger viser en reduktion fra over hundrede handelsbyer til en fjerdedel, hvis trenden fortsætter, skriver initiativtagerne i en pressemeddelelse. "De negative konsekvenser vil være færre lokale arbejdspladser, mere bilkørsel og mindre støtte til foreninger og klubber. Andre konsekvenser vil være hensygnende lokalmedier, faldende huspriser og mindre lokal aktivitet og appel til nuværende og nye borgere. En spirende modgående trend viser sig imidlertid i forbrugerundersøgelser. En tredjedel af danskerne siger således, at de handler i lokale forretninger for at støtte det lokale butiksliv og dermed bidrage til udviklingen og bæredygtigheden i det lokale samfund". Den tendens har en gruppe virksomheder, fonde og organisationer besluttet at understøtte med kampagn. De har sat sig i spidsen for at skabe en årligt tilbagevendende 'Sæt pris på din by - Køb lokalt'-dag første gang afviklet til september næste år. Hærvejsklyngen, Hillerød, Assens og Holstebro tyvstarter i år. Hærvejsklyngen får lørdag den 27. oktober kl. 9.30 besøg af direktør i De Samvirkende Købmænd John Wagner. Han klipper snoren og åbner kampagnen ved Min Købmand i Gesten. Fra kl. 9 er Købmand Allan Pihl og Landdistrikternes Fællesråd vært ved morgenkaffen foran købmandsbutikken.

Efter åbningen vil John Wagner, formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard og nogle lokale politikere køre rundt til de andre fire byer i Klyngen i bus.

- Alle andre vil også få mulighed for at komme rundt og besøge hinandens landsbyer med bus. Landsbyerne gør rigtig meget ud af dagen med små events, smagsprøver og den slags, fortæller Kirsten Bruun.

Annonce

Det er jo lige en kampagne, som passer ind i vores projekt. Vi kæmper på forskellig vis for at styrke byerne i klyngen, og kan vi få alle lokale til at handle lokalt, så når vi langt. En dagligvarebutik er meget vigtig for landsbyernes overlevelse. De kan slet ikke overvurderes, så vi har alle en interesse i at købe lokalt.

Kirsten Bruun
Plakater og bannere skal huske beboerne i Landsbyklyngen på, at de har et ansvar for landsbyernes ve og vel. Foto: Steen Rasmussen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

IS-medlem er inderligt uvelkommen

Et tidligere medlem af Islamisk Stat ankom mandag til Danmark, og blev straks anholdt. Manden har siddet fængslet i Tyrkiet, men blev sendt til Danmark på begæring af de danske myndigheder. Formentlig skal man være jurist for at forstå, hvorfor Danmark har bedt om at få den pågældende udleveret. Han er inderligt uvelkommen. Manden er den 28-årige Ahmad el-Haj. Han er af palæstinensisk oprindelse, men ærgerligt nok udelukkende dansk statsborger. Passet kan han derfor ikke miste. Trods det danske pas er det naturligvis grotesk at påstå, manden er vendt hjem. Danmark er ikke et hjem for mennesker, der har vendt os ryggen og direkte kæmpet mod landets interesser. Justitsminister Nick Hækkerup er blevet kritiseret for at lægge pres på domstolene i sagen om den den udleverede. Ministeren har nemlig sagt, at manden forhåbentlig bliver dømt for de forbrydelser, han har begået. Kritikken kommer fra De Radikale og Enhedslisten. Strengt taget har de ret i, at det ikke er en ministers, men domstolenes opgave at vurdere, om en sigtet er forbryder eller ej. Men ikke desto mindre er Nick Hækkerups spontane reaktion absolut forståeligt. Så skulle en domstol kende den pågældende skyldig, sker det forhåbentlig efter straffelovens paragraf 114. Den såkaldte terrorparagraf åbner nemlig mulighed for fængsel på livstid. Sanktionen er aldeles passende, hvis den 28-årige skulle vise sig at have deltaget i Islamisk Stats uhyrlige forbrydelser. Måtte han i givet fald aldrig komme på fri fod eller i hvert fald sidde i fængsel, til han er en meget gammel mand ligesom den firedobbelte politimorder Palle Sørensen. Han tilbragte 33 år bag tremmer. Ahmad el-Haj blev ifølge flere medier hårdt såret under et bombeangreb og sidder i kørestol. Han har fortalt Weekendavisen, at han inderligt fortryder sine handlinger. I betragtning af de konsekvenser hans indsats for Islamisk Stat har haft for ham selv, er det såmænd ganske muligt. Nogen formildende omstændighed er det imidlertid ikke.

Annonce